Vi har spillet adskillige timers Cyberpunk 2077

Biiip. Der er noget, der koger over i Polen, og tilskuerne går amok.

V. Jackie. Johnny. Et spil vises frem, og tilskuerne danner virtuelle forhold til dets karakterer.

Et bekendt ansigt indtager scenen. "You're breathtaking," siger han, og øjeblikket er gået i historiebøgerne.

CD Projekt Red har på en eller anden måde allerede formået at indprente sit kommende spil Cyberpunk 2077 og dets karakterer i hjernebarken på alle gamere siden spillets afsløring, og det er ikke planlagt til at udkomme før til november i år. Det i sig selv er imponerende, men, selvfølgelig, er der årsager til, at dette er tilfældet for det polske studie. The Witcher-serien, og særligt den tredje installation, har i sandhed illustreret udviklernes kompetencer, både fra et teknisk og et narrativt perspektiv. Det lægger til gengæld pres på studiets evne til at wow'e sin evigt voksende fanbase og overstråle den fænomenale Fantasy-titel og dens udvidelser. Kan det lade sig gøre? Er det overhovedet muligt?

Jeg var så heldig at få lov at spille CD Projekt Reds kommende titel Cyberpunk 2077 i hele fire timer tidligere på ugen, og Cyberpunk 2077 svarer i den grad for sig. Jeg kan bekræfte, at gameplayet, der blev fremvist under de tidligere demonstrationer, viser det sande spil. Faktisk ser Cyberpunk 2077 endnu bedre ud i dag, end det gjorde, da ingen endnu havde prøvet spillet, hvoraf mange stillede spørgsmålstegn ved studiets anvendelse af ordet "gameplay". Jeg har tjekket op på spillet flere gange, inden jeg skulle til at spille det, og er for hver gang blevet mere og mere begejstret. Jeg havde dog ikke forventet, hvad jeg kom til at se her, og dette mener jeg på den bedst mulige måde.

Intet havde forberedt mig på at skabe V fra bunden, indstille hendes stemme, hendes hår, hendes hud, hendes egenskaber, og hendes livshistorie (eller baggrundshistorie) - i bund og grund at kreere min egen perfekte skabning. Intet havde forberedt mig på de bånd, jeg ville forme med spillets karakterer på blot fire timer. Intet havde forberedt mig på den grad af detalje i Night City - personerne, gaderne, regionerne, folkemasserne og måden, som disse folkemasser ændrer sig på, når solen går ned.

Da jeg trådte ind, trådte jeg ind med en klar plan. Jeg ville være et gadesmart, bogsmart barn, som kunne tale sig ud af alle problemer. Efter at have skabt min kvindelige V til absolut visuel perfektion (en gennemgang af en enorm variation af tilpasningsmuligheder) var det tid til at uddele evnepoint til 'Body', 'Reflex', 'Intelligence', 'Technical Ability' og 'Cool', som alle ville have hvert sit Skill-Tree - Og nøj, hvor jeg dog lavede en fatal fejl i denne proces. Som en Fantasy RPG-veteran betyder mentale Stats i mit hoved "klog", "karismatisk", "manipulerende" og "dygtig med magi". 'Intelligence' i Cyberpunk 2077 passer ind i den førstnævnte, men resten? Knap så meget. Hacking er spillet, og helt ærligt så burde jeg have indset det. Jeg klager dog ikke, fordi det resulterede faktisk i, at jeg blev et techgeni. Nye perk-stier låst op, og jeg kunne hacke mere avanceret tech. Med få point spyttet i 'Body', 'Reflex' og 'Cool' var jeg til gengæld ikke særlig habil i de kampe, jeg deltog i, og jeg prøvede mit bedste for at påvirke fjenderne med min charme i dialog og kamp, men lige lidt hjalp det.

