
South Park: The Stick of Truth var et forsøg på at føre den infamt vulgære tv-serie over i computerspillenes verden, og det blev en gigantisk succes.. Den bizarre blanding af rollespilselementer og South Parks groteske humor tog både seriefans og spilentusiaster med storm. Og netop derfor er spillets efterfølger, South Park: The Fractured but Whole, noget så eftertragtet. Denne gang er det hverken drager eller terningeslag, men superheltenes (for)underlige verden som optager den grovmundede drengebandes opmærksomhed. Og hvordan det helt præcist udspiller sig, det fik vi for nyligt lov at opleve i London.
Ubisoft er tydeligvis tro mod seriens forkærlighed for stødende, politisk ukorrekt toilethumor. Så meget er tydeligt ved første øjekast. Allerede ved spillets første del, karakterskabelsen, stikker det helt af. Når du har valgt din karakter bliver du bedt om at vælge sværhedsgrad. Jo højere du sætter graden, desto mørkere bliver huden på din karakter. Grinekramperne melder sig hurtigt - og det er kun begyndelsen.
Spøg (midlertidigt) til side, så virkede mulighederne for at skræddersy sin spillerkarakter en anelse begrænset. Man har et rimeligt basalt udvalg mellem påklædning og udseende, men det er trods alt kun et udgangspunkt. I løbet af spillet støder man på mere gear og udstyr, så det er mest af alt et spørgsmål om tålmodighed.
Vi skabte vores karakter på bedst mulig vis, og forberedte os på at regere som "king of the realm". De som har spillet Stick of Truth, ved hvad vi snakker om. Som konge var vores magt næsten uindskrænket og vi fik hurtigt lov til at bruge den i spillets nye gitteroptrukne kampsystem. Derefter begav vi os om i Cartmans baghave, men så ændrede alting sig. Cartman, i rollen som 'The Coon', fortæller os at en bølge af kriminalitet plager byen. Tryllestave er yt, superheltetemaet tager over, og vi befinder os endnu engang på bunden af den sociale rangstige. Typisk.
Hvordan overlever den nye, fortsat stumme, dreng South Parks hakkeorden? Gennem Coonstagram, naturligvis. Mere om det senere. Inden man når så langt, er man først tvangsindlagt til at høre Cartman gennemgå spillerkarakterens baggrundshistorie. Vi skal ikke afsløre for mange detaljer, men den er hylende morsom. Baggrundshistorien fungerer desuden som introduktion til spillets kampsystem. Der er sket en del siden sidst. Kampene er ikke længere delt op i to adskilte sider. Både karaktererne og deres angreb er blevet relateret til et gitter, med det resultat at man kan omringe og blive omringet af fjenderne. Det er også blevet nemmere at udtænke strategier og koordinere samlede angreb.
Efter lidt tid med spillet, fik vi lov til at opleve kampsystemet, assisteret af tre kompagnoner. Her får man virkelig lov til at opleve spillets blanding af sjov og tilgængelighed. Hver karakter har fire evner. De spænder mellem offensive angreb til defensive manøvrer. Der er rig mulighed for at kombinere angreb og evner på kryds og tværs. For eksempel: du kan prutte tre fjender i hovedet, gøre den ene så gal at han går løs på dig, mens en anden bliver skubbet ind i en tredje. Det er både tilfredsstillende og belønnende at eksperimentere på den måde. Vi havde kun adgang til et lille udvalg af spillets mange karakterer, så her forudser vi en stor variation. Det bliver ikke nemt at sammensætte dit hold af "superhelte"!
Før nævnte vi Coonstagram. Det er selvfølgelig en parodi på Instagram, og det erstatter Facebooks rolle i det første spil. Før du kan give dig i kast med de store opgaver, skal du ud og promovere dig selv. Der skal tages selfies til den helt store guldmedalje, så superheltene kan få flere følgere og større opbakning. Idéen om at skulle tage selvportrætter - med eller uden fjollede ansigter - virker dog lidt som en gimmick. Vi vendte i hvert fald ikke tilbage til det efter første mission.
Efter at have færdiggjort den del, begav vi os endelig ud i den store verden. Vi fik uddelt tre missioner: en fra skolen, en fra kirken og en fra den tvivlsomme restaurant, Raisins. Den fra skolen var ikke specielt bemærkelsesværdig, da det eneste den bad os om, var at vælge det køn vi identificerer os med. Hvis du vælger "andet" bliver du angrebet af et par lokale - endnu engang et følsomt emne som er oppe i tiden. Men hvis der er nogen som kan slippe afsted med den slags, så er det South Park.
Derefter blev vi bedt om at finde den forsvundne Mosquito, en anden "superhelt." Sporet førte os til Raisins, en parodi på restaurantkæden Hooters. Servitricerne, viste det sig, havde formået at kidnappe staklen. Det hele udviklede sig hurtigt til en voldsom kampsektion, hvor Raisin-tøserne forsøger at vende dine allierede mod dig.
Så kom vores højdepunkt med spillet: kirkemissionen. Vi vil ikke afsløre for meget, men lad os sige det sådan: forestil dig, at du er en lille dreng, som træder ind i en katolsk kirke. Forestil dig, hvordan den situation ville udvikle sig i et South Park-spil. Forestil dig det - det er meget værre i virkeligheden!
Et andet aspekt af spillet som vi blev introduceret til - af Morgan Freeman ved hans tacobar - var muligheden for selv at bygge ting. God, gammeldags crafting. Du kan lave din egen mad og andre praktiske genstande ved at kombinere komponenter på kryds og tværs. Man finder vragdele og ingredienser spredt omkring i South Park, så det er en god idé at tjekke tasker, kasser og containere for skjulte skatte.
Det mest imponerende ved spillet, er dets omfang. Spillets kort vidner om et stort antal forskellige områder der skal plyndres og udforskes. Visse dele af spillets verden er låst af, indtil man oparbejder visse evner. Der er også rigeligt med hemmeligheder. Man kan bevæge sig tværs over kortet på gåben eller gennem strategisk placerede kontrolposter. Der venter mange forskellige kampe rundt omkring i spillet, hvad end det er mod de lokale, 'ninjaer' eller Raisin-servitricer.
Det, blandet med en rigdom af platte jokes og underholdende samtaler, gør os forhåbningsfulde om spillets potentiale. De humoristiske replikker figurerer ikke kun i filmsekvenser, men bliver slynget ud i løbet af kampene. Selv efter tre timer med spillet oplevede vi ikke nogen form for repetition i de obskøne bemærkninger fra spillets karaktergalleri.
Alt i alt, så formåede The Fractured but Whole både at underholde og overraske os. Selv når man tror, at man ved hvad man kan forvente, så formår South Park alligevel at chokere. Spillets ESBR-bedømmelse vidner om, at vi kan forvente meget mere af samme skuffe. Og med et renoveret kampsystem og en stor verden til rådighed, så ligner dette endnu en succes for fans af serien.