I branchen har vi noget der hedder "secret game of the year". Dette er en fancy måde at sige "guilty pleasure", eller det er måske snarere et udtryk for, at det spil man rent kritisk mener bør indstilles til reel Game of the Year-nominering, ikke altid er de spi,l man har hygget sig mest med. Du ved, i 2016 udkom Overwatch, Uncharted 4: A Thief's End, Doom, Inside og Dark Souls III - det var et ret vildt spilår. Men mit "secret game of the year" var faktisk Watch Dogs 2. Spillet var fyldt med diskvalificerende fejl, som gjorde at det heller ikke som sådan figurerede på vores GOTY-lister for det år, men det var det spil, jeg hyggede mig mest med.
Og så spoler vi tiden frem til nu, hvor jeg har tilbragt de sidste 10 dage i selskab med Watch Dogs: Legion, et spil der ikke ønsker at slå sig til tåls med at være anmeldernes guilty pleasure, men bestræber sig på mere. Ambitiøst er det, pompøst næsten, men spørgsmålet er så, hvorvidt vi nu kan betragte det som værende mere end spilmediets "cheat day", tomme kalorier som man nyder, man hvor man samtidig føler sig skyldig.
Watch Dogs: Legion konstruerer nemlig yderligere adskillige lag oven på en i forvejen mekanisk tætpakket oplevelse, og som det også blev nævnt i vores preview, så kan det være noget nær overvældende i starten, men som I måske vil finde ud af ved læse denne anmeldelse, så er det også nu, hvor det så småt begynder at klikke, hvor spillet bliver mere end bare summen af sine enkelte bestanddele. Lad os tage en tur til London og se, hvad Ubisoft har kunne stille op denne gang.
Watch Dogs: Legion er stadig den Watch Dogs-oplevelse du kender, så hvis du i forvejen kun føler apati overfor den, jamen så er der ikke nogen umiddelbart stor chance for at dette står til at ændre sig. Hvis du, som jeg, har været interesseret fra start af, men samtidig let har kunnet spotte områderne hvor afgørende forbedringer burde introduceres, jamen så er der sket utrolig meget her. Men det er dog vigtigt at slå fast, at hacking, central styring og bevægelse, kørefysik, og til dels også kampe, synes at lægge sig ret tæt op af den oplevelse vi fik serveret i Watch Dogs 2, og det er, for mig om ikke andet, et plus.
Så hvad er nyt? Jo, lad os starte med at kigge på elefanten i lokalet, nemlig det tiltag der har givet spillet sit navn. I Watch Dogs: Legion er du ikke én central hovedperson. Du er DeadSec, du er hele organisationen, og det er op til dig at finde ud af, hvad det betyder. Betyder det, at du alligevel kun ønsker at styre én hovedperson, du forbinder dig tæt til? Jamen, det kan du da stadig, men hele pointen her er, at du konstruerer et team bestående af en varieret skare af individer, der hver især bidrager med unikke evner og spidskompetencer. Jeg havde svært ved at se pointen i denne tilgang til at starte med, men der gik lidt af lys op for mig tidligt i processen, hvor jeg begyndte at tænke på det som at bygge et Ocean's 11-agtigt hold op, eller, hvis man er til spilanalogier, et Pokémon-hold.
Sideløbende med at du udfører hovedmissioner, indsamler samleobjekter og tager London tilbage gade for gade fra den onde organisation Albion, så kan du rekruttere alle personer på gader og stræder, du måtte støde på. Du kan nemt og elegant få adgang til basale informationer om dem igennem din telefon, og det er her at specifikke fordele ved at benytte sig af netop denne karakter afsløres. Det kan være at personen er Albion-agent og kan få adgang til forbudte områder, eller måske har de deres eget personlige køretøj. De kan også været særligt habile til nærkamp, eller have adgang til tungere skydevåben. Hver af disse karakterer kan dog tilpasses, både visuelt og mekanisk, men der er naturligvis visse fordele og ulemper ved hver af dem - og netop af den grund er det en del af spillets centrale præmis.
Du udfører så relativt tilfældigt genererede rekrutteringsmissioner, eller snarere en streng af missioner, hvor du hacker en terminal, stjæler en bil, mødes med en kontakt eller uskadeliggør en Albion-ansat. Netop her har frygten hele tiden været, hvorvidt disse missioner bliver kedelige i længden, og om variationen er bibeholdt. Svaret er både ja og nej. Jo, til en hvis grad er det en kende anonymt, at alle dine potentielle rekrutter beder dig om tjenester, der til dels ligner hinanden, og hvis man rekrutterer noget der ligner 30 operativer til DeadSec-tjenesten, jamen så er det klart at ensformighed og til dels også kedsomhed sætter ind. Men i løbet af mine 45 timer med spillet, så kedede jeg mig ikke, og hvorfor? Jamen, der kan vi ganske organisk changere over i spillets andre styrker.
Først og fremmest er Watch Dogs: Legions fortolkning af et splittet London helt eminent sammensat, og hvert eneste gadehjørne, hver eneste afkrog, føles forsætligt designet, med en klar og tydelig intention bag. Af mangel på bedre føles denne verden håndlavet, og ligesom i Rockstars verdener, og til dels også CD Projekt RED's, så har man lyst til at udforske, til at indtage fjendtlige fæstninger, til at møde menneskerne og interagere med dem, netop fordi omgivelserne er så livlige. Om du er i det klassiske Westminster, det beskidte Camden eller det historiske Southwark, så er der noget at se på.
