Wild Hearts

Monster hunter genren er stor i Japan - så stor, at da Capcom lancerede Monster Hunter Rise i Japan, kategoriserede visse firmaer releasedagen som en helligdag, så medarbejderne kunne blive hjemme for at spille det nye spil. Den går vist ikke ret mange andre steder end i Japan.

Helt så stor kan man med rimelig sikkerhed godt sige, at genren ikke er i vesten, dog har netop Monster Hunter fra Capcom vundet stor udbredelse på vores breddegrader også. Nu er der et nyt spil i genren fra japanske Omega Force, som nok er bedst kendt for deres, efterhånden mange, Dynasty Warriors spil. Spillet er Wild Hearts.

Landet Azuma er plaget af store monstre, som befolkningen kalder Kemono, som er det japanske ord for "vildt dyr". Disse monstre vandre rundt og udsletter hele landsbyer og generelt gør livet meget usikkert for landets befolkning, som i visse dele er på flugt. Man tager rollen som en navnløs jæger, som har sat sig for at befri Azuma for disse destruktive kæmper og man rejser nu rundt i landet og påtager sig forskellige missioner, som gerne ender ud med, at man kæmper mod de her monstre i en lang og udmarvende kamp.

Man har naturligvis adgang til en række forskellige våben, der løbende kan opgraderes. Det er våben som sværd, bue og pile, en kanon og en Nodashi (ligner mest af alt en meget stor kniv) - og hver af dem har forskellige styrker og svagheder mod de forskellige monstre. Det er meget klassisk, men det fungerer fint og kampsystemet er på de fleste områder godt - men det vender vi tilbage til lidt senere.

Der hvor det bliver en smule mere interessant er omkring den ældgamle Karakuri byggeteknik, som de fleste nulevende i Azuma ikke længere kender til og dermed ikke kan gøre brug af - men det kan vores navnløse kriger. Karakuri betyder "mekanisme" eller "maskine" på japansk og hvis man mestre denne gamle byggeteknik, kan man ud af den blå luft, ved at trække på naturens energier og et par hurtige tryk på ens kontroller, bygge forskellige strukturer, maskiner og andet i kampen mod Kemono monstrene.

Der findes tre forskellige kategorier af Karakuri konstruktioner og mekanismer; Basic Karakuri, Fusion Karakuri og endelig Dragon Karakuri. Basic Karakuri simple strukturer, som er lette at bygge og de kræver mindst energi og disse giver mindre fordele i kampene. For lige at forstå hvad de her Karakuri konstruktioner og mekanismer er, så er et godt eksempel den første man får adgang til, som hedder Crate. Det er ganske enkelt nogle kasser man kan bygge og sætter man for eksempel tre af dem ovenpå hinanden, kan man kravle op på dem og lave et kraftigt angreb fra luften.

Fusion Karakuri er en anden type strukturer, der kan bygges ved at kombinere forskellige antal og typer af Basic Karakuri strukturer. Igen kan et godt eksempel være, at hvis man bygger seks Crates på samme sted, bliver de til Bulwark, (en kraftig væg, der kan blokere for fjendens angreb) og denne er en Fusion Karakuri. Af andre Fusion Karakuri mekanismer kan nævnes Star Bomb, der gør skade over et større område og Repeater Crossbow, der med faste intervaller affyrer skud mod monstrene og som er specielt effektiv mod flyvende monstre.

Endelig er der så Dragon Karakuri, som er mere komplekse strukturer og de er ikke nødvendigvis decideret offensive. Det kan være telte (der fungerer som respawnpunkter), arbejdsbænke hvor der kan laves nye våben, eller et Hunting Tower, der kan finde frem til forskellige monstre i området.

Der er en lang række Karakurier i de her kategorier og jo flere monstre man nedlægger, jo flere får man løbende adgang til. Flere af Karakuri strukturerne kan man lade stå, så man over tid laver ens egne ruter gennem landet med ziplines og lejre, hvor man kan lade op. På den måde kan man hurtigere, og mere effektivt, jage Kemono monstre rundt i landet.

