Wasteland 3

Ahh ja, den gode gamle postapokalypse. Godt nok er dommedagsscenariet efterhånden blevet en lidt klichépræget gimmick, men når det så er sagt, så der fortsat kommet nogle fabelagtige historier ud af disse omstændigheder igennem årene. Hvor har jeg tit hygget mig i de rygende ruiner, og hvor har jeg været engageret i at sætte verden sammen igen, efter den er blevet knækket i to af en eller anden tragisk begivenhed. Om det er er diverse bomber, som har regnet ned over menneskeheden, eller en eller anden virus, som har gjort os alle til savlende monstre, så har disse verdener underholdt mig, det må jeg nok, på relativ sadistisk vis, indrømme. Jeg har samlet skrald i Fallout 4 for at overleve, stået overfor uoverkommelige odds i Gears of War 3, og jeg har sneget mig igennem mørke rum, fyldt med klikkende svampemonstre i The Last of Us. Disse postapokalyptiske fortællinger er dog efterkommere af selve moderdyret, selve forfaderen til denne genre i spilbranchen, og da jeg fik muligheden for at anmelde det seneste kapitel i denne derfor ikoniske serie, jamen så er det altså svært at sige nej. Jeg har nemlig spillet Wasteland 3 den sidste uge, og sikke en uge. Sikke... en... uge. At komme direkte efter Microsoft Flight Simulator, og til det her - det har været nogle af de bedste spiluger i mit liv for at sige det mildt.

Jeg spillede Wasteland 2 for en del år siden, og jeg nød godt nok spillet, men der var mangler, som jeg tilskrev at spillet blev finansieret igennem en Kickstarter-kampagne, så ressourcerne var begrænsede. Dette tredje spil i serien virker ikke til at have haft disse begrænsninger, og det første sted man kan se dette, er i historien som er utroligt gennemført og medrivende. Man starter spillet med at se en flok soldater der rejsen over en frossen sø, som hurtigt skal blive til en grav for mange af dem. De bliver nemlig angrebet, og isen bliver ødelagt, så både mennesker og materiel synker ned i det iskolde vand. Nogle få overlever dog, og man skal så kæmpe sige igennem bagholdsangrebet frem til den man tror står bag. Når man så når frem til ham, efter en længere skududveksling med hans følgere, så bliver han skaffet af vejen. Man er en del af Ranger-enheden, som man også spiller i det første spil, og efter man har overlevet det frosne mareridt, bliver man mødt af en person der kalder sig selv for The Patriark på en forladt Ranger-station. Han er bossen i Colorado, som man nu befinder sig i, hvor han balancerer på grænsen mellem folkevalgt leder, og diktator. Han beder ens gruppe om at etablere sig i den gamle, forladte Ranger-station, for at være hans højre hånd og udføre hans vilje. Han vil gerne have sine tre børn tilbage, som alle har aspirationer om at smide ham af tronen, og derfor vil han gerne have dem indfanget, for sikre hans magt. Man bliver hurtigt klar over at The Patriark måske ikke har det reneste mel i posen, og hen ad vejen får man en masse muligheder for at gøre ham glad eller sur. The Patriark er nemlig som mange andre karakterer i spillet, utrolig veletaberet og facetteret, men også moralsk ambivalente, hvilket gør de valg man tager meget svære, da der ikke er direkte gode og onde mennesker i den frosne atomvinter. Alle nuancerne er grå her, præcis som det skal være.

Det er så fedt at opleve at selv det mindste valg man tager i historien, vil have både positive og negative konsekvenser. Du står konstant overfor skelsættende dilemmaer, og nogle gange ved du ikke engang at en beslutning du har truffet vil få følgevirkninger senere hen i spillet. Her minder spillet meget om The Witcher 3: Wild Hunt, og er mindst ligeså velskrevet. Et eksempel var da jeg kom til en lejr med en faktion der hed The Gippers, som havde fundet en kunstig intelligens modelleret efter Ronald Reagan, som de mente var deres gud. Jeg overgav denne intelligens til en anden faktion, hvorpå jeg måtte myrde hele deres base, for at komme ud. Dette er tit konsekvensen for ens valg, og de er aldrig halvhjertet designet. Det var en fornøjelse at opleve. De behøver ikke alle ende i mord og blod, men det er et valg og en konsekvens af ens beslutninger. Heller aldrig fremstår det kunstigt, eller påtaget. Wasteland 3 skjuler ikke hvad det gør, i stedet er det åbenlyst i sin intention om at skabe indlevelse igennem interaktion.

Det hele er ret "doom and gloom" her, det vil jeg ikke lægge skjul på, men det skal dog her nævnes, at dette kombineres med en god portion sort humor. Det her er dog ikke såkaldt "bathos", altså komisk undertone der underminerer dramatikken, men snarere en... ja, lad os sige en blød accentuering. Jeg stødte for eksempel ind i, ved et rent tilfælde, julemandens værksted, og måtte hjælpe hans nisser med at befri dem fra julemandens onde planer om at producere stoffer. Det er meget syret, og hylende skægt, og jeg kunne komme med tyve eksempler mere. Det er så fedt. Det kan virke lidt bizart, eller måske direkte usammenhængende, men jeg lover at når I sidder med det, så klikker det hele bare. Det klikker på en måde der er svær at beskrive i en anmeldelse, som godt nok fremstår som lidt af en kapitulering, men det er sandt alligevel.

