Wreckfest

Der findes et solidt bagkatalog af bilspil til de fleste spilkonsoller, hvor standarden typisk cirkler omkring blankpolerede sportsvogne og stædig kamp for at mejsle de sidste millisekunder af næste baneomgang. Biler som ellers alene ses i glitrende bilmagasiner eller via halvskabede britiske bilshows på fjernsynet. En kendt metervare, som typisk sælges i nye versioner med endnu et friskt nyt tal bagved spiltitlen, og endnu et forsøg på at nytænke en allerede gennemprøvet succes. Men syntes du også, at det er tid til lidt andre boller på suppen, og gerne med en flue eller to i, så er det nu du skal pudse motorbrillen og derefter sætte dig til rette foran skærmen. Velkommen til min oplevelse af spillet Wreckfest - et spil hvor selve titlen i en sjælden grad reflekterer varens indhold.

Jeg husker stadig min morfars gamle Saab. En bil manden elskede over alt på jorden, og som han brugte utallige weekender på i start-80'erne i garagen i Holbæk. Den skulle optimeres i en grad, som selv de svenske producenter ikke havde forestillet sig. Herefter kom min mormor i hendes stiveste søndagsklæder, og de tøffede en tur diskret og stolte rundt i landskabet. Nu er det ikke hver dag, at jeg tænker tilbage på dengang i min barndom. Ja faktisk har jeg ikke tænkt meget over det før den anden dag, hvor jeg med en controller i hånden sad solidt plantet foran min Xbox One og smadrede min bil på skærmen, direkte ind i siden på en fuldstændigt identisk Saab. Mine tanker bagud i slægtens historie fik en naturlig afslutning, da kopien af morfars bil roterede direkte ud i et træ, og endte som en komprimeret bouillonterning af rygende stål. Bye bye nostalgiske Saab!

Efter min mentale highfive kombineret med en diskret mavepuster til morfar, så var min opmærksomhed i den grad fanget af løjerne på skærmen. Vi er ude i noget der må betegnes som semikontrolleret kaos. Farvel til de blankpolerede sportsvogne, og goddag til biler vi alle kender fra gaden eller lavbudgets socialrealistiske spillefilm fra vores egen andedam. Fra første færd viser spillet, at du godt kan sænke skuldrene, og klappe fødderne op. Vi skal ikke tage dette alt for seriøst. Jeg blev ganske uventet kastet ud i et kaos af havetraktorer med kurs mod hinanden. Den sidste mand vinder! Galskaben blev holdt indenfor et større afgrænset område, hvorefter det bare var at trykke speederen i bund. En havetraktor i tophastighed har ikke engang en minimal chance for at ødelægge selv det mest opsatte hår, men stadig var der aktion fra første sekund. At smadre ting er bare sjovt!

Kampagnedelen af spillet trækker en gennem en masse forskellige biler, udfordringer og baner. Hvor jeg i selskab med flere af de store biltitler begynder at kede mig efter de første 5 - 10 timer, så har jeg endnu ikke nået muren med Wreckfest. Det første som suger en ind er styringen. Den er ligeså knivskab som eksempelvis de seneste kapitler af Forza-spilserien til Xbox One. Alle knapper gør hvad man forventer, hvis man ligesom mig har brugt tusindvis af timer i de store bilspil. Knivskarp og øjeblikkelig reaktion. Flettet ind i dette finder man spillets helt geniale fysik. Med dette mener jeg hvordan bilerne føles forskellige - såsom tunge eller superhurtige. Oveni dette smides endda et dynamisk system, hvor man kan skade sådan cirka alt på ens køretøj, og herefter straks mærke konsekvenserne på performance. Vi startede i kaotisk galskab, og er nu på vej tilbage til civilisationen.

Miljøerne som typisk skifter imellem mudrede passager og asfalterede stykker vej medvirker i den grad til at gøre oplevelsen nærværende og realistisk. Det er uden sammenligning det bilspil med den bedste oplevelse af miljøet via bilens performance, som jeg nogensinde har spillet. Det er så meget lige i skabet, at jeg straks fik lyst til at spille flere baner igen. Dette kan man sagtens gøre, og få helt forskellige oplevelser ud af det. Er målet med løbet at komme først, så er ruten derhen potentielt belagt med mange forskellige oplevelser. Et lille sving og 16 biler med speederen i bund er om noget mere kaotisk end selv Helsingørmotorvejen i sydgående retning en fredag morgen. Flyt jer, hundehoveder jeg skal frem! Udover de kaotiske, men dog helt klassiske løb, hvor man skal komme først - så er der last-man-standing oplevelser, hvor man skal smadre de andre biler i forskellige arenaer, uden dog selv at blive smadret.
For at modvirke at ens bil sendes mod de evige skrotbunker, så er der nye opgraderinger igennem spillet. Der kan låses op for en del forskellige ting, som gør køretøjet mere modstandsdygtigt. Der er dog det minus, at dette negativt påvirker eksempelvis hastighed og acceleration. Dette kan man så igen forsøge at modvirke ved at opgradere motor og andre centrale bildele. Det er en fin feature, som med sikkerhed ikke er dyb nok for de vildeste bilnørder, men er ganske passende for os andre. Udover dette er der mulighed for at tune bilerne med forskellige justeringer af eksempelvis undervognen. Dette har jeg dog klog af erfaring lært ikke at pille ved, så der må I selv ind og lege rundt.

Gennem kampagnedelen af spillet udsættes man også for forskellige udfordringer. Der er mange ganske sjove og humoristiske. Vi er ude i mejetærskere, kæmpe busser, motoriserede sofaer og meget andet galskab. Det kan virke lidt sært at skrive dette, efter jeg har rost spillets realistiske tilgang til styring og miljøerne. Men styrken i Wreckfest skal nok netop findes i denne bastardunge avlet af en arcademaskine nede fra grillen, og så en sminket blankpoleret biltitel, som man aldrig spiller uden små designede kørehandsker af italiensk læder. Det virker! Spillet går lige i blodet, og har den fantastiske egenskab, at man lige skal have endnu et spil. Der findes vel næsten ikke et større kompliment man kan smide efter et spilprodukt!
Alle de biler og opgraderinger der trækkes ind i kampagnedelen kan hives med over i multiplayer-afdelingen. Hvor jeg ellers undgår dette i de fleste bilspil, da alle straks er pivgode, og jeg slet ikke ser andet end bagdele af forskellige sportsvogne, så er Wreckfest dejligt inkluderende. Alle kan være med. De forskellige løbstyper kommer efter hinanden, og dette har potentiale til at blive en legendarisk tidssluger her i den kommende mørke tid. Det er en spiltype, hvor man selv kan sammensætte underholdningen ud fra de forskellige løbskategorier og køretøjer. Dette skriger næsten på en date med vennerne online, og så råben og skrigen ind i headsættet.

Wreckfest er en dybt seriøs tilgang til et mindre seriøst spil. Det er afsindigt befriende efter alle de blankpolerede biler er smidt på hylden, og de gamle rustne standardbiler er trukket ind. Svenskerhår, terninger i forruden og ellers bare fingeren på speederen. Spillet er udviklet af samme studie som gode gamle FlatOut, og slægtskabet kan mærkes. Jeg vil råbe højt og inderligt, at I skal prøve dette spil - hvis det ellers var, at jeg havde stemme tilbage efter mine mange underholdende timer i selskab med Wreckfest. Jeg vil med glæde vente ved startlinjen på, at I andre kommer med, når spillet udkommer til Xbox One og PS4 den 26. august. Vi ses derinde.