Vi har spillet Marvel's Guardians of the Galaxy

Når man taler specifikt om Marvel-baserede spil, så må man sige at det har været lidt af en blandet landhandel. Naturligvis har fået to glimrende Spider-Man-spil fra Insomniac, men ligeledes har både Marvel's Avengers og Ultimate Alliance 3 været ret store skuffelser, og har ikke formået at indfri fans' forventninger. Selve kvaliteten har fluktueret, det er helt sikkert, men hvis min ene time i selskab med det kommende Marvel's Guardians of the Galaxy er repræsentativ for den samlede oplevelse, så vil dette stå sammen med deres bedre forsøg på at "spilmatisere" deres kendte superhelteunivers.

Jeg prøvede specifikt spillets femte kapitel, og her er vores kære heltehold allerede i lort til halsen, for at sige det mildt. De sidder i dyb gæld, og bliver nødt til at tage et smut forbi Nova Corps-basen for at betale deres udestående. Idet de ankommer, så lægger de mærke til at den ellers ret sikrede base er fuldstændig tom, og de vælger at bevæge sig ind på ellers forbudt område for at finde ud af hvad der er sket. Der går ikke længe før de render ind i Nova Corps-soldater, der dog lader til at være blevet sat i skak af en form for fremmed parasit. Lige meget hvad, så er der noget i gærde, og nogle soldater har valgt at forråde deres egne, og det er op til dig at eliminere denne trussel, og finde ud af hvad det er der forårsager det her skift.

Den her relativt korte bid af den samlede historie trak mig virkelig ind med hud og hår, og efterlod mig med mange åbne, men spændende, spørgsmål. Hvad er det der har overtaget Nova-soldaterne? Hvorfor opfører de diverse Guardians sig så fjendtligt overfor hinanden? Ved at tilbyde os et preview et godt stykke inde i spillet, opbygges de her spørgsmål helt naturligt, så selvom at det føltes som et mærkeligt valg til at starte med, så er det nu let at se hvorfor.

Lige meget hvad har spillet mig et solidt førstehåndsindtryk, og det var desuden fantastisk at se at spillets samlede historie konstant formes af små narrative valg fra spillerens side. Under min tid med spillet løb af jeg ind i Nova Corps-hjelm, og jeg kunne vælge at enten ignorere den, eller prøve at bruge den til at komme i kontakt med nogle af de andre soldater. Jeg valgte sidstnævnte, og blev derfor naturligvis faldet i ryggen, men jeg kunne have ignoreret den, og på den måde havde det nok været omvendt. Spillet er angiveligt fyldt til renden med de her øjeblikke, selvom at slutningen bliver den samme for alle.

Det var også fedt at se at Eidos Montreal har taget sig en masse centrale friheder med kildematerialet, og har valgt at bidrage til de forskellige karakteres baggrund, i stedet for at bare at suge til sig. Faktisk har de skabt et slags album for hver af karaktererne, bestående af afgørende ideologier, holdninger, personlige krumspring og mærkelige sider. Derudover er der bogstavelig talt tonsvis af dialog, der har til formål at udpensle forholdet imellem dem, og også skabe en slags forståelig ramme omkring deres forhold som gruppe. Du kan få meget mere ud af det her ved at interagere med diverse objekter ombord på Milano-rumskibet.

Når det gælder kamp, så kan du kun spille som Star-Lord, men du kan ganske let aktivere forskellige ekstraangreb fra de resterende Guardians. Disse forskellige specialangreb kan desuden synkroniseres for at gøre ekstra skade, men der er dog ventetid imellem dem, så de skal bruges med omhu. Rocket kan, eksempelvis, bruge et eksplosivt AoE-angreb, og Groot kan immobilisere fjenderne med sine grene. Der er også angreb, der aktiveres ved at befinde sig særlige steder, og som kræver en særlig Guardian.

Hver eneste Guardian har sit helt eget Skill Tree, og kan løbende lære nye evner, hvoraf fire kan bruges ad gangen. Du kan også opgradere Star-Lords evner, og låse op for nye ting ved at samle Scrap, og ved at besøge diverse arbejdsstationer, hvor Rocket går dit udstyr igennem. Én evne jeg formåede at låse op for gav mig muligheden for at scanne fjender, og derigennem afsløre deres respektive svagheder. En anden gjorde det muligt at svæve kortvarigt i luften. Disse opgraderinger er valgfrie, og du straffes ikke som sådan for at vælge én over en anden, siger udvikleren.

Det såkaldte "Huddle"-system tilføjer også et andet aspekt til oplevelsen, og her er det meningen at du skal prøve at motivere dine allierede ved at bruge lyrik fra cheesy 80'er sange. For at kunne inspirere dit hold skal du ligesom holde øje med deres reaktioner, og reagere enten ved opløfte dem, eller skrue ned for deres falske selvsikkerhed. Hvis du formår at gøre det ene eller det andet, så kan du både genoplive en falden kammerat, men også fjerne ventetiden på deres specialangreb. Jeg elskede den her mekanik hele vejen igennem min tid med spillet. Det er bare underholdende, og det er rart at se at spillet ikke på den måde tager sig selv alt for seriøst.

Som du skyder og smadrer dig igennem horder af fjender opbygger du "Momentum", og dette gør at du kan aktivere nogle af de her ret vilde QTE-sekvenser. Din præstation i kamp evalueres konstant, og mængden af Momentum du får bestemmes af hvordan du varierer dine evne i kamp, og om du kan affyre kombinationer, der virker på de fjender du kæmper imod. Jeg indrømmer at QTE-sektioner, i alle spil i dag, føles lidt old-school, og vil ikke falde i alles smag, men det her er en slags belønning for, rent mekanisk, at have præsteret, så jeg synes ikke umiddelbart at det ene kommer på bekostning af det andet.

Selve banerne du smadrer i er relativt lineære, og du bevæger dig igennem ret tætte korridorer, og har som sådan ikke mulighed for at udforske en bredere verden. Nova Corps-basen byder på en håndfuld pulsespil og udfordringer, som krævede at jeg skulle vælge den rigtige Guardian for at komme videre. Det var disse sektioner jeg mindst kunne lide, for det føltes mere som fyld, end spændende indhold. Én af disse udfordringer var eksempelvis en direkte kopi af hacking-minispillet fra Watch Dogs.

Men, hvis dette femte kapitel er repræsentativt for hele Marvel's Guardians of the Galaxy, så er der virkelig al god grund til at glæde sig. At der er tale om et lineært singleplayer-spil er efter al sandsynlighed forfriskende for mange, og til trods for lidt kedelige puslespil, så sikrer kampe, opgraderinger, dialog og narrativ udforskning efter al sandsynlighed en bundsolid oplevelse. Nøj, hvor jeg glæder mig.