X-men: Next Dimension

X-Men universet er et af Marvels absolut mest populære bud på en dyster fremtid, hvor mutanter er en del af dagligdagen. Tegneserien som ligger til grunde for universet, har i mange år fortalt den forbitrede historie om hvordan mutant generationens fødsel, har uanede konsekvenser på den intetanende verden omkring dem. Med et kæmpe oplag af utrolige figurer og historier, er serien mere end oplagt til en konvertering til elektronisk underholdning. I denne omgang er det blevet til et kampspil, der på ikke drager nytte af de mange fordele, der er at finde i det fantastiske univers. Spillet ender som et upoleret stykke software, der ville have nydt godt af et par måneder mere i udvikling.

Siden Street Fighter 2 kickstartede genren for alvor, har den gennemgået en markant udvikling. I dag er det Namcos Soul Calibur, samt Segas Virtua Fighter serier, der står som de virkelige mastodonter inden for genren. Dette har udviklingsteamet bag det nye X-Men dog ikke ladet sig påvirke af, og har i stedet lavet et spil, som til forveksling minder om et spil fra Street Fighter 2 tiden.

Historien der manglede historie
Spillets menu byder på de sædvanligt options, samt muligheden for at spille spillets storymode. Storymoden ville have været et bemærkelsesværdigt indslag, hvis det ikke havde været for et par tåbelige design beslutninger. Mest paradoksalt er det at historien simpelthen ikke er spændene, heller ikke for dedikerede X-Men fans. Den er dårligt fortalt, og virker enormt tynd i forhold til den standard X-Men bladene ellers repræsenterer. Det andet store problem ved storymoden, er at udviklerne ikke har lavet den fleksibel. Tabes en kamp er det Game Over, ikke noget med at historien tager en ny drejning fordi Cyclops har tabt en kamp til Magneto. Det er enormt skuffende at stirre på en Game Over skærm, når spillets gang sagtens kunne være forsat, hvis havde udviklerne tænkt sig lidt om.

Super Plasma combo til maven
Hvor Virtua Fighter krævede timers dedikation for at lære timingen bag de forskellige slag og spark, vil enhver tidligere Street Fighter 2 spiller, hurtigt virke som en ekspert i X-Men. Næsten alle spillets special moves aktiveres ligesom i den gamle klassiker, og med et oversimplificeret combo-system, tager det ikke lang tid før man har mestret spillets mest effektive angreb. Dette ville ikke nødvendigvis være en dårlig ide, hvis figurerne adskilte sig fra hinanden. Desværre virker det dog som om at alle figurerne er bygget ud fra den samme grundessens, og det betyder at der ikke er den store forskel på hvem man vælger. At diskussionerne om hvem der en den stærkeste figur i Soul Calibur stadig bliver diskuteret, snakker for et afbalanceret gameplay. Desværre vil det aldrig være noget X-Men kan blære sig med, og det betyder at spillet mister meget af sin personlighed.

En søvnig og ligeglad superhelt
Soul Calibur står for mange stadig, som det perfekte eksempel på hvordan et kampspil skal se ud. Figurernes design passede perfekt til baggrundene, og viste hvad maskinen var i stand til. Nintendo frarådes dog på det kraftigste, at overveje at bruge X-Men som en demonstration af maskinens kunnen. Grafikken er gnidret, udetaljeret og havde knapt virket acceptabel på den hedengangne Nintendo 64.

Hvor introen giver en illusion om en flot lydside, men en karakteristisk lydene Patrick Stewart som fortæller, formår resten af spillet at forpurre denne. Enhver der nogensinde har forstillet sig at have superkræfter, ved at der skal siges nogle seje ord når man fyrer sin dødsstråle af. Udviklerne bag X-Men har åbenbart ikke ment det samme, og i stedet lyder alle spillets figurer som om de er ved at falde i søvn når de bruger deres superkræfter. Kampe af ellers episke proportioner er ganske simpelt ikke det samme, når selv de kæmpende ikke engang synes at kunne tage dem seriøst.

Er superhelte bedre i 2D?
Capcom har op til flere gange vist hvordan X-Mens fantastiske licens sagtens kan overføres til et godt 2D kampspil. Om det er den tredje dimension der har forvoldt de nye udviklere så mange problemer, skal jeg her lade være usagt, men faktum er at X-Men: Next Dimension står tilbage som en tynd kop te, der ikke når de store klassikere i genren, til sokkeholderne. Spillet er sjovt de første par timer, og byder også på lidt underholdning i multiplayer, men til gamere der har prøvet nogle af de større titler i genren, er det meget svært at anbefale dette spil. GameCube ejere som er desperate efter et kampspil til deres elskede maskine, bør prøve spillet først, og rådes ellers til at vente på Namcos kommende Soul Calibur 2.