Ved at starte ud som gadebarn kom jeg til live i El Coyote Cojo i Heywood. Bartenderen gav mig et whiskeyshot til at dulme nerverne på, da jeg skulle sætte min brækkede næse på plads. Jeg drak det ikke, og et *knæk* kunne høres, da V kiggede ind i spejlet ved baren, hvilket gav mig lov til at beundre min kreation - "Jeg er en badass", tænkte jeg, og jeg mener stadig, det er sandt for min V.

Bartenderen Pepe, som tilsyneladende er en ven af V, taler om sin gæld til mellemmanden Kirk, et fordægtigt (formodet) nul og en lånehaj, der sidder ovenpå i sin bås. Jeg lader bartenderen vide, at jeg vil fikse gælden for ham, og bevæger mig ovenpå gennem den smudsige neonbeklædte Dive-bar. Kirk tilbyder mig en plads ved sin håndlanger Big Joe, som stirrer truende på V, mens han spiser en burger. For at slette gælden er vi nødt til at stjæle en sjælden bil fra et parkeringshus. Lyder nemt nok. En nøgle, der er i stand til at bypasse låse og personlighedssystemer, overrækkes til os, og vi bliver læsset af ved huset af vores eskorte, Padre, en veteran, som helt sikkert ikke er populær hos The 6th Street Gang. Faktisk stopper en af bandemedlemmerne bilen for kort at true ham, før vi får lov at fortsætte på vores rejse for at skaffe det smarte sportskøretøj. Måden, som de forskellige karakterer interagerer med hinanden på, er utrolig, og forholdene mellem dem, gode eller dårlige, giver liv til Night City. Dette aspekt sætter tonen meget hurtigt, når du entrerer et nyt område eller møder nye mennesker, og det er afgørende at være opmærksom på sine omgivelser.

Interessant nok, da vi endelige når frem, forløber missionen som planlagt, indtil ingen anden end Jackie, den kraftige og elskelige kompagnon, vi så i tidligere gameplay-sessioner, træder ind og beder dig om at stige ud af bilen, eftersom han havde fået øje på den først. Det ser ud til, at go'e gamle Jackie ikke er så venlig i begyndelsen - i hvert fald hvis du er et gadebarn. Heldigvis for mig ventede Night City PD udenfor parkeringshuset, sandsynligvis som følge af mellemmanden Kirks chip, der udløste alarmen i bilen, og selvom de på ingen måde er venlige, kaster de dig ikke i fængsel (eller i floden) for dine ugerninger. Interessant nok er den Jackie, du lærer at kende, forskellig, afhængig af hvilken livshistorie du vælger til dig selv. Hvis du er en 'Nomad', kommer du til at kende Jackie på arbejde. Hvis du er en 'Corpo', bliver han din ven fra starten af oppe i dit førsteklasses fancy hjem. Hvis du er en 'Street Kid', vil han forsøge at snyde dig, gå ned med dig, og vågne op i rendestenen sammen med dig - sådan skaber du et bånd til én.

Når du er trådt ud af rendestenen, er Jackie klar til noget ædelse, og hvis du tjekkede gameplay-afsløringen ud tilbage i august 2018, blev hele denne sekvens af gameplay-klippet vist frem. Jeg besøgte min morder-lægeven for at få mit øje istandsat og min håndflade modificeret og efterlod Jackie, der skulle have sit hjertechakra renset. Jeg skulle mødes med den ekstravagante Dex med sin gyldne kybernetik (og var gennem hele bilturen lamslået af manden på grund af den enestående visualitet, særligt af røgen fra hans cigar, som bevægede sig gennem bilen, og af partiklerne, der blev oplyst af gadelygterne, vi passerede), jeg talte med Militech, gik ind i All Foods Factory og prøvede at gøre tingene stille og roligt og skaffe en bot, som jeg havde brug for - jeg fejlede dog fuldstændigt, til en sådan grad at jeg endda en enkelt gang blev skudt i hovedet midt i en dialog, fordi jeg ikke valgte at trække min pistol ELLER betale pengeafpresseren ekstra skejser. Jeg fik fat i en kvindelig krop fra et badekar fyldt med is og mødte måske det mest fjendtlige hold af læger, der findes. Hvis du virkelig vil, kan du finde optagelser fra alt ovenstående direkte fra CD Projekt Red, men kig ikke på klippene og gå ud fra, at det er sådan spillet ser ud og føles som - det er bedre endnu.

