Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Xenoblade Chronicles 3

Xenoblade Chronicles 3

Monolith Softs seneste rollespil er større og mere episk end nogensinde før. Men er her også nok relevant indhold?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det tog mig 13 timer før Xenoblade Chronicle 3's introduktion var færdig. Her taler vi desuden udelukkende om en introduktion i narrativ forstand, eftersom der selv i timerne efter fortsat blev introduceret nye mekanikker, strukturer og tooltips. Der er ikke rigtig nogen vej uden om; det er altså en kritik. Men samtidig er det symptomatisk for Monolith Softs populære serie, der på tværs af de nu fire kapitler for alvor har fået vokseværk, men også hele problematikken bag særligt JRPG-seriens tendens til at vægte størrelse over værdi, og til tider også mekanisk dybde frem for samhørighed.

"Tøv en kende", tænker du måske, og du har sikkert ret. Lad os lige tage et skridt tilbage, og om ikke andet åbne på mere respektfuld maner, for selvom Xenoblade Chronicles 3 ofte er så bredt, så dybt og så.... ja, meget, så er det dog svært ikke at anerkende studiets tekniske og narrative kunnen.

Xenoblade Chronicles 3

Xenoblade Chronicles 3 foregår i samme univers som de tidligere spil, altså hvor de resterende brudstykker af menneskeheden bor på ligene af gigantiske titaner. Denne gang skal vi til Aionios og møde et hav af nye karakterer, der er efterkommere af folkene fra Bionis og Mechonis (det første spil) og Alrest (det andet spil). Det vigtigste er dog, at der er tale om to faktioner, Keves og Agnus, der har ligget i grum krig, så længe begge nationer kan huske. Og hvorfor slås de? Det synes i grunden ikke rigtig så vigtigt mere, eftersom begge nationer har mistet utal af venner, familiemedlemmer og kammerater, og der efterhånden er meget had i omløb. "At kæmpe er det eneste vi ved", siger de, og det virker da også som om, at hele konceptet handler om, at død vitterligt er gået hen og er blevet afgørende benzin for livet. Det lyder diffust, men hver soldat "fødes" faktisk voksen, gennemgår nødvendig træning, og sendes så afsted til 10 kampcyklusser af et års varighed. Når den periode er forbi? Ja, så oplever de deres "homecoming", hvor de villigt forgår, og giver deres energi videre til det næste kuld af soldater.

Dette er en annonce:

Naturligvis handler Xenoblade Chronicles 3 om det gradvise brud på den her krigsevighed, om de personer der står bag de fabrikerede grunde bag, og også hvilke konsekvenser en så omfattende konflikt har. Det er, i brede træk, en effektiv fortalt historie, der som anden lignende fantasy/sci-fi kombinerer allestedsnærværende temaer med mere abstrakte koncepter. Selvfølgelig er det her et JRPG, og et Monolith Soft-spil, så dialogen er ofte tung, loopet og ensformig. Og selvom tematikkerne er ret spændende, så rodes de ofte sammen med japanske evergreens; at blive anerkendt af sine nærmeste, ikke at strække sig så langt, at det går ud over eget helbred, at finde roen i den man er. I kender det nok, det er temaer, der figurerer lige så meget i Xenoblade Chronicles-universet som i Naruto eller Dragon Ball. Og er du sensitivt indstillet overfor den slags, så vil du rulle øjne. Ofte.

Xenoblade Chronicles 3
Xenoblade Chronicles 3Xenoblade Chronicles 3

Tilbage til den intro på 12-15 timer. Xenoblade Chronicles 3 er gigantisk. Det var Xenoblade Chronicles 2 også, men særligt her er verdenerne, antallet af aktive mekanikker og systemer at holde styr på, mængden af karakterer, ja selve størrelsesordenen, ofte nærmest komisk i sin storhed. Det er et spil der i det hele taget ønsker at imponere med bredde, med bjergtagende vistaer og storslåede fortællinger. Det virker også, det meste af tiden.

Dette er en annonce:

Først og fremmest har Monolith fået styr på helt basale brugerfladeelementer (noget man ikke altid kunne sige om Xenoblade Chronicles 2), så det føles mere flydende at samle sidemissioner op, opspore specifikke mål og delmål og i det hele taget bare eksistere. Verdenen er stadig segmenteret, opdelt, og der er stadig hemmeligheder at finde, og monstre at besejre. Men samme problem opstår i princippet stadig; den her verden er alt for stor i forhold til antallet af spændende ting, der er at finde i den. Oftest er det bredde for breddes skyld, i stedet for at det tjener et specifikt mekanisk eller strukturelt formål. Der er rustne maskiner at starte, ingredienser at finde, sidemissioner at udføre og faldne soldater at sende afsted til et roligere efterliv, men for det meste løber du bare - Du løber bare derudaf for at finde monstre at besejre. That's it. Og selvom karaktererne til tider har interessante ting at dele med hinanden på vejen, så er det altid forbundet til hovedhistorien. Hvis du bare ønsker at udforske? Så loopes de samme fem-seks bemærkninger igen... og igen.

