WWE 13

Herhjemme er det en udfordring at følge med i de seneste WWE-twists, da ingen kanal regelmæssigt har sendt showet over længere tid. Vi må zappe mellem kanaler og i bedste fald finde sene genudsendelser af WWE Raw og Smackdown. I USA og store dele af resten af verden er det anderledes. WWE er big business. De kæmper i de store arenaer, sætter ofte publikumsrekorder og trækker seertal i millionklassen.

Det mest almindelige argument man hører mod WWE er, at det er fup, hvilket jeg aldrig rigtig har kunnet forstå. For efter samme princip burde tv-serier og film også diskvalificeres som underholdning. Og til forskel fra hvad mange tror, så er der ingen wrestling-fans der har nået en voksenalder, som stadig tror på at det er ægte, og faktum er at ikke engang WWE forsøger at sælge det som andet, da selve navnet er en forkortelse af brydningsunderholdning (World Wrestling Entertainment).

Selv havde jeg i weekenden den fornøjelse at møde udviklerne af det kommende WWE 13 og forbundets brydere for at snakke om spillet og finde ud af, om det virkelig overgår sidste års udgave. Og det gav appetit på mere. For det er trods alt sådan, at WWE-spillene har været af mildt sagt svingende kvalitet i denne generation, hvor alt krudtet er blevet brugt på at genskabe showet i mindste detalje, i stedet for at fokusere på gameplay.

Det har resulteret i spil med ekstremt detaljerede entréer fra brydere, der går ind til ringen og opfører sig som virkelighedens forlæg gør, spil hvor man kan finde forskellige redskaber frem, stille borde oven på hinanden til brutale spots og lignende - men som ikke har været særligt sjove at spille. Tyngden har manglet, og det har været så kompliceret at man til tider har funderet over om man spillede det seneste Flight Simulator, eller om det faktisk var showbrydning iført strømpebukser, man var i gang med.

For mig handler wrestling om humor, glimt i øjet og akrobatik, men også om selvopofrende stunts og underholdende storylines. Fart og tempo. Heldigvis lod THQ til at have fået samme opfattelse efter WWE Smackdown vs Raw 2011, og efter dalende salgstal besluttede man sig for at starte serien forfra. Resultatet blev WWE 12, der faktisk føltes bedre end tidligere dele, men stadig var langt fra glansdagene med spil som WWE Day of Reckoning og WCW-spillene til Nintendo 64.

Da jeg får WWE 13 præsenteret, begynder jeg straks at ane uråd. Dels er jeg ikke vild med Yuke's Predator-grafikmotor, som jeg føler giver bryderne både et plastik-agtigt og primitivt udseende, dels bryder jeg mig heller ikke om for mange kæmpere i et fighting-spil, da det ofte går ud over balancen - og der er over 100 af dem her - samt at man straks begynder at tale om indstillingsmulighederne. Det er jo ikke nogen af disse ting, der har været problemet med forgængerne. Det var gameplayet.

Min bekymring viser sig heldigvis hurtigt at være ubegrundet, og som perler på en snor kommer der en stribe annonceringer, der alle er præcis hvad jeg ville høre. Blandt andet har man forbedret animationerne, og det ses tydeligt. Brydningen virker dermed ikke længere så stiv, selvom der stadig er plads til forbedringer i den beta-udgave, jeg senere prøver, især omkring kollisioner. Andre forbedringer er counter-systemet, der nu fungerer forskelligt afhængigt af hvor man befinder sig i ringen, og eventuelt hvilket redskab modstanderen benytter. Det ligner rent faktisk wrestling, ved det at man kan udnytte omgivelserne og improvisere på en anden måde en tidligere, til trods for at man som spiller bare timer et knaptryk.

En anden ting, der altid har irriteret, er hvor ligegyldig ens bryder har været over for hvem man møder. At tage WWE's mindste fyr i skikkelse af Rey Mysterio, og sætte ham op mod en 200 kilos bjørn som Big Show har ikke været noget problem. Men det er slut nu, og de store bæster er blevet både større og mere særprægede. Nu er de anderledes at spille med, og man kan absolut ikke behandle dem som man vil. Faktum er, at hvis man mod al forventning skulle få dem op på en hjørnestolpe til en suplex, bliver braget så kraftigt at man bogstaveligt talt river ringen ned. Hvilket er sket et par gange i WWE's historie, til publikums store jubel.

Den største enkelte nyhed i WWE 13 er dog, at man denne gang har valgt at fokusere på en bestemt æra i WWE's historie, nemlig Attitude. Den foregik fra midten af 90'erne og til tidligt i 00'erne, og førte til at WWE og wrestling blev større end nogensinde. De to forbund WCW og WWE førte krig mod hinanden med identiske sendetider, hvor de gjorde alt for at knække den anden. At WWE ville komme sejrrigt ud af kampen var langt fra selvsagt, og WCW strammede grebet og var tæt på at vinde.

Det er netop den stemning, man vil genskabe, og derfor findes der også Attitude-versioner af bryderne blandt de nogle-og-100, der er at vælge mellem. Altså kan man sagtens tage en bryder som Mick Foley og lade ham slås mod sin tidligere alter-egoer kaldet Dude Love og Cactus Jack i en Triple Threat-kamp. Det er også herligt at se for eksempel Shawn Michaels sanseløse kostumer fra denne periode, samt at køre tag team med Chris Jericho og Edge iført to af wrestling-historiens grimmeste frisurer.

Under Attitude-kampene kan man dels se rigtig vellavede klip, der forklarer hvorfor en specifik kamp er så legendarisk, men også følge de tv-målinger som viser hvordan det gik mellem WCW og WWE baseret på rigtige data. Under kampene gælder det desuden om at udføre visse øjeblikke, der gav disse kampe den legendestatus, de har blandt wrestlingfans i dag. Da jeg selv fik chancen for at prøve, blev jeg imponeret over både præsentation og struktur, der endelig føles som en rigtig god singleplayer-del i et wrestling-spil.

Selv counter-manøvrerne føles smidigere, og det mere strømlinede spilsystem fra WWE 12 begynder nu at føles komplet, og gør at man hurtigt kommer ind i kampene. At kunne spille som Stone Cold Steve Austin under hans storhedstid, og lægge sig ud med selveste "Iron" Mike Tyson, og efter en saftig Stunner stå og række dobbelte langefingre af Mike inden man til sidst besejrer ham, føles vældigt tilfredsstillende og vældigt WWE Attitude.

Der er dog stadig nok at tage fat på for THQ, som flittigt påpegede at der stadig kun er tale om en beta. Trods det tør jeg allerede nu slå fast, at WWE 13 har potentiale til at kunne blive et af denne generations bedste wrestling-spil. Det er endelig så lettilgængeligt, smidigt og godt præsenteret som et godt WWE-spil bør være, og som wrestling-fan synes jeg ikke at november kan komme hurtigt nok.