Ys: The Ark of Napishtim

Med kombinationen af super nintendoens utrolige 16-bit kræfter og Squares fantastiske evner, vil mange mene at det i særdeleshed var Final Fantasy serien der agerede spydspids for RPG-genrens konsolgennembrud dengang for snart tretten år siden. Med minderne om afsindige priser for at importere spillene hjem, lærer man hurtigt at sætte pris på genrens nutidige popularitet, og udgivernes dertil hørende lyst til at udgive selv nogle af de mere obskure titler inden for den. Sytten år og fem spil senere, har det første spil i Ys serien endeligt fundet sin vej til min PS2. Med åbne arme og et knus i vente, har jeg i den sidste tid bevæget mig gennem et spil der på samme tid forundrer med sin modvilje mod genrens udvikling alt i mens det genforener kendere af genren med definitionen af udtrykket oldschool.

Med ildrødt hår og et sværd ved sin side, træder du ind i rollen som Adol Christin der efter en heftig flugt, pludseligt befinder sig i et ukendt ørige. Strandet og bevisdtløs bliver Adol fundet af den lokale Rehda-stamme, og efter at være blevet vakt til live igen begynder eventyret ligeså stille at udfolde sig, med Adols udforskning af øriget og Rehda stammens skæbne som de primære omdrejningspunkter.

Vores preview-version har kun ladet os spille de første ca. syv timer af eventyret, men det er indtil videre forfriskende at spille et spil der ikke lader sig presse ud i en papirstynd rodehistorie, men i stedet vælger at pace sig selv, og hurtigt giver dig tryghed til at udforske den omkrinliggende verden, i dit eget tempo.

Indpakningen af rollespilselementer og den langsomme historie kommer hurtigt til at virke som en afledning, for få sekunder efter at du får mulighed for at udforske den omkringliggende verden, viser Ys sit sande jeg. Med et sand overflødighedshorn af forskellige fjender som skal nedkæmpes for erfaringpoint samt magiske sten kaldt Emel, som bruges til at opgradere spillerens våben, kastes du ud i kamp efter kamp. Indtil videre har vores eneste problem med kampene været det meget enkle kampsystem der ikke giver mulighed for særligt mange forskellige slag. For at opveje dette får man dog hurtigt adgang til tre forskellige sværd, som hver har sine egne magiske kræfter, det værende vind, lyn og ild, og som hvert kan og skal opbygges med de Emel-sten man finder efter hver kamp.

Af det vi indtil videre har spillet, er der ingen tvivl om at spillet har sine rødder solidt plantet i dungeon crawl-genren dog uden direkte at kunne sammelignes med spil som Baldurs Gate: Dark Alliace. Selvom man altid har muligheden for at flygte fra fjenderne, er man tvunget til at opbygge sine våben, hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om at besejre spillets mange bosser. Det er enkelt og oftest også repetetivt, men omvendt giver det en enorm sejrsfølelse hver gang man når den næste level, eller gør sit våben bare en smule bedre. Lidt mere afveksling og et par enkelte variationer af gameplayet ville dog ikke skade, da den næsten uendelige nedslagtning af fjender, men al sansynlighed ikke helt vil være nok til at holde de fleste spillere fast spillet igennem.

Hvis Konami med de seneste kapitler af Contra-serien har prøvet at vise hvordan action genren engang fungerede, må dette siges at være selvsamme udgivers svar på hvordan rollespilsgenren engang var. Ark of Napishtim breder sig i vores preview version ikke ud over nogle af de elementer genren også indeholdte da vi endnu spillede den på super nintendoen. Spillets hyggelige facon og actionmættede, men enkle gameplay gør dog sit til at man inden man ved af det, hurtigt har indkasseret adskillige timer i spillets dejlige farverige verden.

Med intrykkende fra preview-versionen i baghovedet, tror jeg ikke på at dette spil bliver det der revolutionerer genren. I stedet er jeg dog ret overbevidste om at den færdige version vil byde på masser af kræs til fans af genren, der er træt af tunge dommedagsprofetier og overkomplicerede gameplaysystemer.