Yoshi's Touch & Go

Yoshi er glæde, så enkelt kan det siges. Lige fra jeg første gang mødte den grønne blanding af øgle, dinosaur og hund, var jeg helt sikker på at en unik personlighed havde set dagens lys. Statussen som platformhelt blev dog først helt slået fast med det sublime Yoshi’s Island, der den dag i dag stadig giver mig en varm følelse indeni, når jeg husker spillets farvekridtmalede, uskyldige og glade univers. Nintendo ved åbenbart godt selv hvad Yoshi er i stand til, for endnu engang er det øglen der bliver bedt om at træde i arbejdstøjet og én gang for alle slå Nintendos DS fast som mere end en gimmick. Farvekridtende er fundet frem igen, og det er også den næsten magiske kombination af geniale ideer og mere charme end man skulle tro muligt på nogen konsol. Desværre vil eventyret ikke appellere til gamere, som ikke har lyst til at gentage det samme fåtal af baner igen og igen.

Med et klik på skærmen begynder de søde toner sin vej ud gennem maskinens lydkanaler og billedet der toner frem på skærmen er fra første sekund badet i behagelige bolchefarver. Udbudet af spilmuligheder vil dog med al sandsynlighed skabe en smule forundring, for der er ikke nogen Story-mode at finde nogen steder. I stedet anbefales det at man tager et hurtigt kig på spillets tutorial, og derefter vover sig ud i Score Attack.

Den medfølgende forklaring af gameplayet er essentiel, for dette er et platformspil ulig alt hvad du har prøvet før. Glem alt om styrekrydset og de forskellige knapper, ja glem faktisk alt hvad du troede du vidste om genren. Yoshi og Mario styres begge udelukkende ved hjælp af din stylus-pen, hvilket fungerer perfekt i Touch & Go’s to forskellige dele. Den første del består af baby-Mario, der i et stille og roligt tempo daler ned fra toppen af skærmen. Din rolle er at tegne veje af skyer, der skal guide Mario ind i nogle af de stimer af guldmønter, som hver gang banen startes, placeres i nye rækkefølger. Fjender kan besejres ved at tegne en cirkel om dem, og dermed forvandles til mønter, som igen giver lidt ekstra til pointkontoen. Anden del af spillet forgår med Mario som passager siddende på Yoshi, der ligeledes kan guides ved at tegne veje af skyer. Yderligere er Yoshi i stand til at skyde med æg ved at klikke på skærmen, samt hoppe og dobbelthoppe med et enkelt eller to tryk på maven.

Selvom systemet lyder en smule upraktisk, åbner det op for en helt ny dimension indenfor genren. Muligheden for at kunne tegne sine egne veje gennem spillet forekommer næsten surrealistisk, når man som erfaren platformgamer har været vandt til de prædefinerede ruter i så mange år. Det kræver en enorm koordination af evner, for konstant at forudplanlægge ruterne, for at opnå det maksimale antal mønter og frugter, samt stadig at have overskud til at besejre de mange fjender. Oven i det hele kommer, at man hele tiden skal holde øje med hvad der foregår på den øverste af de to skærme, da man oftest kan opnå store pointbonusser med et par velplacerede æg.

Det innovative styresystem er dog ikke det eneste der adskiller den æggeglade dinosaurs nyeste eventyr fra resten af genren. Gameplayet er denne gang fokuseret omkring forskellige mål, alt efter hvilken type af spil man vælger, frem for den typiske "fra start til slut"-opbygning, som genren typiske er defineret ved. Vælger man f.eks. Score Attack gælder det om at samle så mange point sammen som muligt, inden banen er gennemført, mens Marathon fokuserer på hvor lang tid man kan overleve. Dette betyder også at spillet med al sandsynlighed vil skille gamere i to grupper, hvor man enten synes spillet hurtigt bliver kedeligt grundet et fåtal af baner og fornyelse, eller bliver manisk fanget af tanken om at kunne få bare et par enkelte point mere.

Yoshi Touch & Go’s ekstremt varme verden, der starter på den nederste skærm med at lade trætoppene gro, så de først slutter på den øverste skærm, er ligeså friske som da verdenen først blev introduceret for cirka ti år siden. Farvepragten er den samme, om end brugen af farvekridt denne gang ikke er helt så fremtrædende, og alle spillets elementer udstråler ganske enkelt glæde. Fjenderne synes kun at være fjender i den forstand, at Yoshi og Mario begge skal have nogen at konkurrere mod, men man har hele tiden følelsen af, at hele ensemblet lever et idyllisk liv sammen, hver gang maskinen slukkes.

Yoshi Touch & Go’s største bedrift er, at det på fantastisk vis genvinder tilliden til Nintendo som innovationens mester, når det kommer til genrer vi alle sammen troede vi kendte. I min tidligere anmeldelse af Donkey Kong: Jungle Beat, som ligeledes prøvede at forny platformgenren, savnede jeg et balanceret og godt gameplay i stedet for et spil der alene satsede på innovation, men i Yoshis nyeste eventyr har Nintendo ramt målet perfekt. Spillet er en pulserende milepæl, der viser hvordan Nintendos DS unikke muligheder bedst udnyttes - og der er ingen tvivl om at dette produkt for alvor viser meningen med den håndholdte maskine.