Af og til sker der det, at et nyt spil bliver modtaget så negativt - ja, bliver enstemmigt banket og dadlet så hårdt og inderligt af ellers så mangfoldige og modstridige spillerfællesskaber - at en formel anmeldelse virker mere end bare en smule overflødig. Det er sket et par gange i min tid hos Gamereactor: Metal Gear Survive, Fallout 76, Anthem, for at nævne et par. Og næsten hver gang, spørg mig ikke hvorfor, har det været min tvivlsomme fornøjelse at gøre rede for ødelæggelserne - ofte før støvet helt har lagt sig. Warcraft 3: Reforged, mine damer og herrer, er det seneste kapitel i denne miserable fortælling.
Måske fordi spillets egentlige indhold - et tidløst realtidsstrategispil med fokus på dramatiske heltegerninger, en flersporet kampagne og brugerskabt indhold - vil være genkendeligt for mange, er det svært ikke at rette opmærksomheden fra spillet mod udgivelsens omstændigheder. Mod konteksten, som det hedder med et moderne ord. I løbet af de sidste par år har Blizzard flere gange gjort sig uheldigt bemærket. Der var selvfølgelig fadæsen med mobilspillet Diablo Immortal - en afsløring som givetvis halverede værdien af virksomhedens aktier. Sidenhen kom udgiverne for alvor i mediernes søgelys, efter en forkvaklet håndteret af en Kinakritisk turneringsvinder. Og nu, Warcraft 3: Reforged.
Jeg sidestiller ikke her de enkelte kontroverser, ej heller kan jeg håbe på at redegøre tilstrækkeligt for dem. Jeg vil faktisk ikke kloge mig på international handelskrig, turneringsreglementer, industriel ekspansion eller andre relevante faktorer. Det ved jeg slet ikke nok om. Sagen er bare, at enhver samtale om Warcraft 3: Reforged uundgåeligt - og umærkeligt - kommer til at handle, ikke om spillet, men om udgiverne bag og den betændte tilstand de længe har befundet sig i. Måske mere end nogen anden spilfabrikant, kunne Blizzard virkelig have brugt en succeshistorie til at mildne en offentligheden og en gradvist mere skeptisk fanbase.
Men sådan gik det altså ikke, for Warcraft 3: Reforged er virkelig en fuser af proportioner. Ved første øjekast virker spillet som en rimelig harmløs genudgivelse, med retoucheret grafik og en nyere netværksinfrastruktur. Men facaden begynder hurtigt at krakelere. Hvor skal jeg starte? Spillet er plaget af tekniske problemer i hobetal, den nostalgiske brugergrænseflade virker stadig unødigt gammeldags, nyskabte grafikelementer fremstår halvbagte og ukurante i spillets univers og søgemulighederne for onlinespil er skrabet til et absolut minimum.
Warcraft 3 appellerer til folk af forskellige årsager, men lad os groft skelne mellem tre kategorier af spillere: for det første er der fans af eventyruniverset og dermed kampagnens rige fortælling og persongalleri. For dem venter der ikke en spændende genfortolkning, med et opdateret manuskript og omhyggeligt nyskabte karaktermodeller - sådan som det ellers blev lovet ved afsløringen - men den samme gamle kampagne, med kun let retoucheret grafik [tillagt] samt enkelte nye baner og filmsekvenser. Ændringer, ja, men ikke noget nær den mere omfangsrige omvæltning som blev lovet i første omgang. De visuelle forbedringer er da heller ikke kun af det gode, for detaljegraden på tværs af de grafiske elementer svinger stort og flere enheder harmonerer ikke rigtig med hinanden - sådan som de ellers plejede.
Der er en klar oplevelse af at visse ting er blevet pillet ved, mens meget andet er blevet efterladt uberørt. Kampagnen selv, der blandt andet skildrer Thralls udvandring fra de østlige riger til Kalimdor og Arthas Menethils tragiske fald mod mørket, er der ellers meget godt at sige om - hvis jeg da bare kunne nå så langt. På tværs af flere forsøg er begge kampagnespor blevet korrumperet omkring tredje eller fjerde mission. En af de mere stygge problemer som jeg har oplevet i min tid med spillet.
Den anden kategori, lad os sige, er folk som elsker at tæve løs på hinanden i drabelige onlinekampe, hvor strategi og reaktionshastighed er i førersædet. For dem venter der en skrabet onlinedimension, nedrustet til et simpelt Versus-modul, hvor du kan stille dig i kø til at blive parret op mod andre spillere, men uden ranglister eller finmaskede muligheder for søgefiltrering. Der er heller ikke blevet gjort meget for at gøre spillets brutale onlinekampe mere tilgængelige for nybegyndere - eller rustne veteraner. Efterårets genudgivelse af en anden strategiklassiker - Age of Empires 2 - var heller ikke uden vanskeligheder, men der havde udviklerne faktisk tilføjet et simpelt, men uvurderligt træningsmodul som springbræt til spillets hektiske onlinedel.
Og i tredje kategori er selvfølgelig de spillere som elskede (og forhåbentligt stadig kan elske) Warcraft 3 for det brugerskabte indhold - og de værktøjer som blev stillet til rådighed med samme formål. For dem er der udsigt til en mere restriktiv brugeraftale, hvis implikationer ikke kun er økonomiske og juridiske, men også kreative og sociale. Det glæder mig, at jeg igen kan fjolle rundt i Wintermaul og Tower Wars - spilkoncepter som blev undfanget og opsat i det oprindelige Warcraft 3. Hvor mange nye, mindeværdige og interessante spilmodifikationer kommer brugere til at skabe med Reforged? Jeg holder ikke vejret.
Så der er rigeligt med skuffelser til alle - fra løgnagtig reklameføring og middelmådig grafikrenovering, til tekniske problemer og kreativitetskværkende brugeraftaler. Jeg kan stadig rose, hædre og elske spillet for den umiskendelige kerne som på sin vis består, under alle murbrokkerne og de brudte løfter. Den del af et spil som næsten tyve år efter sin udgivelse - og en jammerlig genudgivelse - stadig bibeholder en vis appel. Men det er en dråbe i havet eller, med en kunstlet sammenligning, som at hylde den hadfrosne Lich King for det gode han gjorde, mens han endnu var Arthas Menethil, før mørket tog ham.
Warcraft 3: Reforged er en miserabel affære og jeg gider ikke skrive mere om det. Spillet er en hul genudgivelse af et af nullernes, af min generations, bedste og vigtigste spil - af det spil som for alvor satte Blizzard på industriens figurative landkort. Det er en skyggefuld dobbeltgænger, en tronrandende genganger, hvor tilføjelserne virker utilstrækkelige - og manglerne utilgivelige. Havde Warcraft 3: Reforged så bare været en tro kopi af originalen, i højere opløsning og med forøget billedhastighed, så havde resultatet i det mindste været en tilstrækkelig praktisk, om end stærkt uambitiøs måde at opleve spillet på.
Som det står, er Warcraft 3: Reforged ikke engang det. Det er en forsømt mulighed for at (gen)introducere en gammel klassiker til nye og gamle spillere - og vigtigere endnu, en forspildt chance for at rense den gradvist grimmere smag som udgivernes handlinger har efterladt i munden på os andre.