Vi har spillet Pokémon Pokopia

Når Nintendo begynder at bevæge sig uden for sin komfortzone, ved man, at alt kan ske. Pokémon har længe været en serie, der - trods enkelte interessante spin-offs - har haft svært ved at bryde ud af sine faste rammer og finde nye måder at formidle spilleglæde på. På det seneste virker det dog til, at Nintendo har indset, hvilken skat de sidder på, og at de kan bruge deres verdenskendte pocket monsters til at skabe spiloplevelser, der ikke kun handler om "Gotta catch 'em all", men kan være meget mere end det. Pokémon Pokopia er det seneste eksempel på denne udvikling, hvor Nintendo har valgt at hente inspiration i den hyggelige, kreative opsætning fra Animal Crossing og levere et spil, der fokuserer på at skabe behagelige omgivelser for dig og dine Pokémon-venner at leve i.

Det første, der sker, da mine to timer i Pokopia begynder, er, at jeg vågner op i en hule. Jeg opdager hurtigt, at jeg ikke er alene, men har selskab af en figur ved navn Professor Tangrowth - en Pokémon, som fortæller mig, at alle levende væsener, både mennesker og Pokémon, er forsvundet fra verden, og at han er den eneste, der er tilbage. Min pludselige tilstedeværelse er derfor noget helt unikt. Endnu mærkeligere er det, at jeg - trods mit menneskelige udseende - også er en Pokémon, nærmere bestemt en formskiftende Ditto, der har taget form som min gamle træner. Den relativt simple karaktereditor, der bestemmer mit udseende, er måske ikke den mest avancerede, og derfor føles min figur heller ikke helt så personlig som i for eksempel Animal Crossing, men det kan meget vel ændre sig, når Pokopia udkommer om få uger.

Efter introduktionen bliver jeg præsenteret for den åbne spilverden, som danner rammen om mit ophold i Pokopia. Det er et trist sted, fyldt med ukrudt og grå omgivelser. Pludselig møder jeg dog en ny figur: en Bulbasaur, der gemmer sig i det høje græs. Endnu en Pokémon! Nu er vi tre! Ud over at vise, at verden måske ikke er helt så livløs, som vi først troede, lærer min nye ven mig også, hvordan jeg øjeblikkeligt kan få nyt græs til at gro - én af mange vigtige evner, der bliver afgørende for at gøre det øde landskab til et bedre sted. Med min nyvundne evne kan jeg skabe mere hjemlige græsarealer, som hurtigt begynder at tiltrække nye venner til vores voksende gruppe af væsener.

Da jeg er en Ditto, gør min evne til at skifte form mig meget modtagelig for at lære nye færdigheder, og efterhånden som jeg møder flere Pokémon af forskellige typer, samler jeg flere og flere kræfter op. En Squirtle lærer mig for eksempel at sprøjte vand, en Hitmonchan viser mig, hvordan man knuser sten, og en Scyther instruerer mig i at fælde træer. At plante nye planter og fjerne grimme stenbunker gør ikke kun verden langt mere behagelig at se på, men undervejs samler jeg også masser af information om, hvilke omgivelser der tiltrækker bestemte typer Pokémon. For eksempel er en gruppe på fire græstuer ved et træ nok til at tiltrække en Pidgey, mens en hurtig omarbejdning af strandkanten efter kort tid lokker en Slowpoke frem.

Efterhånden som nye Pokémon slutter sig til vores voksende oase, begynder de eksisterende beboere at bede mig om forskellige tjenester i bytte for nye evner eller byggematerialer. Indretning af interiører og fremstilling af forskellige genstande er også en vigtig del af Pokopia, på en måde der minder meget om Animal Crossing. Det betyder, at jeg konstant bliver sendt afsted på sideopgaver for at bygge nye gadgets eller samle nye genstande, hvilket gør udforskning til en naturlig del af oplevelsen. Én opgave leder mig til et nyt område, hvor jeg finder nye Pokémon, som igen aktiverer en ny mission - og sådan fortsætter det. Under min tid med spillet oplevede jeg aldrig, at der manglede noget at lave; det føltes hele tiden som om, jeg havde to eller tre projekter i gang samtidig.

Efter lidt over 90 minutters spilletid er det tid til at prøve multiplayer-delen. Sammen med en dansk journalist og to norske influencers bliver jeg transporteret til en ny ø, hvor vores fælles mission er at genopbygge et gammelt, ødelagt Pokémon-center. Vi får at vide, at der kræves en masse materialer samt to specifikke typer Pokémon for at kunne gennemføre projektet: én med stor muskelstyrke og én med ildbaserede evner. Det er min forståelse, at opførelsen af større bygninger fungerer på samme måde. Som spiller præsenterer jeg en plan og skal koordinere arbejdet blandt de beboere, jeg har rekrutteret. Det varer ikke længe, før vi har opsporet en Charmander og en Machop, som får god brug af de materialer, vi har samlet, og på ingen tid står vores første bygning færdig. Det er en sjov måde at opleve Pokopia sammen på, da det føles som om, vi har gode muligheder for at koordinere opbygningen af vores voksende fællesskab, lidt i stil med hvordan det kan fungere i Minecraft. Vi lærer også, at Pokopia understøtter cloud gaming i en grad, så den person, der "ejer" den aktuelle verden, ikke behøver at være online, for at andre spillere kan hoppe ind og spille. Det minder om et fælles Minecraft-server-setup, hvor projektet tilhører alle og ikke kun én vært.

Visuelt var det, jeg så af Pokopia, virkelig hyggeligt, og Nintendo udnytter endnu en gang sin evne til at skabe smukke og farverige spiloplevelser på begrænset hardware. At spille som et menneske er også et sjovt kreativt valg, især når det kommer til brugen af spillets mange evner. At se mine arme forvandle sig til Scyther-kløer for at fælde et træ, eller hvordan jeg kan forvandle mig fuldstændigt til en ultranuttet version af Dragonite og svæve over til naboøen, er med til at skabe en legende æstetik, der hele tiden vækker min nysgerrighed for, hvad min Ditto mon lærer næste gang. Musikken er desuden virkelig behagelig.

Det, jeg tager med mig fra Pokopia, er en oplevelse, der minder meget om Animal Crossing, men i et lidt højere tempo og med mindre dødtid. Der virker altid til at være noget at lave, og spillet har en enorm hyggefaktor, som jeg tror vil føre til lange spilsessioner under et varmt tæppe i vintermørket, på farten - eller egentlig når som helst man har lyst til at opleve Pokémon på en ny og kreativ måde. Jeg glæder mig til at se mere, når Pokémon Pokopia udkommer den 5. marts.