Vi tonser videre med vores E3-forudsigelser, og nu er vi nået til Microsoft. Det er nok ikke alle der er vågne under årets første E3-konference med Bethesda, så i stedet kan man spare energi og koncentrationsevne op til Microsofts store show, som starter d. 15 juni kl. 18:30. Phil Spencer, chefen for Xbox-afdelingen, har allerede lovet os et fantastisk show ved flere anledninger, og det er her, at vores fantasi nærmest eksploderer af forhåbninger og drømme. Her er nogle af de tanker vi fik skriblet ned, med vores skælvende og forventningsfulde fingre.
D. 26 april blev Call of Duty: Black Ops 3 endelig offentliggjort. Vi var så heldige at prøve spillet tidligere i år, men de fleste har måtte nøjes med nogle små trailere. Dette bliver der ændret på under E3. Microsoft har i den seneste tid haft et godt samarbejde med Activision og Call of Duty-studierne, og dette kommer ikke til at ændre sig nu. Derfor tror vi, at konferencen starter med en gennemspilning af en del af spillets kampagne. Fremvisningen kommer til at vise de nye mekanikker i spillet, samt al den visuelle pragt, som Treyarch har arbejdet på med den nye grafikmotor. Selvfølgelig kommer de også til at offentliggøre, at udvidelsespakkerne kommer først på Xbox One.
Bare for lige at binde en sløjfe om de åbenlyse annonceringer, fortsætter vi med Halo 5: Guardians. Dette bliver første gang, at vi oplever gameplay fra historiedelen af spillet. Vi var imponerede over betaen, men nu ønsker vi at se hvad 343 Industries kan tilbyde på historiefronten, nu hvor der er nye maskinkræfter at lege med. Vi tror nok, at de kommer til at vise en sekvens, hvor man spiller som Master Chief, og sparer Agent Locke-delen til spillets lancering. Som en ekstra bonus spår vi, at Microsoft annoncerer en beta under konferencen, som også tilbyder seriens velkendte køretøjer.
Microsoft fik meget opmærksomhed på sidste års Gamescom-messe. Meget af den var positiv, men de fleste husker den kontroversielle Rise of the Tomb Raider-skandale. De var nemlig meget vage omkring udsagnet "eksklusivt på Xbox. Mange tænkte ikke over, at de præsenterede udgivelsesvinduet som "efteråret 2015", og de tolkede det derfor som, at spillet ville forblive eksklusivt for altid. Spencer har flere gange markeret, at spillet kun er Xbox-eksklusivt i en vis tidsperiode, men der er altså ingen tvivl om, at de fleste nu tænker på Xbox, når de hører om Rise of the Tomb Raider. Det kommer Microsoft til at udnytte for fuld skrue på E3-messen. Vi forventer en 10-minutters demonstration, hvor de blandt andet viser os hvordan de fokuserer på gravudforskning denne gang. Det hele afsluttes selvfølgelig med en udgivelsesdato. Siden Microsoft ønsker lidt pusterum imellem storspillene, tror vi at Rise of the Tomb Raider vil udkomme i starten af november. Så får Halo 5: Guardians og Forza Motorsport 6 lidt tid for sig.
Når nu vi er inde over Forza Motorsport 6, kan vi lige så godt fortsætte med denne populære bilserie. Det bliver nok ikke til en gennemspilning, men en trailer og en udgivelsesdato er en selvfølge. Chancen er meget stor for, at spillet vil blive lanceret i september, siden Microsoft sandsynligvis satser på andre spilgenre i de sidste måneder af året. Xbox-ejere har ikke bare et spændende efterår i vente, for 2016 ser nu heller ikke så værst ud. Quantum Break skal lanceres til foråret, og det ønsker udvikleren Remedy nok at minde os om. Denne gang tror vi, at fokusset vil ligge på de specielle fjender, som kan bøje tiden på samme måde som hovedpersonen. Vi tror også, at de kommer til at snakke mere om den medfølgende tv-serie. Om planerne her er positive er vi dog ikke så sikre på, da chancen er stor for, at denne del af udviklingen er blevet lagt på is. Microsoft Entertainment Studios er jo blevet nedlagt, husker i nok.
Et nyt Crackdown blev annonceret med en CG-trailer under sidste års konference. Siden dengang har vi ikke hørt noget som helst fra spillet, så Microsoft kommer til at give os en lille trailer, som bruger gameplay i stedet for.
Indie-spil får stadig mere opmærksomhed af Microsoft. Under sidste års konference afslørede de blandt andet Inside, som er Limbo-skabernes kommende spil. Traileren vi fik serveret dengang vakte stor interesse, men vi fik ikke megen information. Denne gang vil vi have mere, og det tror vi at vi får.
Indie-spillene får dog fortsat ikke lige så meget opmærksomhed af Microsoft som af Sony, så efter nogle få minutter med Indie-annonceringer, går de over til en præsentation af Scalebound. Platinum Games er kendt for deres intense og underholdende kampsystemer, og når de samtidig inkluderer evnen til at stjæle fjendens egenskaber, bliver vi i hvert fald interesserede. Sidste år fik vi ikke nogle konkrete detaljer under konferencen, og folk måtte derfor spørge ind til annonceringen ude på messegulvet. Denne gang tror vi derfor, at der bliver mere snak om spilmekanikkerne og lignende under selve konferencen, så alle får øjnene op for, hvad Microsoft håber bliver et nyt mesterværk fra den populære udvikler.
Hen imod slutningen af konferencen tror vi, at Microsoft prøver en lille finte af. De kommer til at vise os en lille teaser-trailer fra Gears of War 4, som afsluttes af annonceringen af Gear og War: Ultimate Edition. Dette vil være den berygtede samling af Gears of War-serien til Xbox One, og med tanke på at mange har fået testet online-delen allerede, er der en chance for, at samlingen vil være klar så tidligt som i slutningen af juli.
Du tænker måske, at konferencen ender med det. Vi tror derimod, at de afslutter med annonceringen af det spil som Rare arbejder på. Studiet, som er mest kendt for spil som Banjo-Kazooie og Viva Pinata, har længe arbejde på Kinect-spil. Phil Spencer har dog sagt, at dette ikke længere er tilfældet, og enkelte rygter går på, at studiet arbejder på en gysertitel. Det er noget af en omvæltning må man sige, og det gør os kun mere spændte.
Dette er bare nogle af vores forudsigelser for Microsofts E3-konference, for vi ved alle, at der også kommer til at være en del afsløringer af udvidelser og opdateringer til allerede kendte titler. Til dem som studser over, at vi ikke nævner Halo 5- og Tomb Raider-bundles, tror vi ikke at disse vises frem før Gamescom i august. Det samme med Fable: Legends og HoloLens. Som i kan se i vores forudsigelser, vil konferencen blive tæt pakket, så noget må de gemme til messen i Tyskland. Vi får det endelige svar kl. 18:30 d. 15 juni.