White Knight Chronicles 2

Hvis Guitar Hero er en simplificering eller dumificering af hvordan det er at spille rigtig guitar, så er White Knight Chronicles 2 det samme, når det kommer til japanske rollespil. Det her er et skrækeksempel. Et monument over samlebåndsrollespil. Noget man for evigt vil kunne henvise til, når man har lyst til at kaste lidt mudder i østlig retning. Her stiller de sædvanlige JRPG-sygdomme tidligt op i en nydelig kø, med alt hvad det indebærer af en hul historie, tissetrængende figurer og et automatiseret kampsystem, der er omtrent lige så underholdende som Microsoft Excel. Når spillet selv forsøger at overbevise en om, at "massive customiseringsmuligheder" er nævneværdigt i 2011, så ved man på forhånd at man bør have lave forventninger. Meget lave.

White Knight Chronicles 2 spiller i princippet sig selv. Du behøver dårligt nok trykke på en knap, men kan bare nøjes med at se på. Kampene er en vittighed med en sværhedsgrad, som ikke kræver mere end at du har en dygtig healer i dit party. Så er du nærmest udødelig, og selv den største boss underkaster sig ved din blotte tilstedeværelse. Den egentlige udfordring består i at udholde den sørgmodighed, der skyller over dig mens du tygger dig igennem bossens livsmåler og endeløse bølger af fjender.

Selve belønningen i spillet er tiltænkt at ligge i fortællingen og den elegant udformede fantastyhistorie, som White Knight Chronicles 2 byder på. I hvert fald i teorien. I virkeligheden er spillet et trægt melodrama, der er så proppet med klicheer og skabeloner at den ikke levner plads til meget andet. Det er blandt det værste og ladeste jeg nogensinde har set i denne genre. Det lille twist på White Knight Chronicles 2's historiesugerør er selvfølgelig det mech-agtige element med gigantiske robotriddere, men den del lader meget tilbage at ønske.

Der lånes og nuppes flittigt fra mech-værker som Escaflowne og Neon Genesis Evangelion, men resultatet forbliver lige så livløst som robotterne selv. Og jeg ved ikke hvordan I har det, men der skal meget til for at gøre 12 meter høje magidrevne kæmperobotriddere kedelige. Hvis jeg havde muligheden, ville jeg spytte direkte i manuskriptets øje. Det hjælper selvfølgelig ikke, at spillet er elendigt oversat med stemmeskuespil fra helvedes syvende cirkel, hvor termer som indlevelse, engagement og karakterisering er fuldstændig fremmede koncepter.

Præsentationen i spillet pendler mellem at være grinagtigt pinlig til rent faktisk at være noget, der tydeligvis er brugt krudt på. Visse fjendedesigns er helt enestående, og nogle designvalg er så smarte, at man skulle tro de kom fra et andet spil. Alligevel formår White Knight Chronicles 2 dog behændigt at undgå ethvert antræk til personlighed. I stedet stiller det sig tilfreds med at plaske rundt i komformitetens grå bassin. Det gælder også musikken i spillet, der flere gange byder på utroligt varierende og smukke arrangementer, men som aldrig formår at trække nogen gennemgående tematik frem.

White Knight Chronicles 2 pryder sig som sagt af sine customiseringsmuligheder, og misser aldrig en chance for at gøre et stort nummer ud af det. Alt skal skræddersys, og det første der sker i spillet er, at du skal skabe din egen lille j-avatar med androgynt udseende og dådyrøjne, der kan følge med de andre eventyrerer under historiens gang. Det er vel en fin ide på papiret, men den falder fladt i udførslen, da din avatar har lidt til ingen indflydelse på historien. Det handler mest om at stå i baggrunden og se blæst ud. Så i sidste ende har du bare brugt en masse krudt på at designe en statist.

Selvfølgelig kan du tage denne statist online og møde andre anonyme statister, og så kan I gå på statisteventyr sammen, og senere kan du bygge din helt egen statistby, som du kan indrette med rigtige statist-statister og som så småt kan skabe fordele til hovedfortællingen i spillet. Og det siger vel sig selv, at det hele er fuldstændig unødvendigt. Tro endelig ikke, at dette element af spillet er andet end glorificeret grinding. Dødfødte og hule spiltimer, der kun tjener som ren og skær fyld. Påvirkningen som din by har på historien er desuden marginal, og føles lige så berigende som at lade en myre skubbe en mursten gennem Gobiørkenen. Og dermed står det også klart hvorfor spillet er så langt som det er.

For det er langt. En rigtig rollespilsfest. Der aldrig slutter. Timer bliver til dage, og dage bliver til vanvid. Der er sikkert mange, som synes det er rigtig gavmildt af Level5 at inkludere en opdateret udgave af det første spil sammen med den europæiske udgivelse af White Knight Chronicles 2. Og jo, det er unægteligt flot gjort af dem. To spil til ét spils pris er en god handel.

Det er bare en skam, at spillene ikke er sjovere. Det første spil, som du kan læse en anmeldelse af her, er dog det bedste af de to, mens efterfølgeren (som du læser anmeldelsen af lige nu) mest nøjes med billigt og enkelt at genbruge mængder af omgivelser og monstre fra etteren. Så selvom White Knight Chronicles 2 i sidste ende byder på en spiloplevelse så lang som en arbejdsuge, må man alligevel spørge sig selv om det er en positiv ting, når størstedelen af spillet netop føles som arbejde.

Det japanske rollespil er ikke dødt. Det lever i allerhøjeste grad videre gennem utallige fantastiske spil, der udkommer hvert år, men som ofte havner under radaren hos den bredere spilpresse. Istedet må JRPG'er finde sig i at blive identificeret med usle samlebåndsproduktioner som White Knight Chronicles 2, eller det seneste Final Fantasy, der ikke ligefrem var et fyrtårn for genren. Men der er altså udkommet fantastiske JRPG'er i løbet af det seneste år, spil som Valkyria Chronicles, The World Ends With You, Demon's Souls, Eternal Sonata, Radiant Historia, Tales of Vesperia og Persona 4. Spil som viser at denne her subgenre altså stadig lever og byder på en kreativitet, som er få genrer forundt. Spil nogle af dem i stedet. Undgå White Knight Chronicles 2.