West Of Dead

Jeg elsker mig et godt rogue-like, eller er det roguelite? Eller måske rogue-like-lite? Jeg har researchet det, og West of Dead er en af de to genrer tænker jeg, hvis ikke dem begge. Men anyway, dem kan jeg godt lide, da jeg elsker kombinationen af tilfældig loot, og progressionen imod at man bliver en smule bedre i hver eneste gennemløb. Jeg har spillet alt for mange timers Binding of Isaac og Immortal Redneck, og selv Everspace, som er meget anderledes, har flere af disse genretræk, så jeg satte mine giftdryppende hugtænder i West of Dead, da jeg fik muligheden. West of Dead er udviklet af Upstream Arcade, og udgivet Raw Fury. Jeg har spillet det på PC'en, men det kan findes på alle konsoller fra den nuværende generation.

West of Dead har den præmis at man, som titlen indikerer, er død, hvilket jo er ret træls. Men som titlen også viser er man endt i skærsilden, som åbenbart er det vilde vesten i dette tilfælde, skærsilden, Wyoming, 1888, for hvorfor ikke? Man spiller den nu afdøde William Mason, som af en eller anden grund ligner Ghost Rider, med flammende kranium, og appetit på pistolkampe. Man er på jagt efter manden i sort, så Stephen Kings mørke tårn har ikke eksisteret forgæves. Mere er der egentlig ikke at sige om historien, for den bliver løbende fortalt i små bidder, men er egentlig ret ligegyldig. Det er ikke stor kunst, men kun et stillads til at hænge gameplayet på, og det er lidt synd. Det er nok svært at få meget historie ind i et spil som er tilfældigt genereret.

William Mason får sin stemme af den legendariske skuespiller Ron Perlman, men han er den eneste karakter der har en stemme, så jeg har mistanke om at udviklerne har skudt det meste af budgettet af på ham. Det er lidt underligt at Perlman henviser til de andre NPC'er, men når man så snakker med dem, har de kun tekst man kan læse. Det giver en meget underlig følelse synes jeg, for de siger ikke så meget, så hvorfor ikke lige hyre et par billigere skuespillere end Perlman, så der er noget konsekvens i spildesignet? Det er synd, for det irriterede mig mere end det burde have.

Perlman kommer så løbende med små Max Payne-agtige monologer, som indeholder både filosofi, men også mere dybsindige observationer, som var vores helt en film noir detektiv, i 1940'ernes Hollywood. Jeg elsker denne meta-tilgang til emnet, men Perlman begynder meget hurtigt at gentage sig selv, hvorefter det bare begynder at blive træls. Udviklerne har nok ikke haft Perlman i mange timer, mistænker jeg.

Historien er som sagt en smule ligegyldig, så det der er det egentlige lyspunkt i spillet, er dets gameplay. Man skal som William Mason nemlig løbe igennem en tilfældigt genererede labyrinter med små rum, som alle skal tømmes for fjender, som har noget imod en på det personlige plan. Så når man har snakket med bartenderen, som Perlman hele tiden mener har noget på hjerte, selvom han ikke har, når man snakker med ham, så skal man vælge de to våben, man tager med ind i labyrinten, og jo mere man spiller, jo flere muligheder får man, men mere om det senere. Det er tilfældigt hvilke våben man kan vælge, men der er seksløbere, rifler, jagtgeværer, både almindelige og oversavede, og det er op til ens spillestil hvad man helst vil have med. Personligt, valgte jeg tit de våben, hvor man kunne skyde fjenderne på god afstand, da man så havde mere tid til at undgå deres projektiler. Spredningsvåbene var dog også gode på tæt hold, og de gjorde dobbelt skade i forhold til seksløberne. Det eneste våben jeg ikke brød mig om var riflen, som skulle tage sigtes, hvilket tog tid, som jeg ikke følte jeg havde, så jeg lærte aldrig at bruge dette våben. Det er ret fedt, for man kan så spillet ligesom man gerne vil.

Når man kommer ind i et nyt rum, kan man så kaste sig rundt og glide langs jorden for at undgå skud fra de andre forbandede cowboys, og man kan tage dækning bag forskellige strukturer i rummene. Disse bliver ødelagt af fjendernes projektiler, så man skal ikke føle sig for sikker for længe, inden man skal videre, da kassen man gemmer sig bagved hurtigt bliver smadret. Det giver nogle meget intense kampe, men desværre er styringen imod en det meste af tiden. For man styrer William Mason med den ene analogpind på controlleren, imens man bestemmer retningen på ens projektiler med den anden, i bedste twin stick-stil, men her er styringen bare lidt for upræcis og kluntet, til at det føles tilfredsstillende. Jeg kom især tit i skudlinjen, da jeg ved en fejl kom ud fra min dækning, fordi jeg ikke vidste om jeg faktisk var sikker i første omgang. I samme åndedrag skal kameraet kritiseres, for det har det med at zoome ind og ud på de dummeste tidspunkter, hvilket er meget irriterende, når man skal have et overblik over hvor ens modstandere befinder sig, og det gjorde flere gange at jeg blev skudt, da det desorienterede mig. Og for lige at slutte den treenighed af kritik, så bliver rummene meget pakkede og super frustrende af kæmpe i, da de er fyldt med forhindringer man kan rende ind i, mens man bliver skudt på fra seks vikler samtidigt. Det ødelagde en del af fornøjelsen for mig, må jeg nok indrømme.

Der er lavt hængende lys i rummene, og trykker man på den rigtige knap i nærheden af dem, eksploderer de i lys, som blænder fjenderne et kort stykke tid, hvilket er en fed taktisk tilføjelse. Progressionssystemet er også ret sjovt. Man får nemlig "SIN", eller synd, og jern når man nedlægger de andre cowboys, og disse kan man så købe ting for. Synden kan man købe permanente opgraderinger for, og jernet kan man købe nye våben i det nuværende gennemløb. West of Dead er lavet til at man skal spille det en hel masse, så man konstant bliver bedre, hvilket er meget fedt, og på kanten af det overvældende også, når man ser hvor meget synd man skal have for at låse op for de 30 til 40 våben og opgraderinger. Nogle kræver over 100 synder, og man får kun 12 per gennemløb, så det tager lang tid, specielt i starten hvor man ikke nødvendigvis når så langt.

Her til sidst skal West of Deads grafik nævnes, som er meget stiliseret, og tegneserieagtig, hvilket jo er fedt. Hvad der ikke er så fedt, er at farverne er super SUPER kedelige, for spillet er sort og brunt. Det er helt nedtryggende at lave et gennemløb, hvor man bare ser sorte og hvide farver, og det gør bare banerne super kedelige at spille, hvilket nok er min største kritik, for man får ikke lyst til at udforske verdenen, når det hele er så deprimerende.
West of Dead er et hæderligt forsøg på at lave en spændende roguelight/like-spiloplevelse, men det kan ikke måle sig med andre spil i genren, det hele er bare meget middelmådigt.