Dansk
Gamereactor
artikler

Warcraft 3: The Frozen Throne

Der er ingen tvivl om at et af computerspilbranchens største vidunderbørn i dag er det amerikanske firma Blizzard.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der er ingen tvivl om at et af computerspilbranchens største vidunderbørn i dag er det amerikanske firma Blizzard. Med titler som Starcraft, Diablo og Warcraft, samt support fra en af de mest fanatiske fanskarer overhovedet, sidder Blizzard i dag som en af de absolutte forløbere for, hvordan elektronisk underholdning bedst laves. Gamez var en af de få indbudte, som var så heldig at blive inviteret til Los Angeles for at få en snak med Bill Roper og Rob Pargot om den kommende udvidelse til Warcraft 3, nemlig The Frozen Throne. Fans af serien bør allerede nu begynde at spare op, for her er en udvidelse som ingen bør gå glip af.

Efter lidt tumult med at finde stedet (stol aldrig på ellers overbevisende engelske journalister, når de siger at de ved hvor man skal hen) fandt vi frem til en lettere anonym bygning der skulle vise sig at huse en af Blizzards afdelinger. Efter at have sat sig til rette ved et stort rundbord og blevet vartet op af den amerikanske pressechef, var Roper klar til at demonstrere Blizzards nyeste skud på RTS stammen. Med musen i hånden, og et intenst blik på skærmen skulle der ikke gå mange sekunder før han var godt i gang med demonstrationen af et spil, som han uden tvivl allerede var dybt betaget af. Sideløbende fortalte han lystigt om alle de nye ting der bliver at finde i den nye udvidelse, og hvorfor de forskellige finpudsninger af det originale gameplay var blevet fortaget.

Historien i The Frozen Throne, fortæller om den fortsatte kamp mellem the Undead, Nightelves, og the Human Alliance som menneske racen er blevet omdøbt til, efter at Highelverne, som næsten var uddøde i slutningen af udvidelsen til Warcraft 2, har besluttet at sig for at kæmpe sammen med menneskene. Disse tre racer er nu i en heftig kamp på tid, for at få fat i The Frozen Throne som er et våben efterladt af the Lich King, der vil sikre garanteret herredømme over den resterende verden. Orc-racen er dog ikke glemt, denne har i midlertidigt fået sin egen kampagne som fortæller om hvordan Throll igen prøver at opbygge den engang så mægtige race.

I modsætning til hvad der sørgeligvis er blevet normalt, at forvente fra udvidelser til spil, har Blizzard en lang historie at velfungerende og ret omfattende udvidelser. Fra Broodwars til Starcraft og Lord of Destruction til Diablo er der tale om imponerende udvidelser, og det er specielt Broodwars de har ladet sig inspirere af med The Frozen Throne. "Vi ville smide en masse nyt ind i spillet" siger Bill entusiastisk, og heldigvis skal det vise sig ikke at være nogen overdrivelse i denne udvidelses tilfælde.

Dette er en annonce:

En ny Hero, og to nye units er det blevet til for hver race. Det er dog kun blevet til to nye bygninger, hvor spilleren kun har adgang til selv at bygge den ene. Denne bygning, en Store (butik), giver dog spillet helt nye muligheder. Som spilleren udvikler sit Tech Tree, bliver det muligt at købe mere og mere eksotiske items i butikken, og enkelte items bliver endda unikke for hver race. Når Tech Treet er fuldt udviklet er der endvidere mulighed for at købe et ultimate item, som for f.eks. Humans er et såkaldt Ivory Tower, som er et slags udkigstårn som kan placeres over alt på mappen, uden man behøver at ofre figurer eller ressourcer på at bygge det.

Den anden nye bygning som også bliver at finde i udvidelsen, er en Tavern hvor det bliver muligt at hyre såkaldte Mercenaries. Da vi snakkede med Blizzard havde de knapt implementeret denne nyhed endnu, og havde derfor stadig lidt svært ved helt præcist at fortælle hvor anderledes disse neutrale Heroes ville blive fra racernes egne Heroes. Et par ting stod dog klart: det ville blive muligt at bruge enhver enhed til at hyre disse Heroes, og det ville stadig kun være muligt for hver race at have tre Heroes i sin hær. Selvom Warcraft 3 havde en meget overbevisende verden, har Blizzard alligevel designet tre helt nye såkaldte Tile Sets som skal sørge for at selv inkarnerede Warcraft 3 fans, får nogle nye baggrunde til de voldsomme kampe. En af disse er Sunken Ruins hvor Blizzard specielt har satset på at implementere vand som et større aspekt. Således vil det enkelte steder være muligt at hyre en Goblin til at sejle sine figurer.

Et helt unikt tiltag mht. til de forskellige maps, er dog at det denne gang skulle blive muligt at linke flere maps sammen til en kontinuerlig mission. Således er det muligt at aktivere en kontakt på en map, som åbner en port på en anden map hvor en mission skal gennemføres, for til sidst at vende tilbage til den første map for at fuldføre banen. Specielt dette aspekt skulle give helt nye muligheder, til alle de folk som har lavet forskellige mods til Warcraft 3. Denne nyhed vil dog, med højeste sandsynlighed, kun komme til at virke i single player, da Warcraft 3 enginen ikke har mulighed for at koordinere flere spilleres indvirkning på verdenen i realtime.

Selvom Warcraft af dets mange fans er blevet kaldt et af de mest velafbalancerede RTS spil nogensinde, har der alligevel været enkelte svagheder ved de forskellige racer, som Blizzard har ønsket at eliminere med den nye udvidelse. Således er Human racen bl.a. blevet bedre til at indtage stærkt fortificerede byer via deres nye Dragonhawk enhed, og ligeledes er de resterende racer blevet stærkere på punkter hvor Blizzard og det store fanfølge før mente de havde en ulempe. Det var enormt overbevisende at høre udviklerne påpege selv de mindste balanceproblemer, og fortælle om hvordan de havde tænkt sig at rette dem i denne omgang, og det gav et tydeligt billede af at Blizzard virkeligt arbejdede på at gøre spillet så perfekt som muligt.

Dette er en annonce:

Teknisk var der ikke sket så meget siden sidst, Rob fortalte at Blizzard ikke ville øge systemkravene for på den måde at skræmme købere af Warcraft 3 væk. En finpudsning af den originale Warcraft 3 engine var det dog blevet til, og spillet skulle denne gang derfor køre endnu mere flydende end sidst. Grafisk bedre eller ej, kunne det dog ikke benægtes at nogle af de nye spells var superlækre, og helt sikkert nok skal få spillets mange fans til at klappe i deres små hænder.

Da demonstrationen var færdig, var der tydeligt et par journalister som sad lidt målløse tilbage. Selvom The Frozen Throne er en udvidelse, er det mange ligaer fra det man normalt forbinder med ordet. Udvidelsen vil med største sandsynlighed komme til at fange inkarnerede fans igen, men muligvis også lokke et par nye til med et endnu mere raffineret og finpudset gameplay.

Mens vi alle var på vej tilbage til hotellet, kunne man ikke slippe tanken om alle de nye muligheder The Frozen Throne vil give til Warcraft 3 verdenen. Det ser unægteligt ud til at Blizzard igen er på vej til at overgå sig selv, og resultatet vil forhåbentlig kunne nydes denne sommer.



Indlæser mere indhold