Vi spiller Directive 8020 en sidste gang inden lanceringen

Det gik for mange lidt uset hen, men i 2022, blev spilstudiet Supermassive opkøbt af Nordisk Film. Før var de ejer af en betydelig andel, men nu hører udvikleren helt ind under Nordisk Films spilafdeling, hvilket sjovt nok gør Supermassives kommende spil, Directive 8020, til en af de større spilsatsninger i dansk historie. Gamereactor blev derfor inviteret til Valby, hvor vi fik en præsentation i Nordisk Films imponerende 360 scene omgivet af LCD-skærme. Det er selvfølgelig alt sammen opsætning og teater. Spørgsmålet er om spillet lover godt.

Directive 8020 er en del af Supermassives serie af spil de kalder Dark Pictures Anthology. Det fremgår ikke af titlen. For at gøre kommunikationen mere tydelig, har de valgt at droppe det vedhæng, men de understreger at spillet er en del af serien, og måske mere vigtigt, forgår i samme univers. Det er ikke en opfølger eller efterfølger til noget der er kommet tidligere, men man må antage at det følger de regler og tendenser de tidligere spil har sat. Placeringen er dog markant ændret, vi er langt fra spøgelseshuse og hjemsøgte hoteller. I stedet er scenen sat dybt i det ydre rum på rekognosceringsfartøjet Cassiopeia. Besætningen skal afsøge en planet som er blevet udvalgt til placeringen af en ny koloni fordi Jorden er, surprise, surprise, døende. Undervejs bliver skibet mødt af et uheld, og inden længe bliver besætningen jagtet af en skræmmende og mystisk skabning, både udefra og indefra.

Den fremmede livsform kan nemlige tage form som og imiterer dens ofre, mere eller mindre på samme måde som væsenet kan i 80'er filmen The Thing. Det er tydeligvis også fra denne gren af science fiction spillet tager sin inspiration, og her det gerne vil være. Visuelt ser det dog en del mere moderne ud i designet af teknologi, og grafikken er flot. Det meste vi så, var i diverse rum og korridorer på skibet, så ingen åbne vidder, men det kørte i hvert fald solidt.

Dark Pictures-serien har været fokuseret omkring valg i historien. Man spiller som forskellige figurer, og afhængig af ens valg og handlinger, kan fortællingen ændre sig. Det samme er fokusset i Directive 8020, men Supermassive har tillagt strukturen lidt mere traditionelt survival horror gameplay. Der er sekvenser hvor man skal snige sig rundt og forsøge at undgå de besatte besætningsmedlemmer, men der er ikke noget kamp. Bliver man fanget, kan man være heldig at slippe fri, men ellers er det game over. Hvor meget de sekvenser fylder i det store billede, må vi se ved udgivelsen. De fremstår forholdsvis kontrolleret. Selvom man kan snige sig igennem luger og luftskakte, skal man nok ikke forvente sig en oplevelse alla Alien Isolation. Umiddelbart virker det mere som et afbræk fremfor her fokusset primært ligger. Det er godt med nye tiltag, og mere gameplay-fokusserede sekvenser, men det er også godt at udviklerne holder fast i at det primært er et narrativt drevet spil. Der er få i industrien der laver spil på samme måde som Supermassive, og endnu færre der gør det godt.

I historien er der fem karakterer som man undervejs vil få lov at spille. Alle kan de nå til enden, og alle kan de nå at dø inden. Som noget nyt har udviklerne implementeret et system kaldet "turning points" som visualiserer hvordan narrativitet kan forgrene sig. Det har hidtil være noget som lå skjult i maskineriet i de tidligere spil, men for at opfordre spillere til at søge tilbage og prøver andre veje, har de valgt at tydeliggøre hvor forgreningerne sker. På den ene side kan det tage noget af mystikken fra historien, men creative director Will Doyle forklarede at deres oplevelse har været at spillere ofte ikke var klar over hvor meget historierne kunne variere, og med dette nye system håber de at folk vil gå tilbage og prøve andre veje. Derfor vil man også have mulighed for at gå tilbage til specifikke knudepunkter, enten senere hen eller lige med det samme, og prøve en anden løsning. Det virker fornuftigt. At skulle spille hele spillet igen for at prøve en anden vej, virker for omstændigt for mange.

Multiplayer vender også tilbage, både online og lokalt. Op til fem spillere kan være med, en til hver karakter, men alle spillere ser det samme. Der er ikke noget sideløbende gameplay som de forsøgte sig med i House of Ashes. Selvom spillet handler om et væsen der kan imiterer karaktererne, er der ikke noget med en skjult forræder eller Among Us-inspireret gameplay. Tanken var der, men det var for svært at realisere i denne form for multiplayer.

Generelt lover Directive 8020 godt. Det lader til at være sci-fi-horror som vi kender det, men også elsker det. Ligeledes bliver det et Supermassive-spil som vi kender og elsker dem, men med lidt nye tiltag strøget henover. Størrelsen og længde skulle det ligge et sted mellem Dark Pictures-spillene og de lidt mere omfattende titler som Until Dawn og The Quarry, og hvis niveauet holder fra det lille glimt vi fik, er der lagt i ovnen til en god gang uhygge der kan nydes på sofaen med venner og famile.