Yakuza Kiwami 2

Så er det tid igen, Kiryu. Tid til at løse problemerne på den eneste måde, som du kender til; med knytnæverne. Det virkede før i tiden, og selvfølgelig virker det igen. For med Kiwami 2 ligner Yakuza-serien sig selv. Det betyder en medrivende historie fyldt med maskuline, stolte mandfolk, der slår hovederne sammen og stikker hinanden i ryggen. Det betyder nogle af de mest morsomme og fjollede sidemissioner, det er muligt at finde på sin Playstation, men det betyder også, at det hele er en anelse for genkendeligt.

Yakuza-serien formår at balancere to modstridende toner, som få andre kan gøre det. Spiller man hovedhistorien, er der ingen der smiler. Dette bliver reflekteret i musikken, der slår en passende alvorlig tone an, mens et udvalg af muskuløse mænd puster sig op foran hinanden. Det er B-films drama i verdensklasse. Modsat er der sidemissionerne. Her bliver musikken løsnet op, mens opgaverne bliver tilsvarende gakkede. En personlig favorit var min kamp mod Yakuza'er, der alle var iklædt ble på kroppen og sut i munden, men slaget blev udkæmpet i et babyværelse. Netop "kamp" er kodeordet. For uanset om man spiller det seriøse Yakuza, eller det fjollede Yakuza, så skal det nok ende i en slogskamp. Heldigvis er kampsystemet tilfredsstillende og vejen dertil er underholende... for det meste.

Kiwami 2 inderholder sidemissioner, der når samme kvalitet som nogle af de andre højdepunkter, vi tidligere har set fra serien. Det er dog højdepunkter, der er længere imellem, og samtidig er der også uopfindsomme lavpunkter, der mest af alt virker som fyld. Flere sidemissioner bad mig om at kæmpe mod en fyr, fordi han var aggressiv overfor en anden person. Selv om mange sidemissioner begynder på denne facon - også i forrige Yakuza-spil - så var missionen ikke længere denne gang. Personen jeg bankede undskyldte og løb væk, personen jeg reddede takkede mig, og derefter var missionen fuldført. Kiwami 2 formår at leve op til sit niveau i hovedhistorien, men sidemissionerne har aldrig været svagere.

Det er dog ikke kun kampe der venter på dig i bylivet. Ofte gemmer der sig et job, som ligeledes indeholder en større sidehistorie, som det står spilleren frit for om man vil fordybe sig i eller ignorere. I Yakuza Kiwami kunne man udforske boligmarkedet - her opkøbte man boliger og skubbede langsomt de fem personer, da havde sat sig tungt i industrien ud af byen. I Yakuza 6: The Song of Life kunne man finde katte i bylivet, og hvis man fodrede dem og vandt deres kærlighed, blev de en del af den katte-café man hjalp med at oprette. Det er små sideaktiviteter, der er eksklusive til de enkelte spil og hjælper til at de adskiller sig fra hinanden. I Kiwami 2 er det hele set tidligere. Du kan blive manager for en Caberat Klub, hvilket er taget direkte fra Yakuza Zero. Der er også en Clan Creator, hvilket er taget direkte fra Yakuza 6. Det betyder, at hvor Yakuza Zero adskiller sig fra Kiwami, som adskiller sig fra Yakuza 6, som ligeledes adskiller sig fra de to andre, så fungerer Kiwami 2 som lidt af en sammenblanding af hvad vi tidligere har set. Det er hverken dårligere eller bedre; bare mere af det samme.

I løbet af at du bevæger dig længere i historien, vil du også langsomt åbne op for kapitler i Majimas historie, der er lavet eksklusivt til dette remake. Det er ikke flettet naturligt ind i spillet som man så det i Yakuza Zero, men skal i stedet åbnes i menuen. Kapitlerne er ikke lange, og det er ikke muligt at opgradere Majima, hvorfor man ikke er motiveret til at finkæmme byen for modstandere, men det er stadig en god tilføjelse. Især da Majima har en meget anderledes kampstil en Kiryu, så de formår at tilføje en fin afveksling i gameplayet, samtidig med man ser et nyt aspekt af historien.

For en serie, der er så bevidst om sin egen identitet, så ender Yakuza Kiwami 2 i lidt af en identitetskrise. Det indeholder alle aspekterne, der gør et Yakuza-spil til et... nå ja, Yakuza-spil, men det formår ikke at adskille sig fra sine brødre. Det hele er set før, og selv om det endnu engang bliver gjort godt, så savner man noget nyt. Yakuza Kiwami 2 ender med at føles som et "best of"-album af serien. Det indeholder alle de gode hits som den gode historie, de fjollede sidemissioner, det tilfredsstillende kampsystem, men for folk der havde ønsket sig et nyt album, kan det være en lettere skuffende oplevelse til tider.