World's End Club

World's End Club har været tilgængeligt på iOS-enheder siden sidste år, men nu har Too Kyo Games bragt spillet til Nintendo Switch. Der er tale om et road-trip forklædt som en visual novel blandet med elementer fra 2D-platformspil. For det meste er spillet ikke videre prangende, men i sjældne glimt skinner indflydelsen fra de kreative hoveder bag spil som Danganronpa og Zero Escape igennem spillets lave produktionsværdi.

I World's End Club følger vi i en gruppe unge skoleelever, der er medlemmer af den såkaldte Go-Getters Club. I spillets begyndelse kommer de ud for en ulykke, der strander dem dybt under havet i en begravet forlystelsespark, hvor de for at overleve må deltage i et nervepirrende "Game of Fate." Spillet handler dog ikke udelukkende liv og død, da lige så meget, er en historie om unge mennesker, der må arbejde sammen for at klare udfordringer i mystiske omgivelser.

Hvad enten det drejer sig om det spændende univers, karakterudvikling eller de centrale plottråde, så formår historien at overraske igen og igen. World's End Club udspiller sig som to parallelle historier, der flettes sammen i løbet af spillet. Handlingen fungerer dog kun, hvis man får begge sider med, og derfor er progressionen relativ lineær. Man kan tydeligt mærke, at spillets forfattere kan deres kram, men desværre er det ikke det eneste, der bæres med over fra deres tidligere arbejde hos Spike Chunsoft.

Kodaka og Uchikoshi har nok erfaring til at strikke en visual novel sammen, der konstant overrasker undervejs. Men mellem historiesekvenserne kastes vi ud i meget kluntede 2D-platform-missioner med overfladiske gåder og bosskampe, der ikke tilføjer noget som helst til spillet.

Børnene i World's End Club er langt fra blot normale skoleelever; de udvikler også en efter en superevner. En kan kaste med tunge objekter, en anden kan spy ild, og en tredje kan vende tyngdekraften, så vi pludselig kan gå på loftet. Hver af disse evner har desværre en ret begrænset anvendelighed, og derfor er gameplayet for det meste bygget omkring en eller to forhindringer ad gangen.

Sandsynligvis har ideen med missionerne været at give et afbræk fra de narrative dele, men da de blot frustrer, ender de i stedet med at bremse historiens momentum. Platformdelene kommer til at byde på en masse genstarter, da mangelfuldt design forvandler disse simple udfordringer til urimelige dødsfælder. Heldigvis er auto-save systemet meget generøst, så dødsfælder (og periodiske crashes, hvilket Nintendo Switch-versionen desværre også lider under) sætter os heldigvis aldrig alt for langt tilbage.

I sidste ende er World's End Club hverken særligt sjovt at spille eller specielt kreativt udført. Puzzle- og platform-elementerne er meget rå, og det bedste ved dem, er at de trods alt er relativt hurtigt overståede. Historien underholder undervejs, fordi den formår at udvikle en interessant gruppedynamik, der binder de meget forskellige børn sammen. For dedikerede fans er der også et par overraskelser undervejs, der forbinder spillet til forfatterens tidligere værker på et overordnet metaniveau. Men denne gang lykkes Too Kyo Games ikke med deres målsætning. For det meste er historiefortællingen i World's End Club forhastet med ufuldstændige eller forcerede forklaringer og en tone, der ofte tipper over i det fjollede. Det faktum, at denne historie hurtigt vil blive glemt, er nok det mest skuffende, da udviklerne ellers er kendt for at lave mindeværdige fortællinger.