Selve spillet er ligesom forgængerne et turbaseret isometrisk rollespil, som Fallout 1 og 2, hvor man ser det hele ovenfra. Man skal så give ordrer til sine seks følgesvende, som hver har deres styrker og svagheder. Denne formel var engang stendød, men via successer som Xcom: Enemy Unknown og The Banner Saga, så er der nu flere der ved præcis hvad jeg taler om her. Men skulle det være fremmed for dig, så er dette, ulig tidligere kapitler, ret nemt at finde ud af, og jeg tænker at det nok skyldes at strategien og mekanikkerne er en smule mere strømlinede end i Wasteland 2. Jeg spillede spillet på den normale sværhedsgrad, og det var svært nok, men går man højere op, så får man sin sag for, for der er rigeligt med kampe der er udfordrende, og den kunstige intelligens er virkelig ikke dum. Succes afhænger af at man kender sine enheder og deres evner til perfektion, men gør man det, kan man opleve de vildeste ting, hvor man pludselig vinder en kamp, som ellers ville være tabt. Der er en fantastisk dynamik karaktererne igennem, og deres evner kan let kombineres til at skabe vilde scenarier, som kun forbedres yderligere af spændende terræn, ændringer i elevationsniveauet og sammensætning af fjenderne du er op imod.

Udenfor kamp kan ens følgesvendes evner supplere hinanden, så man kan sammensætte et hold der kan klare alle situationer. Har man en der er god til eksplosioner, så kan han afmontere fælder, har man en der er god til at snakke kan man få ekstra muligheder i samtaler, og har man en der er god til at reparere toastere, så kan man få gratis toast. Tro mig det giver mening når man prøver spillet. Pointen er sådan set bare, at du har absolut kontrol over holdets opsætning. Hver evne har desuden 10 point man kan opgradere til, og der er mange af dem. Jeg gætter på omkring 20 i alt. Der er også Perks, som man låser op for ved at sætte nok point i sine evner, og disse giver så egenskaber der kan bruges i kamp, for det meste. Til sidst har man sine kammeraters attributter, som er den normale styrke, hurtighed og intelligens, som man også finder i andre spil. Den måde de tre evnetræer supplerer hinanden er fantastisk, og gør at man kan mikse sine Ranger-kammerater, som man finder bedst. Man kan endda hente folk ind i gruppen, hvis de har evner, som en situation kræver, for derved at løse ens problem. Det er et fantastisk system, som gør at man skal skabe en synergi imellem det ens soldater kan, for de kan ikke alle være gode til det hele, og undervejs møder man flere karakterer, man kan rekruttere med helt nye egenskaber og personligheder. Derudover er der de normale rollespilsstørrelser, med et inventar, og muligheden for at udstyre ens soldater med de bedste ting, man finder undervejs. Det giver en dyb og tilfredsstillende rollespiloplevelse, som jeg meget sjældent har oplevet. Det er sjældent jeg har nydt at rode rundt i andre rollespilsmenuer, men det er bare fedt i Wasteland 3. Det hele er så sammenhængende, at det er en fryd at opleve alle spillets facetter.

Spillet ser også rigtig godt, og på min relativt kraftfulde PC var detaljegraden vanvittig. Naturligvis kan jeg ikke udtale mig om PS4- eller Xbox-versionen her, men det er tydeligt at InXile har brugt den ekstra tid på at finpudse og optimere, for det hele var både flydende, og smukt at se på. Man kan zoome kameraet helt ud i fugleperspektiv, og næsten helt ned tæt på ens karakterer. Der er en masse effekter og bling man kan smide på grafikken i PC-versionen, og det er bare smukt.

Alle karakterer har desuden stemmeskuespil, noget jeg manglede i forgængeren. Og ja, jeg ved godt at der kom en udvidet udgave af toeren med en masse ekstra stemmeskuespil, men den har jeg ikke prøvet. Stemmeskuespillet er til gengæld fantastisk her, og bringer virkelig de underlige eksistenser man møder til live. Samtidig skaber det bare mere indlevelse, og er med til at underbygge begivenhederne man oplever. Og som om alt det her ikke skulle være nok, jamen så er musikken også rigtig god, og der er kampe, hvor der kommer sange henover gameplayet, som bare skal opleves, jeg har aldrig oplevet det gjort på den måde før. En langsom version af The Monster Mash, mens man kæmper mod mutanter, er et glimrende eksempel.

Så Wasteland 3 er bare et fantastisk spil, fra ende til anden, og jeg kunne nærmest ikke løsrive mig i de 50-60 timer det tog mig at komme igennem historien. Jeg nød at udforske Colorados frosne ødemarker, som ikke var så øde, når man så sig lidt omkring. Jeg krummede tæer når et valg jeg tog fik enorme konsekvenser, for mig selv eller andre. Jeg fik et kæmpe smil på læben hver eneste gang jeg startede spillet op. Jeg forestiller mig at det her er hvad Fallout 3 kunne været blevet til, hvis Interplay havde kunnet lave det, som de to første spil i serien. Det her spil er på højde med de to førnævnte spil hvad angår kompleksitet, kvalitet og bare ren underholdning.

Jeg har lige uddelt mit første 10-tal nogensinde til Microsoft Flight Simulator, så forestil jer min overraskelse, da jeg startede dette for første gang, og langsomt arbejdede mig henimod realiseringen om, at dette, for mig, også er et mesterværk. Men jeg står ved det, det gør jeg. Det her er nok det bedste rollespil jeg har prøvet i mange år, og ryger direkte ind på min personlige top tre, og de bedste spil genren har at tilbyde. Jeg fandt faktisk ikke noget at brokke mig over, og tro mig jeg ledte, men jeg må bare overgive mig. Det her spil er fantastisk og så kan det spilles kooperativt også. Det må jeg prøve når mine venner får adgang til spillet d. 28 august, for de skal også have den oplevelse jeg lige har haft. Det skal alle med interesse i genren.