Dansk
Gamereactor
artikler
World of Warcraft

World of Warcraft

Vi sadler op til at se Blizzards Warcraft-univers på en helt ny måde - Steen har været på beta-eventyr.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Umiddelbart kunne man have tilbøjelighed til at sige, at det da er helt galt at endnu en udvikler kaster sig over MMORPG, da vi oplever at et utal af denne type titler, nærmest pøses ud på markedet. Denne gang er der dog ikke helt samme incitament til løftede øjenbryn, da vi i denne ombæring ser udvikleren Blizzard bag roret i kreationen af spillet, som tager sit afsæt i den allerede veletablerede Warcraft-verden og dens mytologi. Der er derfor mange grunde til at glæde sig til titlen, da Blizzard er kendt for at levere spil af uhyre høj kvalitet - Diablo, Starcraft og naturligvis Warcraft. Dette giver allerede gode udsigter for deres kommende MMORPG (Massive Multiplayer Online Roleplaying Game), som vi har haft fornøjelsen af at være beta-testere på, og det er bestemt ikke gået stille for sig.

Et absolut nævneværdigt aspekt ved hele det introducerende fase er, at man i høj grad bliver hjulpet på vej når ens karakter tager sine første spæde skridt. Udviklerne har gjort et stort arbejde ud af de forskellige tutorials, og ikke mindst hvorledes spilleren bliver gelejdet rundt i verdenen via quests. Quests er som bekendt genrens karakteristiske måde at holde spilleren i gang og fungerer som missioner, så man får sig et ståsted i begyndelsen. Senere hen vil man sandsynligvis selv opsøge de mere spændende opgaver, ofte i samarbejde med andre spillere, så man kan nedlægge et mere gunstigt bytte - i starten er der dog behov for at skubbe spilleren i den rigtige retning og det gøres altså her med bravur. Derfor skal nytilkomne til spillet, såvel som genren, ikke frygte at de kommer til at famle i blinde i starten, som mange desværre oplever når de begiver sig i færd med MMORPG - givet, denne type spil er en stor mundfuld i forhold til andre spiltyper.

Den første vigtige beslutning man står overfor er at vælge hvilken side man ønsker at tilslutte sig, Azeroth er nemlig delt i to bekrigende faktioner, nemlig The Alliance og The Horde. The Alliance er en fredselskende samling af racer, som sætter en dyd i at beskytte landets mange helligheder og værdier. The Horde er naturligvis den dimentrale modsætning hertil og består af en kaotisk bande af krigsglade og voldsomme racer. The Alliance består af humans, dwarves, elves og gnomes, mens The Horde omfatter the tauren, trolls, orcs og undeads. Selvom man ikke har spillet Warcraft 3 burde racerne være forholdsvis selvforklarende, måske på nær the tauren, som er træstammeglade minotaurere - dvs. en blanding mellem et menneske og en tyr (M/K), kendt fra den græske mytologi.

Den dag jeg skulle kreere min nye karakter følte jeg mig specielt draget af den onde side, så jeg valgte at slutte mig til The Horde i form af en undead warrior. Undeads er selvskreven uddøde skabninger med gennemgåede ondsindede planer, men det føles ganske forfriskende med et gement syn på ens virtuelle tilværelse, hvor min startede i det østlige Azeroth. Området hedder Tirisfal Glades og dybt nede i undergrunden findes de uddødes hovedsæde, som passende bærer navnet The Undercity. Inde længe løb jeg dog lystigt rundt i andre områder og mødte et væld af fjendtligsindede skabninger såvel som venlige sjæle, og via de førnævnte quests var der masser at give sig i kast med og langsomt, men stødt, voksede min karakter med de forskellige opgaver.

