Warhammer 40,000: Dawn of War 2 - Chaos Rising

Engang for efterhånden mange år siden, før der var noget der hed Dawn of War, kunne jeg findes dybt koncentreret med en pensel i den ene hånd og en lille plastic-figur i den anden. Jeg samlede og malede mine Space Marines efter bedste evne, så de var klar til blodige slag mod Eldar, Kaos og alverdens andet intergalaktiske utøj.

Da Dawn of War II, det andet fulde kapitel i Relic's strategispilserie med grobund i Warhammer 40.000 og en fokus på kampe, frem for resource-samling udkom sidste år, var jeg naturligvis på pletten og blev imponeret over stort set alt ved spillet, bortset fra historien der kun lige akkurat gav mig nok grund til at sende Tarkus, Avitus og de andre i aktion.

Nu er de granit-hårde rum-mariner tilbage for at rense op i det ydre rum i en ny kampagne, der starter et godt stykke tid efter Tyranid-sværmen blev sprængt for alle vinde. En planet er dukket op efter lang tid i en såkaldt Warp Storm, og med den er der kommet en ny trussel til solsystemet. Kaos-marinerne har gjort deres indtog på flere planeter og har som altid til mål at udrydde eller vende alle til deres afskyelige korstog af død og ødelæggelse.

Endnu engang bliver din alsidige gruppe af mariner sendt ind for at rydde op i planeternes affære, men at vi har med et strategispil at gøre er ikke komplet åbenlyst, jo vi har da både forskellige enheder og menuer der minder om andre spil i genren, men den store fokus på at håndtere et lille hold tropper med stor præcision samt opgradering og specialisering af sin deling gør at tankerne også snildt kan blive ført hen på rollespil.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men Relic har desværre aldrig fået helt fat i den gode historiefortælling og stemmeskuespillet rangerer fra acceptabelt til afsindigt fladt, og således er det ikke noget episk rum-eventyr dine mariner bliver kastet ud i.

Som noget nyt har Relic bragt endnu et velkendt rollespils-element på banen, alt efter hvordan du vælger eller bliver nødt til at handle i løbet af missionerne, har det en effekt på din korruption, altså hvor meget indflydelse kaos-guderne har eller kan have på dig. Det har direkte konsekvenser for dine karakterer, eftersom det forhindrer eller muliggør brugen af ny udrustning samt åbner op for nye færdigheder.

Andre karakterer vil også have kommentarer til dine handlinger, om end du følger den rene vej mod sejr og modstår fristelserne eller om du hengiver dig komplet til de mørke guder. Hvis der var tale om et spil med en god rollebesætning og interessante karakterer man kunne relatere til, ville det være en kærkommen tilføjelse, men da Chaos Rising ikke byder på disse ting bliver det en eftertanke på højde med om du skal købe jordbær- eller hindbær-yoghurt.

Hvad der ikke har ændret sig, er Relic's formidable bane-design. Dette skinner især igennem i kampagnen, hvor spilleren bliver forkælet med sneklædt terræn og klippesider der varsler om nærværende trusler.

Dawn of War II's multiplayer står stort set uændret, der er stadig flotte og interessante baner at udkæmpe diverse stridigheder på, og variationen mellem faktionerne er næsten ikke til at sætte en finger på. Den nye faktion der er blevet introduceret skaber dog en smule ravage i balancen, det er ikke noget, der vil skabe furore for alt andet end de sarteste spillere og som det står, er det stadig en god gedigen omgang sjov.

En ret omfattende mangel i spillet er manglen på stemmer til visse tropper, ikke så meget som et pip fra en tonstung hærfører der må have andet på hjerte end stum lydighed. Det er en så tydelig mangel at resten af oplevelsen bliver fattigere af det.

Den fortræffelige lyd, der præcist skildrer kampens hede med et tungt lydspor der akkompagnerer en uknækkelig kugleregns faren mod en skare af bløde mål, er det eneste der redder lydsiden fra at være mere end komplet ligegyldighed brudt op af gnister af banale højdepunkter.

Til Relic's version af den evigt populære landeplage der startede med Gears of War 2's Horde Mode; The Last Stand er der blevet tilføjet nye klasser at vælge mellem, en kaos-troldmand og en Tyranid Hive Tyrant. Hvis Kaos-guderne tilsmiler dig, og du ender med to gode holdkammerater, er det klart det sjoveste du kan bruge tiden på i Chaos Rising.

Stort set endeløs underholdning kan det blive til med bølge efter bølge af fjender og en score der konstant pumpes op. Når du giver dig i kast med det, vil du øjeblikkeligt bliver grebet af den intense kamp for ikke at blive overrumplet, og lidt efter lidt opbygges en fornemmelse af total uovervindelighed.

Chaos Rising er stadig et af de flotteste strategi-spil på markedet, Relic har sans for at skabe miljøer og junglen såvel som snelandskaber føles virkelige. Når du ser dine Blood Ravens klædt i rødt buldre gennem junglen eller sende en haglstorm af bolter-ild tværs mod fjenden, er det svært ikke at blive suget ind i rollen som menneskehedens sidste bolværk mod fuldstændigt anarki.

Kort og godt er det velkendte mangler der plager Chaos Rising, men lyspunkterne mere end gør spillets svage sider til skamme. Den nye kampagne gør ikke meget for at gøre op med Relic's knap så imponerende udbud af historier fra Warhammer 40.000-universet. En multiplayer med mere underholdning end hvad prisen skulle antyde, gør dette til en god grund til at blive inde, nu hvor vejret endelig er blevet godt.