Vi tog til Paris for at prøve Far Cry 5

Som vi langsomt nærmer os udgivelsen af det femte kapitel i den store spilserie, så bliver det kun tydeligere og tydeligere, at Far Cry 5 sigter efter at tjene to separate publikummer, et spil der forsøger at gøre alle slags spillere glade ved at blande absurde elementer med en seriøs tone. På den ene side tilbyder spillet masser af systemer der arbejder sammen, og skaber en overdrevet men underholdende oplevelse. På den anden side trækker spillet dig på tværs over en gigantisk verden fyldt med aktiviteter, der alle forsøger at etablere en seriøs historie. Der er masser af eksplosioner og gakkede dyrekompagnoner, men det hele foregår i en undertrykt verden fyldt med døde civile, der er blevet hængt op til offentlig skue for at vise hvad prisen for forædderi er. Det en virkelig morsom kooperativ oplevelse, og et beskidt singleplayer-eventyr på samme tid. Du kunne argumentere for at spillet forsøger at være "jack of all trades", men betyder det også at det er "master of none"?

Vi vil forsøge at undgå dette spørgsmål lidt ved at sige, at det er for tidligt at sige noget som helst med absolut sikkerhed. Vi satte os ned for nylig i Paris, og spillede Far Cry 5 i næsten fire timer, og vi spillede både igennem spillets introduktion, undersøgte den store åbne verden i co-op og blev gjort bekendt med alle systemerne. Baseret på denne relativt lille oplevelse med spillet, så ser vi så sandelig frem til at spille det hele igennem senere på måneden, men vi er dog en kende bekymrede for selve tonen, men det vender vi tilbage til senere.

Det mest opløftende vi har at rapportere er selve spillets verden; den er fantastisk. Åbningen af spillet er en filmisk perle, hvor du og dit hold af politiofficerer begiver jer ind i den fæstning der drives af Joseph Seed og hans følgere - fæstningen hedder Eden's Gate. Det er en mildest talt intimiderende start, der introducerer os for alle hovedrollerne i denne farefulde fortælling, hvor Joseph og hans søskende agerer kerne, dog omringet af masser af hjernevaskede borgere, der følger ham og hans sag blindt. Vi fløj ind i en helikopter, steg ud og begav os imod en centralt beliggende kirke, der var omringet af uhyggelige statuer. Vi vil ikke ødelægge hvad der sker derefter, men det er nok at sige at det ikke går synderligt meget efter bogen, og det varer ikke længe før de mange officerer er blevet spredt som vinden. Nu er du alene, en mand eller kvinde (da karakteren denne gang kan visuelt tilpasses), og du bliver reddet af en overlevende kaldet Dutch. I den relative sikkerhed der er Dutch' bunker begynder vores mission først rigtigt, og det er at etablere en modstandsgruppe, og påbegynde slaget imod Seed og hans flok.

Så langt, så godt. Ubisoft har demonstreret gang på gang, at de kan levere en åben verden af høj kvalitet, og Far Cry 5 lader så sandelig til at fortsætte denne tradition. Det handler dog ikke kun om at begive sig ud på et eventyr alene, fordi co-op er også en del af hovedspillet, og det gælder både med andre og med en kunstig intelligens. Når vi spillede med én af de AI-styrede kompagnoner kunne vi virkelig mærke indflydelsen fra Ghost Recon: Wildlands, og der er et stærkt fokus på at koordinere når man er i kamp. Selvom vi ikke fik chancen for at benytte den helt nye følgesvend, nemlig bjørnen Cheeseburger, heller ej hunden Boomer, så fik vi da muligheden for at redde en fyr kaldet Dan Smith fra den visse død. Derefter sluttede han sig til os som kompagnon. Du kan diregere din AI-ven rundt, og sågar vælge hvilke fjender de skal skyde på, men du kan også bare lade dem hænge på, og følge dig ind i hver en kamp du står overfor. Det er op til dig.

