Wargroove

Det siges, at efterligning er den fineste form for smiger. Hvis det er sandt, så må Advance Wars sidde og rødme godt og grundigt. Det er dog indlysende, hvorfor Chucklefish har ladet sig kraftigt inspirere af den gamle populære Nintendo-serie. Selv om Advance Wars sad tungt på tronen blandt de bedste strategispil til de gamle GameBoy-systemer, så er det en serie, som Nintendo ikke har formået at bringe med sig ind på deres nyeste systemer. Og det er ikke fordi, at serien ville egne sig dårligt til Switch. Tværtimod virker den designet til den populære konsol, og mere end noget andet, er Wargroove beviset på den påstand.

For de af jer, der aldrig har prøvet kræfter med Advance Wars, er der her en kort introduktion til WarGroove. Du kommanderer dine tropper rundt på et begrænset felt. Ligeså gør din modstander. Hvis du placerer din kriger, ved siden af en modstander, kan du indlede et angreb, hvor den angrebene spiller altid vil slå først, hvorefter modstanderen vil slå en smule tilbage - med mindre du udrydder dem helt selvfølgelig. Hvis dine tropper har bue og pil, kan de angribe på afstand, men er samtidig dårlige til nærkamp, hvis fjenden formår at bevæge sig ind på livet af dem. Spillet byder på et stort udvalg af varierede tropper, hvilket giver dig god mulighed for at prøve forskellige taktikker af. Er de på heste, kan de bevæge sig længere. Har de tungt udstyr på, er de langsomme til at komme fremad, men er tilsvarende gode til at forsvare sig. Alle tropper er stærke mod nogle modstandere og svage mod andre. Alle har mulighed for at skade ekstra meget, hvis du opfylder nogle kriterier - nogle krigere skader mere, hvis de står ved siden af deres kammerat, nogle skader mere, hvis du angriber uden at rykke dem først. Alt dette lyder bekendt for en Advance Wars fan, men det er bestemt ikke en kritik. Det fungerer, så hvorfor ændre det?

Wargroove tager heldigvis den taktiske dybde langt længere. Hvis det regner, vil bueskytterne være nødsaget til at bevæge sig tættere på deres modstander, hvis de skal gøre sig håb om at ramme. Hvis du bevæger dig op på et bjerg, vil større dele af kortet - som tidligere lå dækket i mørke - blive oplyst foran dig. Hvis du bevæger dig ude på de åbne viger, vil du være mere åben overfor et angreb, mens det modsatte selvfølgelig er tilfældet, hvis du står i skovet. Alle disse muligheder betyder, at der altid vil være noget, du kan gøre bedre eller anderledes. Taber du en kamp - hvilket du nok skal komme til - så er du forhåbentlig blevet bedre bekendt med området, og kan håndtere runde to bedre.

Wargroove skal tilsvarende have ros for introduktionen til spillets mekanikker. Alle kan føle sig velkommen, når de indledende missioner enkeltvis introducerer dig til en ny mekanik langsomt. Først når du har brugt mekanikken succesfuldt, går spillet i gang med at lære dig den næste. Garvede strategispillere, vil måske føle, at det går en anelse for langsomt, men heldigvis går der ikke lang tid før spillet giver slip, og lader dig kæmpe uden støttehjul. Personligt tilbringer jeg ikke meget tid med denne genre, så jeg satte stor pris på den langsomme indledning, og følte mig godt klædt på til de større udfordringer senere i spillet.

Og udfordring er der nok af. Man skal ikke lade sig narre af de søde animationer, og tegnede grafik. Wargroove lader sig ikke besejre uden en kamp. Chucklefish fomår dog endnu engang at omfavne både dem, der ikke ønsker at opleve nederlag på nederlag, og dem der godt kan lide at blive tæsket. Du kan skrue op og ned på pengene du tjener i hver runde, hvilket du bruger til at lave nye tropper. Du kan skrue op og ned på skaden modstanderen laver, hvilket indlysende nok kan gøre dit liv en del lettere eller sværere alt efter hvilken vej du skruer. Når du starter spillet, vil det hele stå på 100 % - i hvad udviklerne kalder "The intended Wargroove experience" - og så står det dig ellers fri for at skrue ned på 0 eller op på 200. Jeg vil anbefale at holde det på 100 hele vejen igennem, men ros til udviklerne for at give spillerne muligheden.

Muligheden for multiplayer er også inkluderet og det foregår både online og offline. Jeg nåede ikke at afprøve online-delen ordentligt inden denne anmeldelse, men lokal multiplayer er allerede en sikker vinder. Op til 4 personer kan vælge hver sin hær, og så gælder det ellers om at udslette hinanden. Der er ikke så meget at brokke sig over - det fungerer bare, og sætter på samme tid en pæn sløjfe om spillet. Uanset om du ønsker at spille det alene, eller sammen med venner, så er der nok indhold til at holde dig beskæftiget i mange timer.

Det er ingen skam at stjæle fra de bedste, og stjæle, det gør Wargroove. Men når Nintendo ikke har tænkt dig at puste liv i deres populære strategi-serie, så er det godt, at der er fans, som kan skabe spillet i deres egen vision. Nyskabende bliver det aldrig, men det er bare så gennemført solidt udført, at man umuligt kan savne nye ideer. Wargroove er en kærlighedserklæring. Det er på samme tid et helt nyt ansigt på markedet, og en gammel ven man ikke har set i mange år. Det er en påmindelse om, at Advance Wars efterlod et hul i industrien, og beviset på, at der stadig er en plads til det i vores moderne landskab. Wargroove er forhåbentlig kommet for at blive.