Vi har spillet en masse Nioh 3

Selvom jeg ikke kan påstå at være fan af Nioh-serien, og jeg heller aldrig har spillet nogen af de andre spil i franchisen, nød jeg Team Ninjas Rise of the Ronin mere end de fleste. Jeg kunne godt lide open world-designet, selvom det haltede lidt i forhold til nogle af genrens stærkeste. Jeg nød historien, karaktererne og dedikationen til japansk historie, selvom der blev taget sig nogle friheder for gameplayets skyld. Der var en særlig charme over det, en sværbeskrevet kvalitet, der gjorde spillet svært at lægge fra sig.

Når man ved, at Nioh 3 er udviklet sideløbende med Rise of the Ronin, bør det ikke komme som en overraskelse, at begge spil deler denne uhåndgribelige faktor, der gør dem så svære at slippe. I en lille, varmt oplyst kælder i et flot hotel i Paris sad jeg bogstaveligt talt og kæmpede helt frem til sidste minut for at få mest muligt ud af Nioh 3. Og selvom der er enkelte elementer, som ikke imponerede mig - dem kommer vi til - så var min overordnede følelse, at spillet virkelig fastholder dig, på trods af en sværhedsgrad, der i andre spil nemt kunne få dig til at ragequitte.

Hvis du ikke allerede er med, tager Nioh 3 os med på Tokugawa Takechiyos rejse, barnebarn (eller datter, afhængigt af dit valg af udseende) af Tokugawa Ieyasu, mens de stiger til magten som shogun. Du møder historiske personer og kæmper mod forskellige og dæmoniske yokai gennem spillet, ledsaget af guardian spirits, som du kan bruge til at udløse ødelæggende kræfter. Bortset fra hovedpersonsskiftet lyder det sikkert som noget, du har set før i Nioh, men Team Ninja ændrer dog på flere ting.

Den største ændring kommer fra de nye stances. At skifte mellem samurai- og ninja-stance giver dig ikke bare et nyt look, men også markant forskellige gameplay-muligheder. Samurai er tung og kraftfuld og designet til at arbejde sammen med spillets parry-system, så du kan møde fjender frontalt, mens ninja er hurtig og smidig, dykker rundt om fjender og får ekstra i-frames ved dodge, så du kan ramme hurtigt og komme ud af fare igen. Du kan i princippet spille det meste af Nioh 3 i én stance, men visse bosser kræver, at du skifter for at blokere bestemte angreb, så det er nok bedst at balancere begge. I starten syntes jeg, at ninja var lidt tricky, men mod slutningen var det min foretrukne stil, med en solid blanding af samurai, når jeg stod overfor bosser, der ikke kunne dodges på samme måde. Det kan tage nogle timer at få greb om systemet, for der er meget at holde styr på, men når det først klikker, skinner gameplayet virkelig.

En anden stor gameplay-nyhed i Nioh 3 er introduktionen af open fields. Angiveligt består mappet af zoner, der kan udforskes og foregår i forskellige perioder af den japanske historie. Jeg siger angiveligt, for vi så kun én enkelt zone, og den føltes ikke åben eller frit udforskelig på den måde, man måske håber. Ja, der er forskellige stier mod sidemål og loot, men det er ret tydeligt, hvad du skal, og der er som regel kun én reel måde at gøre det på. Ud fra det jeg har set, kan jeg ikke helt kalde det "open", hvilket sikkert vil lyde som sød musik i nogle Nioh-fans' ører, men dommen må vente, til jeg har set hele spillet. Det er ikke forkert at vælge en mere lineær struktur, men jeg fik ikke fornemmelsen af reel udforskning, og derfor tænkte jeg ikke over det som open fields.

Kernen i Nioh 3 - kampene - er lige så svære og slagkraftige, som du forventer. Det førnævnte stance-skifte hjælper dig med at forstå det rytmiske flow i et sværdslag, og når klingen først spiller i takt med fjenden, føler du dig som en kriger, der kunne stå i historiebøgerne. Nogle fjender er markant mere irriterende end andre, men sådan er soulslike-genren nu engang. Vi var eftersigende overlevelled til den demo, vi spillede, og alligevel var bosserne udfordrende. Team Ninja har hævet sværhedsgraden her, og modsat Rise of the Ronin kan du ikke stole på AI-allierede til at tage presset fra dig, når du skal heale. Da jeg ikke aner, hvornår i spillet de pågældende bosser dukker op, kan jeg ikke vurdere, hvor rimelige de egentlig er, men du kan forvente en god portion dødsfald - selv som erfaren Nioh-spiller.

Desværre lader det til, at nogle af mine store problemer med Rise of the Ronin også går igen her. Overordnet set falder det ind under én stor klage: overload. Der er så mange systemer i Nioh 3, at det var umuligt at forstå dem alle i løbet af de få timer, jeg havde. Spirit powers, spirit summons, skills, armour, weapons, stats, character builds, appearance - alt betyder noget i små trin, der tilsammen påvirker hvor svært eller let du får det. Jeg håber virkelig, at den endelige version får en bedre onboarding, så man ikke føler, at man spiller spillet forkert, hvis man ikke bruger fire timer på at læse menuer.

Den anden store overload-synd i Nioh 3 er lootet. Der bliver kastet ligegyldigt farvekodet skrammel efter dig, hver gang du nedkæmper en gruppe fjender, og langt det meste er dårligere end det, du allerede har. Det er et mareridt at sortere i, og det får våben og items til at føles betydningsløse, hvilket er ærgerligt, når våbenudvalget faktisk er ret solidt. Det er desuden ekstra frustrerende, når du stort set ikke får healing items fra fjender, fordi du endnu engang skal igennem en bunke elendige støvler for at opdage, at du ikke har fået noget spændende ud af endnu en lootbunke.

På trods af disse bekymringer vil jeg sige, at Nioh 3 føles som et stærkt actionspil. Hvis du kan modstå informations- og item-overload, venter der en fremragende oplevelse med det nye stance-baserede kampsystem og detaljerede baner. Sværhedsgraden er skruet op til de mest dedikerede fans, og selvom det kan lyde som noget, der vil skræmme nogle spillere væk, føltes hver død som en lærdom i Nioh 3 - og dem glemmer jeg ikke lige foreløbig.