Dansk
Gamereactor
artikler
World of Warcraft

World of Warcraft - 400 timer senere

Vores svenske kollega fortæller alt om hans 400 timer lange eventyr i en verden fyldt til randen med magi og trolddom.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ


<img src="http://www.gamereactor.dk/grtv/grtv_logo.jpg" border="0" >World of Warcraft preview

World of Warcraft konkurrence

Fra bjergene hørtes ulvenes hyl, vinden begyndte at hvine og en ung og uerfaren Silver længtes efter den varme tryghed i Thelsamars værtshus. Forsigtigt traskede hun gennem det trange bjergpas mellem Dun Morogh og Log Modan, som bevogtes af to gigantiske dværgstatuer. Med fremstrakte våben markerer de grænsen mellem dværgenes rige og den forbrændte vildmark mod syd. Uden at lægge mærke til det, holdt hun vejret idet hun hastigt skyndte sig forbi de enorme gestalter. Hendes lange rejse var kun netop begyndt.

Men lad os tage historien helt fra sin start. For et halvt år siden fik jeg en e-mail med en invitation til at teste World of Warcraft. Eftersom jeg aldrig har været mere end mildt interesseret i serien, tog jeg ikke særligt meget notits af invitationen. Men da et spil som jeg ellers virkeligt havde glædet mig til ikke dukkede op i brevkassen den fredag, var Mikael meget trist. En hel weekend uden et nyt spil? Hvad skulle jeg så tage mig til? Tja, jeg kunne vel altid prøve det der World of Warcraft og se om det alligevel skulle være noget.

Dette er en annonce:

At skabe en karakter i World of Warcraft er temmelig enkelt. Der findes otte racer man kan vælge imellem, men alle racer kan ikke gøre brug af alle tilgængelige skills. Foruden denne begrænsning, samt det faktum at visse racer har specielle fordele, som at Udøde kan trække vejret under vandet og at Minotaurer ikke behøver at ride på befordring, er valget først og fremmest et spørgsmål om smag. Selv valgte jeg at genskabe et gammelt bekendtskab, elverkrigersken Silver Madell, som jeg har anvendt i flere rollespil. Man kan vælge hårfarve og frisure, ansigtsform, ansigtsudsmykning og hudfarve, og det tog ikke lang tid at skabe en karakter, jeg ville kunne spendere det kommende halvår sammen med.

Nu skal det dog påpeges, at spillet lader dig skabe en hel del figurer, hvis det er det du vil. Efter den første måned låstes alle de gamle figurer dog da Blizzard ville ændre spilsystemet (selvom de lykkeligvis kom tilbage senere på sommeren), og jeg har brugt næsten lige så meget tid med min sekundære karakter, Shaana, en ærefuld Paladin. Som et eksperiment har jeg tillige testet en Ranger, Telperiel, en menneskelig mager, Hsien-Ko Keda, og så to figurer som spiller for Orkerne; den vitale Tauren Shimrock og den Udøde besværger Stefanov. Efter at have testet disse forskellige karakterer står det klart, at spillet bliver temmelig anderledes afhængigt af dine race, skills og frem for alt hvilken side du står på.

Hver race har et sikkert område for nybegyndere, bevogtet af vagter og hvor fjender ikke angriber uprovokeret. Allerede fra starten føles kontrollen nærmest perfekt. Du kan løbe rundt, hoppe, klatre og lave hvad som helst, så længe landskabet ikke er for stejlt. En skøn omveksling fra det indrammede og begrænsede Final Fantasy XI. Da jeg først dampede af sted med Silver i Elvernes skove på Teldrassil, tog det selvfølgelig noget tid at vænne sig til styringen, men kontrollen er hele tiden intuitiv og præcis. Det var bare om at komme i gang med at samle opgaver. Hele spillet bygger på opgaver. Du kan have tyve opgaver aktive på samme tid og når som helst kontrollere hvad det er som skal gøres. I starten handler det oftest om at slå x antal fjender ihjel, samle y antal items fra forskellige fjender og løbe frem og tilbage med diverse leverancer. Dette mønster gentager sig faktisk gennem hele spillet, men samtidig dukker flere og mere varierede opgaver op, som oftest kan udføres i etaper over flere dage, for at ikke tale om i flere verdensdele. Lige fra den første stund søger folk hjælp til at besejre en vis Ursal the Mauler - og til slut fik Silver selv endelig lov til at påtage sig opgaven. Men at forsøge sig på egen hånd er utænkbart; og i mange opgaver er samarbejde et must.