Ligefyldig hvem der har din ryg, så er meget af den gode gamle Far Cry-formular bibeholdt her, for vi hoppede ud af biler og op på quad bikes, fløj i helikoptere og gled ned af zip-liner. Der er en bue, og nærkampsmekanikker for spillere der foretrækker at snige sig, og naturligvis et stort arsenal af mere larmende våben - der er noget til enhver situation. Endnu en gang skal du jage dyr, store som små, men vi blev dog alligevel overraskede over hvor mange dyr der befandt sig i den åbne verden i denne omgang. Måske er der endda lidt for mange, da vi i hvert fald fik dræbt et dusin bjørne, såvel som ulve og endda en jærv i ny og næ. Man skal selvfølgelig bruge de døde dyrs skind til at lave nyt grej, præcis som vi kender det.

Et andet aspekt der lader til at være intakt i Far Cry 5, er den åbne struktur som serien er blevet så kendt for. At gå dynamisk fra ro til anarki har altid været en integreret del af Far Cry-oplevelsen, og Far Cry 5 er ingen undtagelse. Vi blev lovet flere værktøjer at lege med, og fik udleveret en række våben vi kunne bruge i løbet af vores tid med spillet, og efter noget tid stod det klart, at det gameplay, de mekanikker du forventer er en del af spillet er blevet bibeholdt til punkt og prikke. Under én sekvens kom vi i kamp midt på en bro, og flere og flere soldater blev ved med at møde op. Vores co-op-ven måtte bide i sandet, og vi valgte derfor at hoppe udover ned i floden under broen. Derefter svømmede vi op på land, plejede vores sår, og faldt de resterende soldater i ryggen. På et andet tidspunkt sneg vi os ind i en fjendtlige fæstning, og satte pile i fjendtlige kranier i sekvens, indtil vi kunne fjerne alarmen. Om hvorvidt du kan lide knive eller granater, så har Far Cry 5 din ryg.

Efter at være blevet reddet af Dutch fik vi et hurtigt kig på de mange tilpasningsmuligheder spillet kan tilbyde, og derefter skulle vi afsted for at starte vores modstandsbevægelse. Det ultimative mål var at frigøre et større område fra Seed-familiens kontrol. Der er fire forskellige måder hvorpå spillere kan gøre dette; redde civile, indtage fæstninger, smadre kultens ejendomme og gennemføre opgaver for Dutch og hans venner. Ideen er at du konstant opbygger dine styrker, og arbejder med de lokale om at kæmpe imod kultens overtagelse. Verdenen er inddelt i tre separate regioner, og ligesom i Wildlands er hver af dem kontrolleret af en underchef. Far Cry 5 forsøger sig med noget lidt nyt, for spillet er ikke lineært, men i stedet kan du takle disse underchefer i den rækkefølger du synes er rammende ved at tilgå missionerne sådan som du ønsker. Når du har fyldt et bestemt parameter, så kommer de efter dig.

Selvom selve strukturen er blevet redesignet en kende, så føltes Far Cry 5 genkendeligt på den gode måde, via en solid blanding af taktisk snigeri og storslået action. Kast et par sjove dyr ned i den smeltedige, sammen med den dynamiske verden og tonsvis af frihed til spilleren, og så har du alle de ingredienser der gør serien til det den er. Bekymrende er det dog, at vi har set en del fejl, og disse bliver ved med at stikke deres grimme hoved frem, deriblandt "hit detection", altså om hvorvidt spillet opfatter om hvorvidt dine projektiler rammer eller ej. Netop denne del af spillet lader til at være lidt rug, og ikke helt så finpudset som vi måske havde forventet. I det hele taget er der en hel del tekniske spidsfindigheder der skal rettes inden udgivelsen senere på måneden.

Endnu en gang tyder det på at Ubisoft har lagt an på lidt af et festmåltid for alle dem der har hang til dynamiske åbne verdener, og efter vores tid med spillet glæder vi os meget til at opleve hele det færdige produkt. Meget af den glæde stammer simpelthen fra genkendeligheden, at vi kan se frem til at vende tilbage til den designfilosofi vi har stiftet bekendtskab med løbende siden udgivelsen af Far Cry 3. Stadig, det hele afhænger af om Ubisoft kan finde den svære balancen i tonen, imellem det seriøse og det absurde, og her balancerer de på et knivsæg. Forhåbentlig sidder den i skabet, og endnu mere håber vi at de tekniske fejl er rettet inden d. 27 marts.