Gamereactor



  •   Dansk

Log ind medlem
Gamereactor
previews
Heroes of Might & Magic: Olden Era

Vi har spillet Heroes of Might & Magic: Olden Era

Patrik har iført sig sin hjelm, grebet sin bog fyldt med trylleformularer, og leder nu monstre i strid i dette ventede reboot af serien.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Hvis der findes et eller to spil, som altid har været perfekte uanset... ja, hvad end du så siger, så er det Heroes of Might and Magic II og III. Begge titler prægede min barndom, og endda fireren underholdt mig i en periode. Efter at Ubisoft opkøbte serien og producerede femmeren, sekseren og syveren, blev kvaliteten dog meget svingende. Da syveren solgte under forventning, var fremtiden for serien usikker. Derfor var det en glædelig nyhed, da Heroes of Might and Magic: Olden Era blev annonceret, og vi på Gamereactor fik adgang til en preview-version. Endnu bedre er det, at spillet fungerer som et slags reboot af serien - og endda foregår i samme univers som de fire første spil, blot på et nyt kontinent.

Det første, man bemærker ved spillet, er, at det nærmest fungerer som en "best of"-samling snarere end et helt nyt spil fyldt med banebrydende mekanikker. Designmæssigt læner det sig op ad de ældre spil, men med en farvepalet og stil, der minder om femmeren. Her finder man et væld af bygninger og elementer på kampagnemappet hentet fra både de klassiske og nyere Heroes of Might and Magic-spil - men heldigvis slipper vi for de kampglade helte fra fireren. Et nostalgisk højdepunkt for mig var at se Dragon Utopia stå der præcis som i treeren - blot med en ny titel. Når man nåede bygningen med sin helt, ventede et slag mod drager, og sejren belønnede én med guld og artefakter. Jeg er overbevist om, at Olden Era står og falder med, hvor stærk en personlig relation man har til serien.

Heroes of Might & Magic: Olden Era
Verdenen er fin at kigge på.

I Olden Era kan du vælge mellem seks fraktioner: Temple, Necropolis, Sylvan, Dungeon, Hive og Schism. De første fire er klassikere - mennesker, udøde, skovelvere og mørkelvere - og de minder meget om deres tidligere udgaver. Hive føles mere unik, en blanding af en aggressiv insektfraktion og det klassiske Inferno. Udvikleren Unfrozen har kort sagt smeltet dæmoner og insekter sammen til én fraktion. Schism er derimod helt ny og mere mystisk end de andre, inspireret af Lovecraft og væsener som Cthulhu. Deres foretrukne miljø er is og sne - ikke ulig Tower-fraktionen fra treeren, der repræsenterede magi og troldmænd.

Dette er en annonce:

Når man vælger bane og regler, kan man vælge en helt og en fraktion at starte med. Herfra gælder det om at samle ressourcer, finde artefakter og overtage miner. Du bygger dit slot, rekrutterer stærkere enheder og fører krig i turbaserede slag. Små kvalitetsforbedringer som automatisk kamp, tidsbesparende funktioner og generel strømlining er kærkomne tilføjelser. Spillet er dog ikke lettere end treeren - bare hurtigere og mere effektivt at spille.

Heroes of Might & Magic: Olden EraHeroes of Might & Magic: Olden Era
Kampene er ret identiske med dem vi så i treeren.

Kampagnemappet bugner af skatte, steder at udforske og monstre at kæmpe mod, alt sammen i turbaseret format. Ressourcerne er klassikerne: træ, sten, guld, smaragder, krystaller og kviksølv. Den eneste manglende ressource er svovl, som her er erstattet af Alchemical Dust - en sjælden substans, der bruges til at opgradere artefakter, visse bygninger og trylleformularer. Denne nye ressource og det nye lovsystem kan dog skubbe balancen lidt. Man bliver hurtigt mægtig, men for mig er det en del af charmen - ligesom i treeren, hvor man kunne samle bøger, teleportere rundt på mappet og lade meteorregn falde over sine fjender. Den totale magt var en del af fornøjelsen, især fordi jeg aldrig spillede spillet konkurrencemæssigt.