Den anden store del af Wild Hearts er naturligvis Kemono monstrene. For at have en chance for at nedlægge dem, skal man lære deres angrebsmønstre at kende og dermed vide, hvornår man skal angribe og hvornår man skal holde afstand - og hvilke våben der er bedst og hvilke Karakuri teknikker der skal bruges. Kemono monstrene er ofte meget store og lige når man går ind til en kamp, har man ingen anelse om hvordan man nogensinde skal besejre det levende bjerg af muskler og kød, som står foran en. Kampene kan strækker sig over lang tid, over 45 minutter er ikke usædvanligt, da de bestemt ikke giver op uden kamp.

Nå, tilbage til kampsystemet. Som jeg nævnte i starten, fungerer det fint på mange områder; det er hurtigt og det let at bygge Karakuri strukturer midt i kampene. Selv om man i starten får mange informationer om de mange angrebskombinationer, og det kan virke lidt overvældende, så får man det hurtigt ind under huden.

Men der er nogle designvalg og noget teknik, som desværre spænder ben for den gode oplevelse. For det første, har udviklerne valgt, at man nærmest ikke kan bevæge sig, når man healer sig selv med Healing Water og det kan være fatalt i kampene, hvor det ofte gælder om at holde sig på afstand og være i konstant bevægelse. Det er meget frustrerende, specielt i starten af spillet. Andre gange kan man komme ud for, at man slet ikke kan heale sig selv, da spillet ikke opfatter at man trykker på healing knappen - også dette kan være fatalt i kampene og meget frustrerende.

Der ud over, kan man blandt andet blive lammet af monstrenes brøl og det betyder, at man igen er ude af stand til at bevæge sig i måske omkring 5 sekunder (føles som meget længere tid) og igen er det frustrerende at sidde hjælpeløs og kigge på, at man bliver smadret til ukendelighed uden at kunne gøre noget ved det. Det er muligt, at alt dette er bevidste designvalg (bortset fra den manglende healing), men det føles unfair og derfor temmelig frustrerende og det gjorde kampsystemet underligt ujævnt med disse ophold i flowet.

Wild Hearts byder på cross-play med online drop in/drop out co-op for op til tre spillere og det betyder altså, at man kan slå sig sammen med andre spillere på tværs af Xbox Series X/S, PlayStation 5 og PC. Hopper man ind i en anden spillers spil, kan man hjælpe til med jagten og man kan bygge Karakuri strukturer på lige fod med ham man hjælper. Spillet skalere i øvrigt sværhedsgraden baseret på det antal spillere, som spiller sammen, så det kan også fint spilles alene hvis man foretrækker at være en ensom jæger.

Grafikken i Wild Hearts to meget to-delt. Den æstetiske side er virkelig flot med mosbeklædte templer i skovbrynet, små bække og floder, store lyserøde kirsebærtræer, strande med skibsvrag, åbne marker med blomster og ruiner af gamle templer fra en anden tid, sneklædte bjerge og smukke solopgange, der bader jorden i varmt orange lys.

Den anden del af grafikken er den tekniske side. Rent teknisk falder det hele lidt fra hinanden, efterhånden som man dykker ned i det. Detaljerne i grafikken kan poppe frem tæt foran spilleren, man kan gå gennem ens modstandere, man synke halvt ned i jorden og man kan sidde fast i omgivelserne. Når man bliver angrebet af en Kemono og måske bliver presset lidt op i et hjørne, bliver kameraet forvirret og man kigger gennem træstammer, klippevægge og ser indersiden af monstrene - det er altsammen ting, som lederne tankerne hen på PlayStation 1 og 2 og det ødelægger lidt af indlevelsen for mig - og det samme gør, at dele af lydeffekterne forsvinder eller afspilles med 3-4 sekunders forsinkelse. Noget der kun kan fixes, ved at genstarte spillet.

Wild Hearts er et anderledes bud på et spil i monter hunter genren. Karakuri systemet er nyskabende og selv om det i starten virker lidt som en gimmick, så giver det med tiden faktisk mening og disse strukturer er virkelig effektive hvis de bliver brugt på den rigtige måde. Desværre er der også en del frustrerende elementer, som vi har været inde på og de er på så centrale steder i spillet, at det påvirker gameplayet og sætter en stopper for glæden ved spillet.

Hvis du er stor Capcoms Monster Hunter serie, så skulle du måske tage et forsigtigt kig på Wild Hearts, som ryster posen en smule i genren. Du skal dog kunne se igennem fingre med en ustabil teknisk side og et lidt underligt abrupt kampsystem, som kan være temmelig frustrerende ind imellem.