Vi har spillet Spider-Man i København

Fans ved ikke altid bedst. Man skulle tro, at dem der ved mest om en karakter og universet, ville være dem, der fortæller den bedste historie, men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange kan man blive så forblændet, at man glemmer at fortælle sin egen historie, og i stedet efterligner det der allerede er skabt. Man kan gå så højt op i fan-service, at man glemmer at tilføje noget nyt. Insomniac Games er fans af Spider-Man. Det skinner igennem fra den første scene i spillet, lige til den sidste jeg fik lov til at spille. De er dog heldigvis ikke forblændede. Marvel har givet dem en frihed, som de har valgt at løbe med, og de er modige nok til at fortælle deres egen historie, ændre på etablerede ting i universet og designe deres egen dragt - dette er deres Peter Parker/Spider-Man og det er en person, jeg glæder mig til at tilbringe mange timer med i september.

Hvis du rammer svingemekanikkerne rigtigt i et Spider-Man-spil, så er du allerede halvejs mod målstregen. Han er nok den helt, der har det sjovest med at bevæge sig fra punkt A til B, og hvis man rammer den følelse rigtigt, er det sekundært, hvad man laver i de to punkter. Det er en læresætning, der tydeligvis stod øverst på dokumentet, da Spider-Man 2 blev lavet til PlayStation 2/Xbox, hvilket også er grunden til, at vi alle har så gode minder med det. Ligegyldigt hvor mange balloner vi skulle hente fra det forbandede barn, der hele tiden tabte sin, så havde man det stadig sjovt; for det var sjovt at bevæge sig. I Spider-Man er der ikke nogle balloner at hente (i hvert fald ikke i den del jeg spillede), men svingemekanikkerne, dem har Insomniac Games ramt helt rigtigt. Som en fisk der smidigt og yndefuldt skyder gennem vandet, så svinger man sig flydende og gnidningsfrit blandt skyskraberne. Måden han vrider kroppen, efter man lige har givet slip på nettet, rammer karakteren helt rigtigt. Måden han løfter benene, hvis man er langt nok nede til at skrabe asfalten på sin tur rundt i byen, er både tilfredsstillende og et bevis på, at dette har haft højeste prioritet under udviklingen.

Så Insomniac kan sætte et velfortjent kryds ud fra "Svingemekanikken" på deres opslagstavle, men hvilke andre bokse kan de krydse af? Kampsystemet låner fornuftigt nok af Arkham-spillene, men de har dog husket at tilføje nok til at det føles som deres egen fortolkning. Jeg havde en tendens til at takle kampene som var jeg Batman, hvilket spillet var hurtig til at straffe. Jeg nåede at dø flere gange i min korte tid med spillet, hvilket morbidt nok fik mig til at klappe ivrigt i hænderne. Spider-Man er ikke noget let spil, og kun ved at være hurtig på fødderne, kan du slippe levende fra slagsmål. At skifte mellem at angribe fra jorden og luften, at bruge omgivelserne og aldrig stå stille er den bedste vej frem, og i sidste ende er det Spider-Man's stil. En tidlig bosskamp er en smule intetsigende, fordi man altid skal bruge samme angreb for at nedlægge ham, men jeg er villig til at tilgive en mindre uopfindsom kamp i håbet om, at de senere bosskampe får mere variation og karakter.

Krydset kan derfor også sættes ud fra "Kampsystem", hvilket efterlader os med historien. Selvfølgelig et punkt, jeg ikke kan sige noget endegyldigt om, da jeg kun har set spillets to første timer, men dem vil jeg så også rose. Alle helte har en hemmelig identitet, og de bedste Spider-Man-historier, har altid været dem, der har taklet hans to sider, og ikke kun fokuseret på heltedelen. For med to sider, følger to meget forskellige liv, og i Spider-Man's tilfælde, så kommer succes i det ene liv ofte på bekostning af det andet. Bruger han meget tid i dragten på at bekæmpe forbrydelser, har han mindre tid til at lave lektier, håndtere sit arbejde og se sine venner. Omvendt hvis han dedikerer tid til sin hverdag på arbejdet og sociallivet, har han ikke tid til at redde Manhattan. Det er en dualisme, der altid har været interessant ved karakteren, og tydeligvis en dualisme, som Insomniac forsøger at lege med. Deres Peter Parker/Spider-Man har været i gang i mange år. Han har fået sig et job som forsker, han har bekæmpet byens forbrydere i lang tid, og han begynder langsomt at gå med overvejelserne om, hvilken identitet, der kan redde flest mennesker. Måske kan han i sin rolle som forsker, gøre mere godt for menneskeheden, end han kan i sit kostume. Det er i hvert fald et spørgsmål, der er spændende at følge.

Sidekaraktererne virker også interessante, hvor Mary Jane især er en bemærkning værd. Hun har haft mange roller gennem årene, men damsel in distress har været en ofte brugt funktion af hendes karakter. Det er en fælde som Insomniac ikke ønsker at falde i. I stedet giver de hende kant, og forsyner hende med en nysgerrig næse, der kun er tildelt de bedste journalister. Hvilket også er grunden til, at første gang jeg støder på hende er midt i et bankrøveri, hvor hun er ude efter nogle afslørende billeder. Tidligere trailere har hintet til, at vi kommer til at spille som hende undervejs i historien, og selv om jeg ikke nåede at tale med hende meget, så var det nok til, at jeg glæder mig til at se hvor de tager hende hen.

Traditionen tro, så kunne Insomniac ikke afholde sig fra at prale med størrelsen af deres kort - åbenbart er Manhattan flere gange større end verdenen i Sunset Overdrive, og det er da også dejligt, at have masser af plads at svinge sig rundt på. Jeg var lettere irriteret over alle de samleobjekter, der tidligt bliver spredt ud over kortet. Jeg vil give Insomniac sympatipoint for hvordan de prøver at flette det naturligt ind i historien, men den holder ikke helt. Noget politiudstyr er i stykker, og når du fikser det, vil en overflod af tilfældige ting også dukke op dit kort. Forestil dig en åben Ubisoft-verden, og så har du en idé om, hvordan Manhattan ser ud. Dermed kan jeg også med relativ rolig hånd skrive, at hvis du er vild med Ubisoft-formlen, så vil du være glad for kortet i Spider-Man. Omvendt, hvis du ligesom mig finder det irriterende, da jeg hellere vil opdage verdenen, og ikke bare langsomt rydde op i den, så er det nok ikke et velkomment syn. Jeg vælger naivt at håbe, de tilføjer en mulighed for at fjerne kortet, men uanset hvad, så er det en ubetydelig kritik, til et spil der rammer en populær karakter så rigtigt.

En spilprogrammør sagde engang; "du skal lytte til fansenes problemer, ikke deres løsninger". Oversat; fans er gode til at finde frustrationerne i dit spil, men deres løsning til problemet er sjældent den rigtige. Insomniac Games er tydeligvis kæmpe fans af karakteren, og heldigvis har de også fundet løsningerne. At svinge sig rundt i byen er lige så tilfredsstillende som man håber, at kæmpe mod forbrydere er udfordrende og historien ser ud til at gå nogle overraskende og spændende steder hen. Hvis der er to ting, jeg har taget med fra min korte tid med spillet, så er det 1) Marvel har endelig indset, hvor stort et marked der er i spilindustrien, hvis de giver kreativ frihed, tid og ressourcer til et talentfuldt studie, og 2) Insomniac Games var det perfekte valg til opgaven. Måske ved fans alligevel bedst.