Dette er en annonce:

En brandærgerlig ting ved mange af tidens MMORPG-titler er den mindre vellykkede grafik, hvor det ofte virker som om at dette aspekt er blevet tilsidesat en anelse, men i WoW rodes der bod på dette i anden potens. Lad det være sagt med det samme, at Azeroth i sin blændende helhed er utrolig smuk. Har man en et grafikkort der magter at håndtere de flotte landskaber er det en sand fryd at løbe rundt omkring, når man begiver sig ud på quests eller blot er på jagt efter flere erfaringspoint - to sider af samme sag om man vil. Blizzards unikke grafiske stil genkendes straks og den virker imponerende forfriskende i forhold til så meget andet på markedet. Visse har ganske vist ytret holdning om, at den visuelle stil virker lidt for tegnefilmsagtig, men jeg er forsikret om at langt den vil falde i langt de flestes smag. At se hvorledes verdenen skifter fra dag til nat er helt forrygende, hvor natten byder på mørk stemning i månens skær, mens dagen lader miljøets farver skinne prangende i solskinnet.

Det er bemærkelsesværdigt hvorledes Blizzard forstår at væve elementer fra alle deres brands ind i hinanden, hvorfor man i WoW ikke udelukkende ser elementer fra Warcraft-serien, men ligeledes fra Diablo, hvor dets karakteristiske færdighedssystem bliver brugt i WoW’s talentsystem - som egentlig er identisk, men kært barn har mange navne. Som et stamtræ med personnavne, breder færdighedstræet sig ud på lignende hvis, hvor man skal overveje omhyggeligt hvorhenne man ønsker at spendere sine hårdt optjente erfaringspoint. På samme vis som i Diablo 2 kan spilleren vælge at fokusere på en enkelt gren og blive hærdet indenfor et givent område, eller måske at brede sine point ud over flere områder så man ikke får en så ensidet karakter.

Det er naturligvis mest prominent hvis man vælger at spille som mager eller lignende klasse, hvor ens succes i Azeroth i høj grad afhænger af ens magiske færdigheder, og hvorledes man har distribueret dem. Som med mange rollespil er det svært at gennemskue i starten, hvorfor det kan være en god ide at lave et par testkarakterer, så man lige kan få lov til at snuse til de forskellige aspekter spillet har et tilbyde. Hvis der er noget der ligeledes kendetegner Blizzards spilportefølje, så er det uden tvivl den gode, og herlige mængde af humor som det indeholder. WoW er bestemt ingen undtagelse og foruden masser at god action vil man ofte trække gevaldigt på smilebåndet, bl.a. der skal løses quests af den mere eller mindre spøjse af slagsen.

Spillet føles unægtelig vældig helstøbt og gennemtænkt, hvilket selvsagt giver en god oplevelse når man time efter time traverserer landskaberne. At spillet vil blive en "Everquest-killer", som mange fans af genren har spået, er måske for meget sagt, da jeg tror at EQ2 og WoW vil appellere til to forskellige segmenter. Hermed ikke sagt at der ikke vil være nogle EQ-afhoppere i WoW, det vil der uden tvivl, men jeg tror at hvert spil vil få hver sin faste fanskare - hvor det sandsynligt er de mindre kendte MMORPG-titler på markedet der vil mærke et indhug i populationen.

Dette er en annonce:

Her på Gamereactor er vi allerede utrolig glade for titlen og ser frem til, hvorledes titlen udvikler i løbet af de næste par måneder, mens beta-testen er på sit højeste. Det er ikke usandsynligt at World of Warcraft vil sætte nye standarder for genren, så alle tilhængere burde holde skarpt øje med sitet og bladet, når vi vender grusomt tilbage med mere information - og ikke mindst den færdige anmeldelse at dette online-eventyr for viderekomne.

World of WarcraftWorld of WarcraftWorld of WarcraftWorld of Warcraft
World of WarcraftWorld of WarcraftWorld of WarcraftWorld of Warcraft
World of WarcraftWorld of WarcraftWorld of WarcraftWorld of Warcraft
World of WarcraftWorld of WarcraftWorld of WarcraftWorld of Warcraft
World of WarcraftWorld of WarcraftWorld of WarcraftWorld of Warcraft

Relaterede tekster

World of WarcraftScore

World of Warcraft

ANMELDELSE. Skrevet af Mikael Sundberg

Blizzard leverer endelig deres enorme online-verden. Mikael Sundberg fortæller alt om det fortryllende eventyr.



Indlæser mere indhold