Sværhedsgraden er nem at justere, men ikke altid retfærdig. På højere niveauer får fjenden flere ressourcer og fordele fra start, mens du begrænses. Kampene er hverken for svære eller for lette, men kræver omtanke - og selvom systemet fungerer, halter animationerne en smule. Bevægelsen for flyvende enheder ser ikke helt naturlig ud, og tempoet hopper lidt. Til gengæld er magisystemet fremragende og overskueligt, med en tryllebog der let kan sorteres. På kampagnemappet er animationerne desuden langt flottere og mere flydende.

Dette er en annonce:
Heroes of Might & Magic: Olden EraHeroes of Might & Magic: Olden EraHeroes of Might & Magic: Olden Era
Jeg savner lidt mere design i baggrunden af menuerne.

Som forventet kan du udvikle din helt med skill points og vælge nye evner. Artefakter forbedrer styrke og stats, og der findes et lov- og magisystem, som fungerer solidt, men lidt forudsigeligt. Lovene giver mest procentbaserede bonusser - nyttigt, men lidt kedeligt. Jeg havde hellere set muligheden for at rekruttere sjældne væsener, finde skjulte formularer eller unikke artefakter. Grafisk set er spillet dog pænt og konsekvent, selvom jeg stadig synes, at treeren har den flotteste stil.

Brugerfladen er enkel og funktionel med hurtig adgang til ressourcer og byopbygning. Dog minder farvevalget og designet en smule om mobilspil. Jeg savner et par ekstra fraktioner - især Stronghold og Tower - men de eksisterende er veludviklede, med mange helte, unikke enheder og særlige evner på slagmarken. Hver enhed kan desuden opgraderes to gange, som i femmerens udvidelse Tribes of the East - et valg jeg virkelig sætter pris på. Alt i alt føles spillet som et passioneret kærlighedsbrev til serien.

Heroes of Might & Magic: Olden EraHeroes of Might & Magic: Olden Era
Bogen med trylleformularer er fed at kigge på.

Teknisk kører spillet upåklageligt med få fejl og en ren, stiliseret verden. Den animerede stil gør også, at grafikken nok vil ældes bedre end realistiske modeller. Musikken er som altid vidunderlig - hovedmenuens tema med en drage, der angriber et slot, vækker minder om femmeren. Det er ingen overraskelse, når man ser, at Paul Anthony Romero (komponisten bag de klassiske spil) og Chris Velasco (kendt fra StarCraft II, God of War og Mass Effect) begge bidrager til projektet.

Da dette stadig er en forhåndsversion, har vi endnu ikke fået indblik i kampagnen. Adgangen dækker kun fire fraktioner, nogle træningsmissioner og enkelte baner med få indstillingsmuligheder. Men forskellene mellem fraktionerne lover godt, og jeg kan allerede mærke potentialet. Jeg er især begejstret for, hvordan byerne føles levende med bevægelige figurer, selvom slottene ikke kan roteres fuldt i 3D som i femmeren. Lyd, musik, bygninger og spildesign emmer af nostalgi. Dette er kort sagt et kærlighedsbrev til toeren, treeren og femmeren - og jeg håber inderligt, at den færdige version bliver lige så lovende, som forhåndsudgaven antyder.

Heroes of Might & Magic: Olden EraHeroes of Might & Magic: Olden Era
Slottene i denne preview-version er allerede flotte.
Heroes of Might & Magic: Olden EraHeroes of Might & Magic: Olden Era
JEg synes mest om menneskerne og de udøde i den version jeg testede.
Heroes of Might & Magic: Olden Era
Der er virkelig smuk musik i menuerne.
Heroes of Might & Magic: Olden Era
Heroes of Might & Magic: Olden Era
Heroes of Might & Magic: Olden Era

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold