Wall-E

Pixar og Disneys samarbejde behøver vidst ikke nærmere introduktion. Siden Toy Story viste os en ny dimension af animation tilbage i 1995 har Pixar gang på gang skubbet barrieren for hvad der er muligt at lave og skabe i den 3-dimensionelle verden. Hverken Dreamworks eller Disneys eget animationsstudie kan hamle op med Pixar-studiets spillefilm, dog med undtagelse af den lidt for forudsigelige Biler, hvilket i mine øjne er en lidt kedelig plet på deres cv. Når det er sagt, så råder deres nyeste værk uendelig meget bod på dette, og beviser med fulde at grænserne for fantasi, mod og kreativitet ikke kan spottes med det blotte øje. Wall-E er på nyskabende i mere end en forstand.

Vi befinder os i fremtiden, en fjern fremtid. Menneskerne har for længst forladt Jorden i en utilgivelig tilstand fyldt med skrald og forurening. Planen om at få robotter til at rydde Jorden op er fejlet, og tilbage befinder der sig kun én lille robot ved navn Wall-E. Trofast bruger Wall-E dagen på at rydde op i de uendelige bunker af skrald menneskene har efterladt. Dog har alle de efterladte genstande skabt en sær nysgerrighed hos den ensomme robot og resultatet er en container fyldt med menneske objekter hvilket får en ellers død metalboks til at fremstå som et hyggeligt hjem for Wall-E.

Nysgerrigheden rammer dog sit højdepunkt da der en dag som et lys fra himlen falder en robot ned på jorden. Robotten hedder EVE(Extraterrestrial Vegetation Evaluator) og minder mest af alt om et fremtidigt produkt fra Apple i sit rene design og smukke ydre. Forelskelse opstår hos den lille Wall-E og et dybt venskab begynder at slå rødder mellem de to. Alt dette ændrer sig dog da Wall-E viser EVE en levende plante som han har fundet. Dette bliver startskuddet til en rumrejse langt udover det sædvanlige.

Der går lang tid, næsten 20 minutter inden der er nogen der snakker i filmen. Lige udover forskellige efterladte jordiske reklamespots for den verden som blev lovet, er der ingen udover Wall-E og en lille kakerlak i starten. Dette er nok noget af det mest fascinerende jeg længe har set, for hvordan Pixar og Disney har formået at skabe en robot så menneskelig og udtryksfuld er mig et mysterium. Wall-E formår med få bevægelser og nogle skinnende kikkertøjne at levere de mest følsomme ansigtsudtryk uden at virke karikeret.

Produktionen er et stykke for sig. Alt fra den efterladte Jordklode til scenerne i rummet bliver fortalt på en magisk, næsten euforisk smuk facon, og valget af musikken i filmen er lige i øjet, med geniale referencer til både Rumrejsen 2001 og gamle Disney musicals.

Det eneste der i min bog holder Wall-E fra at være den totale 10-tals oplevelse er dog fremstillingen af mennesket anno 2805, som i mine øjne bliver lidt for bløde i kanterne og ikke helt stemmer overens med resten af den unikke filmfortælling. Det er som om filmen visse steder ville have klaret sig bedre uden replikker, for det er trods alt EVE og Wall-E's eventyrlige rejse der klarer sig bedst når det kommer til stykket.

Wall-E handler om kærlighed og om at rive sig fri fra det trivielle, og sidstnævnte bliver fantastisk beskrevet da en af menneskene river sig løs fra luksuslivet og råber, "Jeg vil ikke overleve, jeg vil LEVE!".

Disney og Pixars to forelskede robotter vil i min bog stå som en af de bedste animationsfilm nogensinde, og dens unikke historie og magiske billedside, samt et fantastisk soundtrack vil få dig til at grine, græde og juble. Se filmen, Wall-E er et must og jeg elsker den.