Viewtiful Joe 2

Selv med skyhøje forventninger, var vi mange her på redaktionen, der ikke kunne modstå det originale Viewtiful Joe, da det endelig landede. Spillet var som en slags kærlighedserklæring til en genre, som mange af os troede var død i slutningen af Super Nintendo-æraen, men krydret med fantastisk grafik og lækre superkræfter. Selvom del to ikke kan nyde fordel af overraskelsesmomentet, er her dog tale om en solid opfølger, som mest af alt er mere af det samme, med den ene forskel, at man nu har valget mellem to forskellige figurer.

Helt ligesom i det første spil har man endnu engang kontrollen over Joe, der ved hjælp af sine VFX-superkræfter er i stand til at sløve spillet ned i en slags slowmotion, bevæge sig med lysest hast og sidst men ikke mindst, at fokusere kameraet på ham selv, hvilket giver mere kraft til slag og spark. Teamet er dog denne gang blevet udvidet med hans kæreste som spilbar figur, og udstyret med bl.a. pistoler har man nu muligheden for at kæmpe på lang afstand. Silvia bringer dog også sine egne VFX-kræfter med til holdet, og foruden muligheden for at skrue tiden ned i tempo, samt fokusere kameraet på hende, har hun også den unikke Replay-mulighed, der giver dig chancen for at gentage den samme bevægelse tre gange i træk, hvilket kan være utroligt effektivt i flere af spillets mest hektiske kampe.

Hver bane er endnu engang bygget med forskellige filmtemaer som inspiration, og fjenderne er mindst lige så originale som i det første spil. Farten er dog skruet væsentligt op, og du tvinges i langt højere grad til at bruge dine VFX-kræfter i del to. At man hele tiden har valget mellem de to figurer giver et friskt pust, om end forskellen ikke er kæmpestor. Silvia er en smule hurtigere og Joe en smule stærkere, men i praksis vil det være de færreste som når at tænke så langt, når spillet først virkelig kommer i gang.

Var man ligesom os her på redaktionen vild med stilen og charmen bag det første spil, vil også del to være en kærkommen oplevelse. Netop fordi spillet er holdt på et 2D-plan, har Team Clover haft rigelig med mulighed for at proppe spillet med flotte effekter og referencer til moderne popkultur. Joe selv ligner stadig en krydsning af en Power Ranger og Ultraman, og Silvia er en underlig blanding af en cheerleader og starthalvfemsernes bud på fremtidig mode. Kombinerer man den fantastiske stil med overdrevene skrig og skrål fra Joe og Silvia, såvel som mange af de fjender man møder, har man en cocktail, som er mindst ligeså eksplosiv, som da vi gjorde bekendtskab med den i det første spil. Team Clover beviser ganske enkelt endnu engang, at stil ikke har noget at gøre med, hvor mange dimensioner man bevæger sig i.

I og med at der ikke er sket de store forandringer i del to af serien, finder man dog de samme forcer og ulemper, som klassificerede det første spil. Selvom det første spil udkom i 2003, har der endnu ikke været særligt mange spil i 2D-platformgenren som har kunnet røre det, og derfor forekommer del to også stadig frisk. Sammenligner man de to spil er der ganske vist ikke sket særligt meget, men i en genre som ser så få spil, kan mere af det samme også være alt hvad der er brug for engang i mellem. Desværre betyder det uændrede gameplay også, at Viewtiful Joe med al sandsynlighed igen kun vil appellere til et publikum, som i forvejen kender til genren, og med al sandsynlighed også har spillet det første spil.

Viewtiful Joe 2 er en opfølger som man kender dem bedst fra Capcom, og selvom der ikke er sket det helt store med det originale gameplay, vil fans af det første spil have et helt nyt eventyr at give sig i kast med.