Selvfølgelig kan man forsøge at besejre fjender alene, men det er for det første ikke lige så sjovt, og for det andet skal du være så meget stærkere, at du så nærmest ikke får en fornuftig belønning for opgaven - hvis den lykkes. Det tog et par forsøg, men da gruppen endelig fik succes var sejren desto sødere. Langt senere fik Silver til opgave at finde en forsvunden diplomat. Efter at have talt med diverse skumle typer i Stormwind gik rejsen videre til en bar i udkanten af den alliancekontrollerede verden. Værtshusejeren gav et tip om en mørkklædt person som stod i et hjørne. Mens de snakkede, begyndte personen at bevæge sig mod udgangen. Silver indhentede ham udenfor døren og hævede sit spyd. Striden blev ikke langvarig og manden afslørede at han ganske rigtigt havde hjulpet et slæng pirater i at bortføre en person. Sporet ledte videre til en by ude på marsken, hvor dramaet fik sin opløsning, men jeg fortæller selvfølgelig ikke præcis hvad som skete.
Mange vigtige og spændende opgaver leder til hvad som kaldes "instances".

Dette er en annonce:

Dette er områder som skabes separat for hver gruppe der går ind. Til forskel fra resten af verdenen slipper man altså for konkurrence (og tillige for andre hjælpsomme grupper), og man må fuldstændigt forlige sig på de fem medlemmer i gruppen. I en gruppe med godt sammenhold og kamptaktik kan det lade sig gøre at besejre fjender selv med højere rang, men amatører som løber i forvejen og tiltrækker sig flere fjender kan sænke hvilken som helst gruppe. Skulle hele gruppen blive besejret, må man starte forfra. Det gør det selvfølgelig både mere intensivt og mere spændende. Healere er helt åbenlyst meget eftertragtede til disse opgaver, men alle har deres egen rolle.

Den første destination for de fleste i alliancer er Deadmines, hvor en lokal tyve-bos holder til. Men der findes også mange sideopgaver. Som Paladin skulle Shaana bygge sig et nyt helligt våben, og til det behøvede hun lidt brænde, som kun findes hos træbyggerne nede i Deadmines. Smeden som skulle smede selve våbenet manglede sin hammer, som han havde glemt i en borg, der siden hen var blevet besejret af varulve. Som sagt så gjort, Shaana fandt endnu en Paladin som behøvede samme hammer. De smøg sig forsigtigt ind i borgen, som lå dybt inde i skoven. Det vrimlede med Udøde, men med sin kombinerede kraft kunne de forcere sig helt ind borggården. Shaana kiggede ind i stalden. Det stod ganske klart, at det ikke var sædvanlige heste som stod derinde. Fra taget hang kødstykker, og hestene havde lysende øjne. Men de var ikke aggressive, så Shaana smuttede ind, tog hammeren fra en kasse og forsvandt fra pladsen så hurtigt som muligt. Belønningen for alt dette blev en enorm stridshammer, som tjente hende tro i lang tid derefter.

Kampsystemet udspiller sig i real-time og du har hele tiden fuldstændig kontrol. De bliver dynamiske og spændende i og med at der findes et stort antal færdigheder til rådighed og alle skills har sine forskellige roller. Det vigtigste er ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed som fysisk svag mager. Det er også påkrævet at man holder hus med sin Mana eller modsvarende. Ellers kan en relativ enkel kamp vendes til panik og tab. Fjenderne man møder er naturligvis også varierede. Selvfølgelig er der mange grundidéer som anvendes om og om igen. Nogle af de første fjender Silver besejrede var udmarvede små ulve på rang 2. Og 44 rangstigninger senere slås hun mod superaggressive ulve, som godt nok ser lidt anderledes ud, men som i grunden stadig er ulve. Nu gør det ikke så meget, eftersom variationen øger alt eftersom eventyret fortsætter. Senere er jeg stødt på dæmoner, kentaurere, vandrende træer, mindre drager og alt muligt andet. Mange fjenderacer har tillige deres helt egne og specielle skills, hvilket gør det hele mere uforudseeligt. Ofte anvender de også avancerede taktikker, som at kaste net over dig mens ivrige bueskytter angriber på afstand.

