WWE 13

Jeg har haft det svært med wrestling de sidste mange år. Uanset hvor mange kræfter WWE igen og igen har brugt på at proklamere, at de nu var klar til at gå i nye retninger, er det alt for ofte endt med at være mere af det samme. De samme historier, de samme ego-trips og mere end noget andet, den samme type wrestler.

Noget har dog ændret sig. Med Vince McMahons delvise overdragelse af ledelsen til andre personer i firmaet, har det sidste år budt på adskillige overraskelser. Tidligere indie-wrestlere som Kassius Ohno (Chris Hero), Antonio Cesaro (Claudio Castagnoli), Daniel Bryan (Bryan Danielson) og i særdeleshed C.M. Punk har fået chancer, som har forfrisket et ellers stagneret show.

Den samme evolution blev i spilverdenen startet med sidste års WWE 12, og er måske grunden til at det nye WWE 13 virker som et spil der stadig er under udvikling.

Den typiske "start fra bunden"-karriere er denne gang blevet erstattet den såkaldte Attitude Era-mulighed, hvor man får lov til at genopleve et af firmaets storhedstider, fra perspektivet af nogle af de wrestlere som definerede æraen. Man starter som Degeneration X, men senere er det blandt andet Stone Cold Steve Austin, The Rock, og Mankind som er i fokus.

Hver episode er inddelt i flere forskellige afsnit med hver deres udfordringer. Eksempelvis starter Degeneration X-episoden med Shawn Michaels kamp mod Mankind, hvor Triple H pludseligt blander sig, ganske ligesom fans fra dengang vil kunne huske det skete. THQ har nøje udvalgt de forskellige episoder og afsnit, og har endda sørget for at forklare det hele med masser af videoklip og beskrivelser af historierne, således at man også vil kunne være med, selv hvis man ikke skulle have fulgt showet dengang.

Skulle man hellere have lyst til at kaste sig ud i noget mere nutidigt, giver simple menuer mulighed for at sammensætte stort set enhver form for kamp eller turnering på sekunder. En reel erstatning af den klassiske Road to Wreslemania-mulighed er her dog ikke, hvilket er en smule skuffende.

I ringen bød sidste års udgave på en genstart af kampsystemet, og denne bygges der videre på i år. Slag og spark aktiveres stadig ved brug af kun en knap og det venstre analog-stick. Den største skade forvoldes dog med de forskellige kast og submissions. Ligesom sidst tager man igen fat i modstanderen ved brug af kun en knap, men kan med skulderknapperne bestemme hvor man vil fokusere sin skade.

Mulighederne er mange, og vælger man eksempelvis at spille som Daniel Bryan giver det god mening at fokusere skade på modstanderens arme og hoved, da hans No Lock således hurtigt vil få en modstander til at give op. Desværre spænder spillet ben for sig selv. Det høje tempo og et kontra-system, som ikke kræver andet en lidt timing og et tryk på R2-knappen, betyder nemlig at det ofte er mere effektivt at hamre løs på knapperne, i stedet for at forsøge sig med en reel strategi.

Det er dog desværre ikke det eneste problem spillet indeholder. Yuke's har efterhånden mestret evnen til at gengive meget af den visuelle indpakning som er så stor en del af WWE, hvilket betyder at meget af det du ser på skærmen, ligner det du kender fra TV. Desværre har synes de at have glemt den vigtigste detalje: wrestlerne selv. Med få undtagelser ligner de fleste af personlighederne voksfigurer, med sparsomme ansigtsanimationer. Særlig slemt er det også at se, at proportionerne ofte slet ikke matcher virkeligheden, og på en eller anden måde er buttede wrestlere som Mankind og Brodus Clay kommet til at ligne de samme bodybuilder-typer som resten af figurgalleriet.

Lydsiden gør sig ikke meget bedre. Det har naturligvis ikke været det store problem at hive de kendte tema-sange direkte over i spillet, men så snart kommentator-holdet begynder at snakke, går det helt galt. Man kan hele tiden høre hvordan spillet sammenstrikker sætninger af forskellige lydbidder, der både i tempo og tone sjældent passer sammen. Endnu værre bliver det ved at lydkvaliteten ofte svinger så voldsomt, at man kan høre støj og småfejl i de klip der eksempelvis er hentet fra Attitude-æraen. Dette er utvivlsomt den værste omgang kommentatorer-snak jeg har oplevet i et spil i nyere tid, og er ikke en kommentator som Jim Ross værdig.

Et sidste frustrationspunkt er, at Yuke's endnu ikke har forstået at genskabe de mange wrestlere, så de rent faktisk opfører sig i ringen, som de gør i virkeligheden. Det er besynderligt at se en nærmest perfekt genskabelse af hele Big Shows nøjsomme gang til ringen, for herefter at se ham springe rundt som en anden Rey Mysterio, når selve kampen går i gang. Det ødelægger illusionen, og det virker decideret sjusket når udvikleren nu efterhånden har haft så mange år med serien.

Det er frustrerende at der ikke er blevet gjort noget ved så basale elementer som lyden, og endnu mere frustrerende at Yuke's til stadighed lader mange af de største fejl gentage sig år efter år. De fleste af fejlene i WWE 13 er dog gengangere, som på trods af at de stadig er problematiske, også vil være af den slags som seriens mest hårdføre fans allerede har lært at leve med.

Er man sådan en slags fan, vil man derfor stadig kunne nyde de fantastiske muligheder for at skabe sine egne figurer og dele dem med resten af verden, for at deltage i nogle af WWE's største historier fra Attitude-æraen og for at prygle den sidste dumhed ud af den altid irriterende John Cena. Man vil med andre ord kunne nyde et udmærket wrestling-spil med et solidt kampsystem, der blot kræver at man er villig at at ignorere de mange fejl, der stadig går igen.