Vi rangerer Fable-spillene fra bedst til værst

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

E-mail *

Fulde navn *

Elskede, vidunderlige Fable. En evig kærlighed, der stædigt holder ved og nægter at give slip, trods hvad der bedst kan beskrives som en lang og forbandet kold vinter. Knuste drømme, løfter og ikke mindst en håndfuld gevaldige krampetrækninger til trods, så virker det nu endelig til, at vi får det Fable, vi alle har ventet så tålmodigt på. Så vær sød, Playground Games, skuf os ikke. Netop knuste løfter er jo noget, der har forfulgt Fable siden den spæde begyndelse. Hvem husker ikke Peter Molyneux, der begejstret talte om, hvordan man skulle kunne plante træer og se dem vokse i realtid. Serien har altid været fyldt med hans særprægede idéer, halvopfyldte visioner og en slags naiv tro på at kunne skabe den ultimative spilverden. Kompleks, dyb, sjov og klog. Med hånden på hjertet gik det jo sådan nogenlunde, men indimellem opstod der trods alt magi. Her er alle Fable-eventyr rangeret fra det værste til det bedste.

5. Fable Heroes (2012)

Helt ærligt, hvor mange af jer husker overhovedet det her? Det er svært overhovedet at kalde Fable Heroes for et rigtigt Fable-spil og det minder i stedet mest om et forhastet sideprojekt. Noget, der egentlig skulle have været noget helt andet, men som fik lov at låne brandet for at booste salget. I stedet for et rollespil fik vi en slatten arkadehistorie i form af et isometrisk actionspil, hvor charmerende figurer fra Albion blev reduceret til sjælløse brikker. Jo, der er farver, humor og lidt af den typiske Molyneux-absurditet tilbage i de flossede kanter. Men hjerte og sjæl, det mangler Fable Heroes fuldstændig. Det er et spil, der eksisterer uden grund, og som er fuldstændig glemt af en rigtig god grund. Suverænt det dårligste i franchisen.

4. Fable: The Journey (2012)

Kinect var en mørk periode for Xbox. I hvert fald for os kerne-fans, der har fulgt brandet siden begyndelsen, og at man ovenikøbet valgte at smudse Fable til med bevægelseskontrol, var bare trist. Alarmklokkerne ringede fra første øjeblik, da spillet blev præsenteret, og det føltes aldrig som et projekt, Lionhead selv havde valgt, men snarere noget de blev pålagt, efter at Fable III ikke nåede de højder, man havde håbet på. I stedet blev vi tvunget til at stå foran fjernsynet i stuen og vifte med hænderne som fortabte aber i zoo. Det skal dog siges, at Lionhead gjorde det bedste ud af en dårlig situation, og The Journey er ikke uden ambitioner. Historien er overraskende mørk og tonalt mere seriøs end resten af serien. Men teknologien og styringen står i vejen for oplevelsen, og det føles som om nogen har taget en bunke grus og dumpet det direkte ned i maskineriet. Intet fungerer, som det skal, og verden lukker dig aldrig rigtigt ind. Al denne viften bliver en barriere og skaber alt for meget bevidsthed om, at det er et spil, man spiller. Nej, Fable: The Journey er som det meste andet til Kinect - en oplevelse, der burde være blevet i idéstadiet.

3. Fable III (2010)

Jeg er nok en af de få, der faktisk virkede til at sætte pris på og ja, til tider endda oprigtigt elske det tredje eventyr i serien. Hvilket også på mange måder gør det til det mest frustrerende spil i hele franchisen, netop fordi det er så fragmenteret. Til tider helt fantastisk, men indimellem også hæmningsløst frustrerende. Idéen om at lade spilleren gå fra revolutionær til hersker er genial, og rejsen er fyldt med moralske valg, som faktisk har langsigtede konsekvenser - hvilket jo i bund og grund er præcis det, Fable altid har handlet om. Men mange af idéerne er også ekstremt forenklede i deres implementering, og ofte føles det som at spille rollespil på autopilot. Menusystemet er erstattet af det mærkværdige "The Sanctuary", alt udstyr er kraftigt banaliseret, og mange af de moralske valg mangler tyngde og lander som en våd pandekage på gulvet. Ambitionerne er skyhøje, men udførelsen er mærkeligt flad.

2. Fable II (2008)

Hvis det tredje eventyr i serien er det mest ambitiøse, så var det andet det mest komfortable. Fable II var let at gå til, poleret og konsekvent i sin tone - næsten til det ekstreme. Albion føles levende, de moralske valg er tydeligere end nogensinde, og verden er fuld af små detaljer, der gør, at man faktisk kommer til at holde af den. Samtidig er det også her, franchisen desværre mister lidt af sin mystik. Alt er en smule for strømlinet, lidt for pænt. Fable II er en fantastisk spiloplevelse, men det mangler også det lille ekstra, det sære og ubehagelige, som ofte gjorde det første spil så unikt. På papiret er Fable II det bedste Fable-spil - bortset fra når det ikke er det.

1. Fable (2004)

Var der overhovedet nogensinde nogen tvivl? Det første eventyr er den dag i dag også det mest fortryllende og magiske, netop fordi det turde, forsøgte og snublede. Mange af løfterne blev aldrig indfriet - men hvad gjorde det. Dengang føltes Fable helt magisk, og jeg husker selv, hvordan jeg og en af mine nærmeste venner stod i kø til midnatslanceringen, købte hver vores kopi og spillede side om side på hver sit fjernsyn og hver sin Xbox. Albion var en eventyrverden fyldt med sære figurer, moralpoint, dæmoniske porte og landsbyboere, der reagerede på, hvordan du så ud og opførte dig. Det var teknisk begrænset, ret forsimplet, til tider også temmelig naivt, men samtidig helt vidunderligt. Det allerførste Fable har noget, der gik tabt i de efterfølgende spil og som forsvandt helt, jo længere serien fortsatte. Det var en ægte følelse af eventyr, som at snuble direkte ind i en interaktiv eventyrbog skrevet af en galning med alt for meget fantasi og alt for lidt selvkontrol. *Fable* er ikke perfekt, det er fyldt med fejl og ujævnheder, men også fuldstændig uerstatteligt og magisk.

Er du enig i listen? Hvilket spil i serien er din favorit?