Skulle du blive offer for fjendernes taktik, er der ikke grund til større panik. I hver del af verden findes mindst én kirkegård, hvor dit "spøgelse" dukker op. Hvis du siden hen tager tilbage til der hvor du faldt, kan du genoplive dig selv uden andre ulemper end den tabte tid. Helt klart mindre frustrerende end mange andre online rollespil, hvor du automatisk taber erfarenhed eller tilmed ejendele, når du dør. Men skulle du af en eller anden årsag ikke have lyst til at løbe tilbage, kan du genoplive dig selv umiddelbart mod at tabe en tyvende-del af de erfaringer du har samlet til næste rang-trin. Ved et tilfælde lykkes det Silver at falde og slå sig ihjel i et krater langt fra al bebyggelse, og da var det helt klart bedre at tage det lille tab, for at slippe for at løbe hele vejen tilbage. Men allerbedst er det selvfølgelig at have en ven i nærheden, som kan genoplive dig med det samme.

Foruden de færdigheder som bliver tilgængelige eftersom du stiger i rang, findes der også en masse handelsfærdigheder at beskæftige sig med. Min personlige favorit er ingeniørkunst. Den kan du anvende til at bygge dynamit, mekaniske egern, fjernkontroller for styring af fjendtlige maskiner, og meget andet morsomt. Men hvis du hælder mere til fredelige udskejelser, kan du også beskæftige dig med at fiske. Foruden fisk, kan du være heldig at fange både det ene og det andet. Det er også muligt at smede våben, blande brygge og bygge rustninger af forskellige typer, men til det behøver du selvfølgelig råmaterialer. Alt dette bidrager til handelen mellem spillerne, selvom mange forsøger at samle til bunke. Vil du ikke blive helt ruineret, er det mest lempeligt at komplementere med minearbejde, at kunne flå dyr og samle skind, eller måske urter. Silver valgte først at satse på førstehjælp, for at opveje det faktum, at krigere savner evner til at heale. Men senere indså jeg at ingeniørkunst kan være ret sjovt i længden. Når du er nået rigtigt langt, tvinges du til at vælge. Skal du lære dig Væddernes inderste hemmeligheder og få adgang til de bedste bomber og andre destruktive våben, eller satse på anvendelige redskaber hos gnomerne?

Silvers rejse gennem Azeroth begyndte for alvor da hun forlod elvernes yndefulde, men oftest ganske tomme hovedstad Darnassus, og begav sig til det vestlige kontinent Kalimdor. Stort set hele Kalimdor er under hordens kontrol, men oppe i nordvest og i enkelte kolonier findes der stadig natelvere. Centralt på kontinentet ligger Barrens, et savannelandskab, hvor giraflignende skabninger græsser og mange af Hordens tidlige opgaver udspiller sig. Rundt omkring findes både Orgrimmar, Orkernes og hordens hovedstad, samt neutrale udposter som vættebyen Ratchet og alliancens Theramore, ledt af Jaina Proudmoore, hvis I husker hende fra Warcraft 3. Længere mod syd findes, med øgende sværhedsgrad, canyonlandskabet Thousand Needles, ørkenområdet Tanaris, den hyggelige skov Feralas og så det øde Un'Goro-krater.

Hver enkelt zone kan tage et kvarter at løber igennem, men vi vil ikke sige hvor lang tid det tager at udforske mere grundigt. Selv ikke det gigantiske Morrowind kommer i nærheden, når det gælder størrelsen på verdenen. For at bevæge sig rundt i denne enorme verden behøves selvfølgelig et hurtigere transportmiddel. For tiden har Silver sin egen hvide tiger som hun kan kalde på når hun vil, men dyr som kan rides bliver ikke tilgængelige før ved rang 40. Frem til da (og tillige senere) udnytter man bestemte ruter, hvor enten griffoner eller flagermus (afhængigt af dit gruppetilhør) tager dig mellem byerne og samtidigt byder på fantastiske vyer. Men ikke engang disse skabninger kan krydse oceanerne mellem Kalimdor og de østlige kongeriger. Lykkeligvis findes der både og luftskibe, som lader dig komme hurtigt frem og tilbage.

I de østlige kongeriger findes mange af de pladser som figurerer i de tidligere Warcraft-spil. Lordaeron er for tiden hjemsted for de Udøde siden den magiske pest er i fremgang. Men menneskene holder stadig stand ved udposterne ved Menethil, Southshore og Stromgarde. Den sidstnævnte fæstning er for øvrigt interessant - i tre forskellige sektioner findes lejemorder-laug, en gruppe trolde og en garnison mennesker, som er havnet i en stillingskrig om pladsen. Flere opgaver i området sender dig ud for at forsøge at gøre noget ved dette.

