WWE Smackdown: Here Comes the Pain

Da undertegnede sidste år anmeldte WWE Smackdown: Shut Your Mouth var det med store armbevægelser og en måske lidt for generøs overall karakter på otte. Derfor er det også lidt underligt at sidde med det nyeste spil i serien, der med klare forbedringer er et langt bedre spil end sidste års bud, men alligevel skal kæmpe sig frem til en overall på syv. Spillet vil for wrestlingfans stadig være noget nær det bedste man kan få fingrene i, og med dets overarbejdede og dybe kontrolsystem vil der også være noget for alle andre. Stadig indeholder spillet dog også tåbelige fejl som sagtens kunne, og burde være undgået.

Der bydes stadig på en overflod af forskellige kampe og muligheder, men helt ligesom i sidste års udgave vil de fleste nok skynde sig at vælge spillets story mode. Her er det muligt at starte fra bunden som en vilkårlig wrestler for derefter at kæmpe sig op til at blive en fast del af den øverste elite. I år er det dog også blevet muligt at træde direkte ind i den rolle de forskellige wrestlere har i virkeligheden, så man f.eks. kan vælge at starte som verdensmesteren Triple H for derefter at skulle forsvare sin titel.

Et af de bedste nye aspekter, er dog den smule rollespil udvikleren har implementeret i spilmekanikken i år. For hver vundet eller tabt kamp modtager man nemlig en smule penge og erfaringspoint, som giver adgang til nye muligheder. Pengene kan meget i stil med tidligere år, bruges til at åbne op for spillets mange hemmeligheder og muligheder, mens erfaringspointene som noget helt nyt kan bruges til at forbedre sin wrestler. Således er det muligt at fordele point på færdigheder som styrke, teknik, karisma m.m. - og dette kan virkeligt mærkes i spillets mange kampe.

Den anden helt store nyhed er en komplet overarbejdelse af spillets kontrolsystem, som efter lidt tilvænning virkeligt viser dets styrke. Grapple-systemet som bruges til størstedelen af spillets kast og greb, virker i den nye version sådan at hver retning på D-paddet er blevet til en specifik kategori. På dansk betyder det at grapple + venstre på D-paddet udløser karakter specifikke moves, og grapple + højre, op og ned giver mulighed for tre andre kategorier af bevægelser. Under hver af disse kategorier vil yderligere kombinationer af knapper derefter udløse angreb passende til kategorien. Det lyder alt sammen meget komplekst, men virker i praksis og giver yderligere mulighed for et meget stort repertoire af forskellige angreb.

Det er de færreste der vil benægte at serien, siden dens debut på PlayStation 2, har haft svært ved at følge med tiden rent grafisk. Sidste års udspil bød dog på en meget bedre animation end hidtil set, og dette års udgivelse mere end følger trop ved at have givet hele den grafiske flade en seriøs ansigtsbehandling. Detaljegraden er blevet langt højere, og samtlige figurer og baggrunde virker meget mere solide og mere gennemarbejdede end tidligere set. Yderligere hjælper det også at der virkeligt er lagt mange kræfter i at gengive de forskellige wrestlers mimik, samt måder at bevæge sig på.

Hvor langt de fleste dele af spillet synes at være blevet markant forbedret, er der dog stadig katastrofale fejl at finde i spillet, mest af alt i den stadig manglende storymode samt spillets balance. Helt ligesom sidste år er det lykkedes udvikleren at få mange af de begivenheder med i spillets historie, som også er set i tv programmet det sidste år, men desværre virker det stadig ikke som om man har særligt mange muligheder for at afvige fra en fastlagt rute som spiller. Vælger man f.eks. at sige nej til at få en manager, kan man roligt forvente at spillet fremtidigt vil blive ved med at spørge om man nu er helt sikker efter hver anden kamp, indtil man giver op og siger ja. Helt forkert virker det også når man har kæmpet sig op til en chance for at kæmpe om en titel, men i sidste øjeblik mister chancen fordi man bliver angrebet af en tredjepart, og derfor først skal kæmpe adskillige kampe mod denne inden man kan vende tilbage til sin titelkamp.

Den uden tvivl værste fejl findes dog i spillets gameplay og er desværre endnu en fejl der ikke er blevet rettet fra sidste års udgave. På trods af at der i år er blevet lagt speciel fokus på de forskellige wrestleres styrker, er spilbalancen stadig glemt når det kommer til et par enkelte figurer. Således kan man risikere at få vederstyggelige tæv på under to minutter, af en figur der ifølge spillet skulle være ens egen figur langt underlegen. Hvad værre er, er at disse figurer ikke synes at kunne besejres medmindre man bruger snyd eller lader sig selv blive diskvalificeret, hvilket kan lede til joypads ødelæggende frustrationsmomenter.

Når alt er sagt er det nyeste Smackdown dog stadig den bedste wrestling titel til formatet, medmindre man ikke har noget i mod at importere spil fra det asiatiske marked, og er på langt de fleste punkter en klar forbedring over sidste års udgave af serien. Den til tider stadigt manglende balance, samt en historie der stadig ikke giver særligt mange reelle valg til spilleren, gør dog at spillet ender med en lavere karakter end den sidste del af serien. Grafikken, præsentationen og store dele af spilmekanikken er nu hvor den skal være, derfor er der kun at håbe at det uundgåeligt næste afsnit af serien vil indeholde nogle seriøse forbedringer af de meget trængende kritikpunkter.