Derudover er Watch Dogs: Legion grundlæggende sjovt at spille, og her taler jeg helt basalt om at interagere med disse flotte omgivelser på en måde der skaber underholdningsværdi. Der er en række våben, dødelige såvel som ikke-dødelige, og en række afgørende gadgets, der gør diverse strategier mere eller mindre effektive. Du har din Spider-Bot, en usynlighedskappe og diverse nærkampsvåben, og desuden giver spillet dig rig mulighed for at hacke omgivelserne, så også de tjener din fordel, om det så er fjendtlige droner, der pludselig spiller for dit hold, en bil der torpederer fremad og smadrer ind i en gruppe intetanende vagter eller bare godt gammeldags snigeri. Der er fortsat nogen ujævnhed i styringen, særligt i forhold til parkour, men alt i alt? Watch Dogs: Legion er, fra øjeblik til øjeblik, ret underholdende. Vi kunne gå mere i detaljerne her, men I ved vist godt lidt hvordan slaget kommet til at slå - Legion er mere Watch Dogs på det mekaniske plan.
Men selvom Watch Dogs: Legion er sjovt at spille, så er der et ret fundamentalt problem, der ikke er altødelæggende for underholdningsværdien, men alligevel formår at korrumpere en smule af glæden. Ser du, du har pompøse, lækre og fantastisk tilrettelagte hovedmissioner, som der faktisk er en del af, du har så rekrutteringerne, som der jo i princippet er lige så mange af, som du ønsker, og så er der... ja. Der er da et fodboldminispil, og samleobjekter, og kurermissioner, men decideret sideindhold ville jeg ikke kalde det. Faktisk er der som sådan ikke sidemissioner, og det er virkelig en skam, for rekrutteringerne er ikke ensformige, lige meget hvor mange gange man skal infiltrere den samme form for fjendtlige fæstning, netop fordi mekanikkerne tillader så meget leg, men det er dog ærgerligt, at der ikke er noget... ja, andet til at bryde tempoet op lidt, så det ikke var det eneste man lavede, når man ønskede at holde pause fra sidemissionerne. Præcis hvordan det kunne være sat sammen ved jeg ikke, men jeg ved dog at lidt flere indholdstyper nok havde gavnet i det samlede billede.
Når alt kommer til alt så er jeg dog i sidste ende tilfreds med implementeringen af rekrutteringssystemet, og det skyldes blandt andet nogle af de mere subtile tiltag Ubisoft har introduceret rundt om det. Disse karakterer genereres ikke tilfældigt - de er i den her verden. Derfor kan du støde på dine medlemmers familier, du kan støde på en politiofficer der har haft tidligere oplevelser med et medlem, eller du kan sågar støde på dem tilfældigt midt på gaden. De har også deres rutiner, og i hovedmenuen holder spillet styr på alt hvad der er sket dem, også mens du ikke direkte kontrollerer dem. Jo, det her er "gen 1"-udgaven af det her system, men det er vitterligt en god idé, og en jeg håber Ubisoft holder sig til, for det er slet, slet ikke så dumt endda.
Spillets historie er der desværre ikke helt kælet for, i den grad jeg havde håbet. Jo, vores preview gav mig forhåbninger om at spillet havde evnen til at balance på linjen imellem kulsort humor og virkelighedsmelankoli, men selvom det i brede træk lykkedes, så er der bare ikke helt nok historie her. Jo, jeg elsker hvordan Ubisoft lader ens holdmedlemmer interagere med hinanden igennem dedikerede talebobler, som får sammenholdet til at virke organisk, men i forhold til at etablere spændende fjendebilleder i form af Albion, Kelly Gang og Zero Day, så kommer de bare ikke helt i mål, og det er ærgerligt.
Spillet er testet på Xbox One, tilsyneladende uden Xbox One X-optimering, og da slet ikke Series-optimering. PC-versionen vi testede for en måneds tid siden mente jeg dengang præsenterede os for en ganske smuk udgave af London, dog med relativt middelmådige ansigtsanimationer og lip-sync, som er en skam. Xbox-versionen var lidt mere tam desværre med lidt mere udvaskede farver, og uden de reflektioner og skygger der havde imponeret mig i PC-versionen. Jeg bliver nødt til at gå ud fra at PS5- og Series-udgaven af spillet, samt naturligvis PC-versionen, er en helt anden rent visuelt, så det her er nok snarere en servicemeddelelse. Desuden var der et par gange, hvor en bil sad fast i terrænet, eller hvor menuknappen ikke virkede. Småting, men nu ved I det.
Der vil uden tvivl stadig være dem der kommer til at afskrive Watch Dogs: Legion som endnu et Ubisoft-spil, skønne men så absolut tomme kalorier, der har basal underholdningsværdi, men som ikke helt formår at kvalificere sig til spillenes Premier League. For mig selv, jamen Legion har givet mig en gudesmuk tur i London, innovative nye systemer at lege med og et bevis på, at serien nu har en positiv vej fremad. Det manglende dedikerede sideindhold stikker en smule, det gør det, og den lidt kedelige historie som følge af endnu en "befri verdenskortet i den rækkefølge du ønsker det"-struktur er begyndt at vise sin alder, men Legion er anbefalelsesværdigt, det er det. Ingen tvivl om det. Det er dog nok stadig secret game of the year.