Længere mod syd ligger dværgenes største tilholdssted, Ironforge. Dette er centeret for Alliancen siden vigtige funktioner som auktionshuset er flyttet hid. I de enorme sale, som påminder om Midgårds Moria, er der liv og bevægelse, og ved den centrale smelteovn findes altid folk som arbejder med smedning og metallurgi. I snelandskabet udenfor Ironforge ligger også Gnomeregan, gnomernes tidligere hovedstad, som nu er overtaget af radioaktive Trogger og diverse Vættestyrede maskiner.

Mod syd, hvis man flyver henover de direkte livsfarlige Burning Steppes, fyldt med drager og lignende, findes menneskenes store by Stormwind. I denne hyggelige by findes stort set alt man kan ønske sig, inklusiv et underjordisk fængsel, hvor et oprør skal slås ned. Tilgrænsende områder tilbyder tilstrækkeligt med eventyr, for at man i praktikken skal kunne spendere sin halve spilletid der, inden man overhovedet støder på hordens håndlangere.

Og allerlængst mod syd findes junglelandskabet Stranglethorn Vale, hvor primitive troldestammer lever blandt ruinerne og modige jægere leder efter bytte. Vigtigst her er piratbyen Booty Bay. Det er den eneste plads, hvor spilleren fra horden og alliancen kan handle med hinanden, via det fraktionsuafhængige auktionshus. Men i og med at begge grupper har adgang til byen, kommer det ofte til ballade. Trods alle kampene, er Booty Bay en fin by med alle de sammenklumpede huse og broer på kryds og tværs. Det minder meget om gamle bevaringsværdige legeparker. Men lad os vende hjem til Lordaeron et øjeblik. I bjergene udenfor den forladte by ligger et gammelt kloster - Scarlet Monastery. De tempelriddere og præster som lever deroppe er ramt af en kollektiv sindssyge. Overbeviste om at hele verden er blevet tilintetgjort af de Udøde, ser de alle som sine fjender.

Det er det ubehagelige ved stedet. Det behagelige er at det er opdelt i fire dele, hvilket indebærer, at man ikke behøver at gøre det hele på én gang, selvom det selvfølgelig er sjovest. To møder med bossen i Scarlet Monastery er specielt mindeværdige. Dybt inde i våbenarsenalerne findes en stor rund sal med en nedsænket platform i midten.

Der møder vi Herod, en gigantisk kriger, som på egen hånd kan tage sig af en hel gruppe. Men mest morsomt er dog det der sker når man har besejret ham, en overraskelse som I selv må opleve. Mere besværlig er Mograine som holder til i den store katedral. Skulle man være så uforsigtig at smyge sig frem og angribe ham, vil han tilkalde alle de tilhængere som findes i bebyggelsen. Men selv ikke når han er besejret er kampen slut. Storinkvisitoren dukker op og genopliver Mograine, og sammen begiver de sig på gruppen. Det er ved sådanne tilfælde, at det er specielt rart at være med i et laug. Allerede fra begyndelsen blev jeg inviteret til at komme med i lauget Sentinels, af en ven i et forum. Silver tog lederskabet og overførte det senere til Shaana. Jeg kunne løbende invitere folk som jeg havde spillet med, og dermed opbygge et fællesskab af pålidelige venner. Men efter en ny version af betatesten, så blev vores officielle våbenskjold pludseligt helt grønt og var slet ikke så flot længere. Mange af vores fremmeste medlemmer hoppede af for at starte et nyt laug, Without Warning, og jeg var ikke dummere end at jeg fulgte efter. Siden da er jeg blevet gode venner med personer som Kyrian, Trillah, London, Snowcery og Corolath. Da jeg savnede en del penge før jeg endelig kunne få råd til mit befordringsmiddel, lånte Snowcery mig en pæn sum. Det sættes der selvfølgelig pris på! Selvom lauget ikke alene forgylder spillet.

På mine rejser har Silver truffet et par natelvere, Rutgar og Arcassa, som hun har fulgtes med mange gange. Senest udforskede de sammen de ugæstfrie Badlands, når folk råbte på hjælp. De tog til en afsides ravine som var fuldstændigt befængt med drager. I midten samledes folk for at angribe de to største drager, to som ingen af dem ville have en chance mod alene. Men med omkring ti spillere i samarbejde lykkes det til slut at finde en taktik som fungerede. Jeg har sjældent set så meget heltemod. Kampene blev lange og ofrene mange, men med både Healere og Paladins på plads, kunne alle blive friske med det samme og gå i kamp igen. Det vundne bytte blev delt broderligt og alle forlod pladsen med en opstemt følelse. Det var en kamp som var vel værd at mindes.

