Kan du huske at vi tidligere havde en nyhed om at Viagame søgte en såkaldt Shotgun-kører, der skulle køre en runde på den digitale version af Circuit de Catalunya, mens han befandt sig i en Renault Mégane RS 265 RB8 Limited Edition der med 200km/t, kørte på den virkelige version af banen?
Vinderen af konkurrencen, og den første Shotgun-kører vi kender til, blev den svenske gamer Fredrik Brolin, der efterfølgende brugte 3 - 4 timer hver dag på at fintune sine færdigheder. Som han selv siger, var han dog stadig nervøs for om han ville kaste op eller ende med en slem hovedpine i konkurrencen, da ganske få har mulighed for at øve sig på at spille et computerspil, mens man bevæger sig med så høj fart.
Computeren blev installeret af Lars Liljegren, der havde vundet rollen som hardware-specialist. Liljegren installerede således en specialfremstillet ASUS-computer, et Logitech G27-sæt med rat og pedal, samt en skærm der naturligvis alle sammen skulle kunne klare lidt af hvert.
På trods af de særlige omstændigheder, lykkedes det Brolin at vinde løbet, men en margin på 4 sekunder, hvilket angiveligt gav yderligere udfordring, da Brolin ofte gav gas i spillet, mens racerkører Peter Tärnström eksempelvis var i gang med at bremse.
Vi ønsker Fredrik Brolin (og Lars Liljegren) tillykke med sejren og titlen som Shotgun-kører.