Vores foreløbige anmeldelse af Black Myth: Wukong

Som du måske allerede har læst, så fik Gamereactor ikke udleveret kode til Black Myth: Wukong i tide, og har derfor været nødsaget til at vente lidt ekstra. Nu deler Ketil foreløbige indtryk, og smækker en midlertidig score. Bare rolig, vi opdaterer den når Ketil er færdig, men midt i en vild udgivelsesperiode tænkte vi lige at publicere nogle foreløbige indtryk. Herunder finder du Ketils tekst.

Nogle gange ender fortællingen om et spil med at blive langt større end dets faktiske indhold lægger op til. Bevares, Black Myth: Wukong er da, indtil videre, en ganske spændende størrelse med dets litterære ophav, velfungerende kampsystem, inciterende verden og spektakulære bosskampe, men her 10 timer inde fremstår det som et imponerende, om end ujævnt, actionspil, der mekanisk låner i rigelige mængder fra sine artsfæller og ikke som sådan gør noget, der burde kunne trække de overskrifter, det har gjort op til - og under - lanceringen.

Når Black Myth: Wukong er i stand til at generere så mange think pieces og starte så mange diskussioner, skyldes det i høj grad det, spillet repræsenterer. Som den første højt profilerede, traditionelle AAA-titel fra Kina, er det blevet et symbol på den kinesiske spilbranches mulige indtog i Vesten. Ja, faktisk en brik i det større indtog af kinesisk industri i vores del af verden, hvor Kinas rolle nu ikke længere kun er at producere vestlige virksomheders produkter, men selv være eneafsender på biler, solcellepaneler og altså også computerspil. Vi har tidligere set for eksempel HoYoverse have massiv succes med især Genshin Impact, men Black Myth: Wukong er alligevel et nyt kapitel, fordi det som et singleplayerspil uden mikrotransaktioner og et prisskilt på 500 kr., smager mere af de prestigetitler som typisk kun kommer fra Japan, Europa og USA.

Samtidig har det fra første trailer set vanvittigt imponerende ud med sin smukke grafik, flydende kampe og opfindsomme bosser. Men, for der er jo altid et men, ville slutproduktet nu også kunne leve op til trailerne, eller ville luften vise sig at være lige lovlig varm? Game Science har jo primært kun erfaring med langt mindre titler, og spilbranchen har de seneste år været rig på store løfter og små resultater fra mere eller mindre obskure udviklere. Dermed er Black Myth: Wukong nærmest blevet synonymt med Kinas ambitioner på AAA-fronten. Succes kan åbne døren på vid gab, mens fiasko gør den noget sværere for kommende spil som Phantom Blade Zero at lirke op.

Nu er det her så og baseret på de første to kapitler, er min lidt kedelige konklusion, at Black Myth: Wukong hverken sparker døren op, eller får fingrene i klemme i den. For selvom spillet gør flere ting rigtig godt, er det også et tydeligt bevis på, hvor svært det er at lave en virkelig vellykket popcornbasker af et actionspil.

Lad os starte med det gode. Når kampsystemet virkelig udfolder sig, er spillet en absolut fornøjelse. Det gør det jævnligt i mødet med de bosser, som fylder meget mere i landskabet, end vi er vant til i artsfæller som Dark Souls og God of War - to serier som Black Myth: Wukong placerer sig nogenlunde midt imellem. Systemet er bygget op omkring brugen af lette angreb, du benytter for at spare op til et tungt angreb, der giver langt mere skade. De fleste bosser er dog aggressive, og da jeg indtil videre ikke kan blokere eller parere, handler det om at undvige. Dertil kommer brugen af en række spells, der fungerer som esser i ærmet. Jeg har for eksempel haft stor succes med at spare om til mit tunge angreb, fastfryse fjenden med Immobilize for så at sætte mit tunge angreb ind på den sagesløse modstander.

Pluck er også nyttig, da den hidkalder en hær af kloner, som tæsker løs på fjenden, mens Cloud Step laver en kopi af dig, som distraherer fjenden og muliggør et bagholdsangreb. Du kan have fire spells på hånden ad gangen, og deres cooldown er lang nok til, at du tvinges til at variere din brug af dem, men stadig kan have favoritter. Især fordi min mana indtil videre ikke helt rækker til, at jeg bare kan benytte dem ukritisk, når de er klar.

Kombinationen af et bossgalleri der både visuelt og moveset-mæssigt er imponerende varieret, og det responsive kampsystem, der både kræver timing og taktik, gør de hyppige kampe mod spillets bosser til spillets største styrke. Når jeg duellerer mod gigantiske bjørne eller bloddryppende kung fu-tigre, elsker jeg Black Myth: Wukong. Det er spektakulær, smuk og neglebidende blockbuster-underholdning fra øverste skuffe.

Desværre står det knap så godt til ind imellem disse fremragende kampe. Der er blevet gjort meget ud af at diskutere, om spillet er en Soulslike eller ej, for det har en masse elementer, som FromSoftware populariserede. Udfordrende bosskampe, en genopfyldelig health-flaske, en stamina bar der skal tages hensyn til, samt checkpoints der manuelt skal aktiveres.

I modsætning til for eksempel Dark Souls er spillets områder dog meget mere ligetil og har næsten ikke noget af det kringlede design, der folder sig ind over sig selv. Og i modsætning til bosserne er områdernes mobs ret nemme at gøre kål, hvilket på skuffende vis sætter det ellers glimrende kampsystem i dvale. Det gør tiden mellem bosskampene betydeligt mindre ophidsende. Der er som sådan ikke noget galt med lineært banedesign, men Black Myth: Wukongs områder er, på trods af deres linearitet, forvirrende at begive sig igennem. Der mangler fikspunkter til at give dig en fornemmelse for, hvor du er på vej hen, især fordi de skove og ørkenslugter, der indtil videre har udgjort hoveddelen af miljøerne ofrer overskuelighed for et mylder af detaljer.

Det hjælper heller ikke, at historien ikke gør det store for at kontekstualisere den rejse du er på. Din overordnede mission er klar, men i de enkelte kapitler er det svært at gennemskue, hvor du er på vej hen. I det hele taget er historiefortællingen uengagerende og plottet svært at følge. Jeg anerkender, at mit kendskab til Rejsen mod Vest og kinesisk mytologi er et stykke fra de græske og nordiske pendanter, men en historie skal også kunne stå på egne ben, og det gør Black Myth: Wukongs indtil videre ikke.

Som ethvert andet AAA-spil med respekt for sig selv, er der naturligvis også crafting af våben, rustninger, consumables samt et robust skill tree. Craftingen er indtil videre overskuelig om end på den simple side, mens skill tree'et er klart mere robust, og giver gode muligheder for at skræddersy din karakter inden for de trods alt klart definerede rammer, spillet sætter op.

Som sagt er jeg kun ca. en tredjedel gennem Black Myth: Wukong og er derfor ikke klar til at smække en endelig karakter på det endnu. Hvis jeg skulle give det en score her og nu, ville jeg lande på en flyvsk 7'er. Skal spillet kravle højere op, kræver det, at bosskampene bliver ved med at levere (ja, måske bliver endnu bedre), at miljøer forbliver visuelt imponerende og at sektionerne mellem de klimatiske bosskampe strammer sig lidt an.
Jeg vil fortsætte min færd mod vesten og opdatere denne tekst, når jeg har dannet mig et mere fuldendt indtryk. Jeg kan dog allerede anbefale det til jer, der synes, at hverken God of War eller Dark Souls har helt nok hæsblæsende bosskampe.