Hidtil har jeg mest fortalt om spillet set fra alliancens synsvinkel, og det er nok ikke så underligt, eftersom det meste af min spilletid har været brugt sammen med mine to alliancekarakterer. Men World of Warcraft har som bekendt to sider. Som modstander af Natelvere, Gnomer, Mennesker og dværge findes hordens Orker, Trolde, Udøde og Minotaurer. De tre førstnævnte behøver nok ingen nærmere præsentation, men Minotaurer er lidt specielle. Som en slags menneskelige tyre, tror man først at de er brutale krigere, ligesom resten af Horden. Men nej, Blizzard har tænkt lidt længere end det.
Egentlig findes ingen god eller ond side i Warcraft. Orkerne kom oprindeligt fra en anden dimension, men blev narret af en Demon Lord og blev forflyttet til Azeroth for at kæmpe mod elverne og menneskerne.

Til slut rev de sig løs fra deres dæmoniske herrer og gik tilbage til sine gamle ærefulde, om end krigeriske, livsstil. Men modsætningerne mellem orker og alliancen findes selvfølgelig stadig. Troldene og Minotaurerne kæmper sammen med dem for at godtgøre gamle tjenester, selvom om Minotaurerne med sin naturalistiske livsførelse egentlig ikke har noget som helst mod natelvere. Og så har vi de Udøde. De Udøde i Lordaeron tilhører en udbrydergruppe under Sylvanas Windrunner som kæmper mod Arthas, den nuværende Udøde konge. For at citere baggrundshistorien: "Horden er en løs koalition snarere end en krigsmaskine, dedikeret til overlevelse og velstand i stedet for erobring."

I og med at krigen, som har foregået de seneste 25 år (lige siden det første spil Warcraft: Orcs & Humans) er færdig, råder en vågende stemning i Azeroth. Ingen vil starte en ny åben krig, men samtidigt har ingen endnu glemt og tilgivet hvad som er hændt. I standardversionen af World of Warcraft går det ikke an direkte at angribe spillere fra den anden fraktion uden provokation. Derimod kan man angribe alle computerstyrede karakterer på fjendesiden. Dette indebærer at man markeres som "PvP", altså Player vs Player, og de næste fem minutter kan fjenden angribe dig og dermed selv åbne sig for modangreb.

For dem som holder af mere spænding i tilværelsen og muligvis at blive jaget og dræbt af langt mægtigere spillere som keder sig, findes også specielle servere, hvor total krig råder. I de centrale zoner rundt om de respektive hovedstæder er man sikker som nybegynder, men fjender udefra kan angribes efter behag. Og alle zoner herimellem anses for at være ingenmandsland, og her er det frit for at angribe sine fjender præcis når man vil. Hvilken funktion disse kampe kommer til at have i det færdige spil er uklart, men måske får vi permanente forandringer, som at handelsmænd stopper med at dukke op når en zone ikke længere er sikker at færdes i, eller at visse opgaver ikke kan gennemføres førend zonen er blevet generobret.

Min rejse til Azeroth begyndte altså i marts. 20 døgn, 18 timer, 11 minutter og 45 spilsekunder senere var jeg temmelig overbevist om at det virkelig var noget stort. Man sætter ikke noget nær 500 timer af på hvilket som helst spil. Allerede i beta-stadiet var World of Warcraft ekstremt afhængighedsfremkaldende, og jeg lover fantastisk godt. Og det der andet spil jeg ventede på en fredag for længe siden? Det har jeg fuldstændig glemt.

Uanset om du vælger alliancen eller horden findes en praktisk taget ubegrænset spilbarhed. Til forskel fra eksisterende online rollespil er World of Warcraft både smukt og konsekvent designet, hurtigt og smidigt at spille og ekstremt lettilgængeligt. Når Blizzard har rettet de problemer som findes og fyldt på med det sidste materiale, kan alle I andre endelig opleve hvordan det er at styrte frem over savannen på en gigantisk tigerryg, hvordan det føles at slås mod en enorm drage, og hvordan det er at se ud over Dun Moroghs sneklædte vidder når solen går ned bagved bjergene. Det er værd at vente på.

World of WarcraftWorld of WarcraftWorld of WarcraftWorld of Warcraft
World of WarcraftWorld of WarcraftWorld of WarcraftWorld of Warcraft
World of WarcraftWorld of WarcraftWorld of WarcraftWorld of Warcraft

Relaterede tekster

World of WarcraftScore

World of Warcraft

ANMELDELSE. Skrevet af Mikael Sundberg

Blizzard leverer endelig deres enorme online-verden. Mikael Sundberg fortæller alt om det fortryllende eventyr.



Indlæser mere indhold