Heldigvis gør bredden dog at Xenoblade Chronicles 3 altid, som i altid, ser bragende godt ud, og selvom at man taber lidt draw distance og en mere stabil billedhastighed i håndholdt tilstand, så er spillet både bundsolidt fra et teknisk perspektiv, og et af de mere visuelt spektakulære spil på Switch-platformen helt generelt.

Xenoblade Chronicles 3

Monolith fortsætter traditionen med, af uransagelige årsager, at hyre stemmeskuespillere ind med et meget specifikt dialektmæssigt præg. Skotsk, karikeret cockney - det hele er tilpas over the top, men samtidig er det svært at sige, at stemmeskuespillet er decideret dårligt, langt fra. Musikken er desuden storslået.

Selvom at der er basal crafting, sidemissioner, der primært involverer indsamling af ingredienser, og selvfølgelig mellemscener, der decideret kan løbe i 15 minutter straight (der er en i starten på 17 minutter, gå hjem Kojima), så er den primære måde, du interagerer med dine omgivelser på i Xenoblade Chronicles 3, at slå på dem. Det sker igennem det samme efterhånden velkendte Arts-system. Det betyder, at du i princippet slår automatisk, men at dybden kommer fra positioneringen af dit hold, angreb der kædes sammen, såsom den velkendte Break-Topple-Daze kombi, og timing. Det er vigtigt at slå fast, at dybden her vitterligt kommer fra en række velrealiserede mekanikker, men samtidig bliver jeg nødt til at indrømme, at selvom jeg pumpede over 100 timer i 2'eren, og nu pisker mod det samme i 3'eren, så er jeg ikke venner med kampsystemet. Selvom der er solid dybde, særligt når man begynder at skifte de i alt seks karakterers klasser rundt, mestrer specifikke Arts, og begynder at kombinere disse i specifikke angreb, og i hel speciel grad efter man først finder rytmen i at rykke igennem de forskellige status conditions på fjender, så synes det stadig automatiseret, og selvom du altid ved, præcis hvordan din næste combo skal se ud, så er der bare meget tid, der går med auto-angreb.

Din succes afhænger af, hvor god du er til at kæde Arts sammen, og det skal siges, at du denne gang har lidt mere at tage dig til end tidligere. De nye Ouroboros-former gør, at to af de seks karakterer kan smelte sammen til noget nyt, og de har ingen cooldowns på evner. Ligeledes bygger du altid mod en vild Attack Chain, der via en række mellemscener og strategiske sammensætninger sikrer dig en vild kæde af sindssyge angreb. Kritikken står stadig; kampe kan blive monotone, og særligt de relativt korte af slagsen, når nærmest ikke at gå i gang, før de er forbi, og du når ikke andet end at... ja, trykke "attack". Men det skal dog siges, at Xenoblade Chronicles 3 har den mest raffinerede udgave af et kampsystem, som jeg stadig ikke er blevet helt gode venner med, selv efter adskillige hundreder timer i det her univers.

Xenoblade Chronicles 3Xenoblade Chronicles 3Xenoblade Chronicles 3

Der er sikkert nogen, der vil bruge sådan en "git gud" attitude til at afvise de her ankepunkter omkring en så central del af Xenoblade-universet, og derfor er det måske vigtigt at slå fast, at jeg både sagtens kan se underholdningsværdien og den taktiske tilpasselighed. Jeg synes bare ikke rigtig, at det "passer" til det her univers, uden rigtigt at kunne sætte en finger på, hvad det så skulle være i stedet.

Når det så er sagt, så er Xenoblade Chronicles 3 uden tvivl et af de største RPG-spil, jeg nogensinde har spillet, målt på bredde, narrativt ambitionsniveau, antallet af separate mekanikker lagdelt i spændende systemer og ikke mindst den her bjergtagende verden. Det er stadig et typisk JRPG, og dem der ikke helt overgiver sig til den specifikke dialogtradition og det særlige brugerfladeparadigme vil ikke finde noget, der lokker her. Samtidig ved Monolith efterhånden også, hvad de laver, og designer denne 3'er nærmest eksklusivt til dem, der i forvejen elsker det her univers, det her kampsystem, den her designfilosofi. Den ærlighed når langt, og sammen med de nye forbedringer, så vil mange sikkert finde Xenoblade Chronicles 3 tilfredsstillende og mere til. Jeg er også tilfreds, faktisk mere end det; imponeret.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Solide forbedringer over hele linjen. Effektiv historie. Smuk verden. Fint stemmeskuespil.
-
Stor men øde verden. For få grunde til at gå på opdagelse. Kampsystemet er stadig lidt for inaktivt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold