Dansk
Gamereactor
previews
Warhammer Online: Age of Reckoning

Warhammer Online: Age of Reckoning

Små tinfigurer som rollespil. Mythic Entertainment lader til at have endnu en sikker succes i ærmet. Nicolas har beta-testet MMORPG'et og står klar med indtryk...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Lige siden den uforglemmelige dag, hvor Mythic Entertainment overtog udviklingen af Warhammer Online, har min F5-knap været rødglødende. Det var såmænd ikke fordi, jeg som barn malede de små tinfigurer fra Games Workshop, men fordi jeg som 21-årig opdagede Dark Age of Camelot - et online rollespil udviklet af Mythic. Warhammer Online er ikke Dark Age of Camelot 2, om end det bygger på mange af de elementer, som var med til at gøre DAoC til en kæmpe succes.

Denne betatest skrives med en bunke forbehold. Betaklienten har for det første været enorm ustabil. For det andet er sammenspillet animationer og lyde imellem helt ude af trit. Når jeg med min Bright Wizard kaster en ildkugle efter en lille satan af en goblin, så forventer jeg et kæmpemæssigt brag og en masse fægten med armene, frem for et lille royalt vink med hånden og en lyd, der minder om en fims fra den selvproklamerede modeekspert, Jim Lyngvild. Dette må og skal rettes op inden d. 18. september, hvor WAR slippes løs.

Men jeg er ovenud tilfreds med spillets RvR-system. Hvis du ikke lige ved, hvad RvR er (er-er-er), så er det det element, der gjorde Dark Age of Camelot til et af de bedste online rollespil nogensinde - i min bog. I DAoC var det tre verdeners konstante kamp mod hinanden, der drev endgame-indholdet. I Warhammer Online er det Order mod Destruction - det gode mod det onde, der kommer til at være alfa og omega.

Og det fungerer til UG med kryds og slange. Det kan jeg garantere for. Så snart ens karakter er skabt, ryger man nærmest direkte i kløerne på henholdsvis Order eller Destruction - og hvis man ikke gider bruge tid på at dræbe 5 edderkopper og 10 søløver (?), så kan man vælge at stige i niveauer udelukkende ved at slagte andre spillere. Sådan skal et online rollespil skæres!

Dette er en annonce:

Man bør dog undlade at afskrive spillets PvE lige med det samme. For en gangs skyld er der noget ved at slagte monstre i et online rollespil. Mythic har nemlig introduceret en lille genistreg ved navn Public Quests, som betyder, at man kan løse opgaver sammen med andre spillere, helt uforpligtende og uden at være i gruppe sammen. Der er som regel tre faser i en Public Quest, og når man sammen har nedlagt den store, slemme hovedboss i den sidste fase, så rulles der om loot. Den, der har bidraget mest, har selvsagt større chance for at vinde. Public Quests er noget af det sjoveste, jeg har prøvet i et online rollespil - og den slags morskab får altså kløften mellem de i alt fyrre niveauer til at føles meget, meget kort. Hvilket er herligt.

Min favorit blandt de tyve karakterklasser er uden tvivl den lille, irgrønne goblin shaman. Ikke blot er den enormt nuttet at se på, den har samtidig nogle overordentlig kompetente besværgelser. Tag nu for eksempel "Eeeek!", der får den lille goblin til at skrige så højt, at alt rundt omkring den flyver væk - inklusive den selv. Der er også såkaldte morale-færdigheder at lege med - de bygges op, når man modtager prygl, læger andres sår eller selv uddeler tæsk, og her har shamanen en lille sjov en ved navn "Gork Sez Stop!" - hvis en fjende bevæger sig, så er han så godt som død, og han er derfor tvunget til at stå musestille, alt imens man kan stå og grine af ham. Jeg elsker min shaman!

Warhammer Online er spækket med nye og innovative tiltag. Udover de sjove færdigheder, kan man tage forskellige taktik-sæt med sig, som man så løbende kan skifte ud. Det rykker måske ikke ved genrens grundvold, men det er med til at give hver karakter unikke muligheder i forskellige situationer.

Oven i hatten er der så de såkaldte Renown Ranks; når man dræber andre spillere i RvR, får man ikke kun kedelige erfaringspoint, men også specielle point, som tildeler én retten til at købe specielt udstyr og specielle færdigheder. Det er nogenlunde det samme system, som vi kender fra Dark Age of Camelot - og som min moster altid sagde: if it ain't broken, don't fix it! Jeg glæder mig til at kæmpe mig hele vejen til toppen, samt pryde mig med den ondeste rustning og de vildeste færdigheder.

Dette er en annonce:

Tyvstjålet fra Lord of the Rings Online er den såkaldte Tome of Knowledge. Ikke at det gør noget, for den er faktisk rigtig sjov at have ved sin side. Denne bog registrerer alt, hvad man foretager sig i spillet, og giver achievements og titler, man ikke troede mulige. Man kan rent faktisk opnå en titel ved at klikke på sin karakter 100 gange. Blærerøve kan stræbe efter at dræbe hundredetusinde modstandere, så de kan få en ægte blærerøvstitel over deres karakter. Det vil jeg i hvert fald gøre.

Når jeg nu har rost Warhammer Online til skyerne, samt slået fast, at næsten alt fungerer perfekt, så bør jeg vel egentlig slå fast, at spillet nok ikke er helt klart til at blive udgivet. I hvert fald ikke i skrivende stund, hvor der er godt og vel en måned tilbage af udviklingen. Min største bekymring er de mangelfulde animationer og lyde, samt det faktum, at mange af de tyve karakterklasser minder lige lovligt meget om hinanden. Her skal Mythic virkelig arbejde på højtryk. Når det så er sagt, så er Warhammer Online banelængder foran det rod, som FunCom udgav tilbage i maj, og som nu kæmper en for længst fortabt kamp for overlevelse. Warhammer Online bliver en helt anden historie, det vil jeg æde min gamle hat på.

Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold