Vi har spillet Bayonetta 3 og er blæst bagover!

Jeg er i skrivende stund et godt stykke inde i Bayonetta 3, og medmindre spillet tager en pludselig og totalt uventet drejning, så kan jeg med ret stor sikkerhed sige, at det har været den lange ventetid værd.

Når jeg ser tilbage på spillets sparsomme promovering, der hovedsageligt har fokuseret på nogle lidt farveløse storbyomgivelser fra spillets begyndelse, så virker det i den grad som om, Platinum og Nintendo med vilje har holdt igen. Spillet har karakter af en jordomrejse, og selvom jeg ikke må afsløre, præcis hvor eventyret bringer heksen hen, så kan jeg fortælle, at der er rigtig stor variation i områdets mange lokationer, både visuelt og rent gameplaymæssigt. Jeg kan også afsløre, at man foruden Tokyo også kommer til et vulkanlandskab i Kina, hvor man bl.a. spiller som den nye karakter Viola. Mere om hende senere.

Spillet synes bestemt også at fremstå flottere og bedre optimeret, end det har gjort i de trailere, der har vist det frem. Production values virker skyhøje, og jeg kan uden tøven sige, at Bayonetta 3 er et af de flotteste Switch-spil, jeg har spillet. Derudover kører det (foran mine teknisk utrænede og generelt ukritiske øjne) imponerende stabilt, taget i betragtning hvor meget der ofte foregår på skærmen på én gang.

Bayonetta 3 er nemlig, ligesom sine forgængere, helt vildt over the top. Selv når jeg slås med "larger than life"-uhyrer, mens skyskrabere smuldrer omkring mig, er det ganske få gange, at jeg ikke har kunnet nå at opfange, hvad der foregik på skærmen, eller at det ikke har syntes ordentligt kommunikeret, hvilke angreb og flyvende objekter jeg kunne undvige. Det er dog sket et par gange, at jeg har mistet overblikket i det altopslugende kaos, der udspiller sig på det lille Switch-display, eller at kameraet har forvildet sig op i bagen på et eller andet titanisk monster, så jeg har taget skade uden at føle, det var min egen skyld.

Den slags virker uundgåeligt i et spil, der satser så stort på visuelt spektakel, men hidtil har det ikke generet mig. Om det bliver et problem for action-veteranerne, der skal jage de skinnende platinmedaljer - som kun belønnes til dem, der lynhurtigt og uden selv at blive rørt formår at rive fjender fra hinanden i lange, uafbrudte komboer - det skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan dog sige, at Bayonetta 3 er et spil, der bør spilles på en stor skærm. Dels fordi det er nærmere at bevare overblikket, dels fordi det vanvittige spektakel fortjener den største skærm, du kan smide efter det.

Hvor de tidligere Bayonetta-spil bød på fjender fra henholdsvis helvede og himmel, så er det denne gang et menneskeskabt biovåben kaldet Homunculi, der er den primære antagonist. De kommer i alt fra små, menneskelignende trashmobs til mellemstore og gigantiske vanskabninger, men fælles for alle er deres geléagtige, turkise substans - et ærligt talt lidt uinspirerende gennemgående designtræk. Jeg har endnu ikke samlet alle historiens tråde, men både nye og velkendte ansigter optræder i et narrativ, hvor paralleluniverser og alternative tidslinjer synes at spille en væsentlig rolle, uden at sige for meget. Jeg stiller ikke de store spørgsmål og zoner af og til lidt ud i filmsekvenserne, for kampsystemet er så godt, at jeg bare vil slås. Hele tiden.

Vi har nemlig at gøre med en viderebygning på de tidligere spils i forvejen fantastiske kampsystemer, som jeg fornemmer når sin ultimative form her i det tredje kapitel. Witch Time - slowmotion udløst af perfekt eksekverede undvigelser - er stadig en afgørende mekanik, ligesom de dødbringende Torture Attacks og dræbermaskinerne Infernal Demons spiller centrale roller. Sidstnævnte er denne gang langt mere organisk integreret i gameplayet via det såkaldte "Demon Slave".

Ved at holde ZL inde bliver Bayonetta fastlåst i næsten fuldstændigt afklædt dans (frygt ej, en censurindstilling sikrer, at du roligt kan spille på toget uden medpassagerers hævede øjenbryn!). Mens hun danser, får man direkte kontrol over den hidkaldte dæmon, der til start kan være en af tre velkendte, men redesignede dæmoner, nemlig den flammende edderkop Phantasmaraneae, den dæmoniske kæmpekvinde Madama Butterfly, og den Godzilla-agtige Gomorrah. Sidstnævnte kan, for at give jer en smag på hvor kraftfulde og sjove dæmonerne er at styre, både flænse, bide og knuse fjender eller riste dem med en masseødelæggende lazerstråle. Dæmonerne har altså deres helt egne angreb, når man styrer dem, men man kan også hidkalde dem i glimt til at levere det sidste slag i en af Bayonettas komboer eller til at dukke op i splitsekundet inden hun tager skade for at slå fjenden ud af kurs. Det hele er utroligt tilfredsstillende.

For at man ikke skal blive for afhængig af dæmonerne, er Demon Slave ikke tilgængeligt i mindre, afgrænsede områder. Her må man nøjes med Bayonettas egne færdigheder, som heldigvis er utroligt sjove og varierede takket være et utal af kreative våben, man samler op i løbet af spillet. Med disse kan Bayonetta via det såkalde "Demon Masquerade" forvandle sig til unikke minidæmoner, der har deres egne angreb og komboer, som selvfølgelig kan kombineres frit med dem hun kan i menneskeform. Vi taler blandt andet om en kombineret riffel og kæmpehammer, der kan forvandle hende til en varulvelignende dæmon med sylespidse kløer, samt to sæt glohede yo-yo'er, man kan stå på rulleskøjter- og uddele brændende spark og pisk med, og som kan forvandle hende til en mindre version af flammeedderkoppen. Hver Demon Masquerade-form byder desuden på forskellige mobilitetsmanøvrer - varulven kan for eksempel hoppe højt, hvorimod edderkoppen kan svinge sig over afgrunde - og disse er instrumentale i at overkomme spillets mange platformingudfordringer, som størstedelen af tiden fungerer ret godt.

Bayonetta 3 introducerer som tidligere nævnt en ny spilbar karakter i form af den klodsede punkerpige Viola. I modsætning til Bayonetta har hun kun ét våben - en katana - og én Infernal Demon - en underligt bedårende monsterkat kaldet Cheshire. De to afgørende forskelle mellem Bayo og Viola er, at sidstnævnte aktiverer Witch Time ved at foretage perfekte pareringer i stedet for undvigelser, og at hun ikke selv kontrollerer dæmonen Cheshire under Demon Slave. Det er ens katana, man giver afkald på, når man hidkalder kattedæmonen, som selv render rundt og angriber, mens man som Viola må ty til nævekamp. Hun føles generelt en tand langsommere og svagere end Bayonetta, men forskellene mellem de to er markante nok til, at kapitler hvor man spiller som Viola føles som friske afbræk fra den flabede, kæphøje heks.

Det lover alt i alt rigtig, rigtig godt, det her. Vi ses den 25. til den endelige dom.