Den vertikale Night City er en af de mest betagende og varierede in-game byer, jeg nogensinde har besøgt, og det var svært ikke at udforske selv midt i en mission. Hele byen ændrer sig om natten, og visse missioner er tidsbestemte. Heldigvis har du mulighed for enten at sætte fut i tiden via menuen, eller du kan ganske enkelt udforske, hvad der ser ud til at være en fænomenal by. Folkene, der går rundt, kan dele information eller blot finurlige samtaler, som den, jeg havde med en konspirationsteoretiker-gadeprædikant, der fortalte folk, at kybernetiske modificeringer lader "the man" og "corporations" spionere på dig via din egen krop. Jeg var lige ved at forlade ham, da jeg tænkte, at han bare var en af de der NPC's med et dialog-loop, men mens jeg var ved at gå, kunne jeg interagere fuldkommen med ham ved hjælp af dialogmuligheder for at finde ud af mere om ham.

Okay, jeg opdagede ikke, at du kunne kalde din bil til dig før helt til sidst, så det er nok årsagen til dette: Jeg gik gennem gaderne absolut lamslået, og overgangene fra ét område til et andet, var så flydende. Forskellige bander strejfede rundt og plagede forskellige områder, og jeg trængte ind på fjendtlig grund mere end en enkelt gang i løbet af min udforskning. Henover kortet (som er i 3D for at demonstrere vertikaliteten i byen, vil jeg kort tilføje), vil du finde mange forskellige markører. Fast travel-markører (som virker ligesom dem i The Witcher 3: Wild Hunt, hvor du med andre ord kommer tæt på én, hvortil den låses op), butikker, jobs, NCPD-hændelser, dusører etc., så hvis du føler for en sideaktivitet, er der masser at vælge imellem. Nogle mellemmænd vil endda sende hændelser direkte til besked-appen på din telefon for tilgængelighedens skyld.

Jeg har ikke talt så meget om combat, og combat er, naturligvis, en stor del af Cyberpunk 2077 (eller, ikke nødvendigvis - du kan faktisk gennemføre spillet helt uden kamp). Årsagen er, at jeg virkelig ikke var rigtig klar til kamp. Selvom det ikke er så svært i sig selv, er der meget at tage stilling til i kampens hede, særligt hvis du er tech- og intelligensbaseret. Du er nødt til at tjekke dine omgivelser, tjekke mulige flugtveje, tjekke potentielle fjender, og selv når du gør, er der stadig risiko for at begå fejl. Selvfølgelig er der elementer som at snige og angribe, og den strategi benyttede jeg mig ofte af, eftersom jeg ikke havde sat mange point ind på de fysiske færdigheder.

Heldigvis er en tutorial tilgængelig til dem, der vil prøve tingene af først, og i realiteten er alle kamp- og snigmekanikkerne ret simple. Der er imidlertid så mange muligheder, at det var svært at holde styr på, hvad der alt var muligt at gøre - specielt når jeg skulle hacke. Gudskelov gik tiden langsommere, når man indledte en hackingsekvens, men sekvensen drænede mig samtidig for energi, så uanset hvad jeg ønskede at gøre, endte jeg med at lave rod i det hele, fordi jeg ikke tænkte langt nok fremad. Jeg tror, en ikke-dødelig tilgang, hvilket er hvad jeg ofte går med hvis muligt i spil, vil være svær - meget svær -, i hvert fald i begyndelsen, før du virkelig har vænnet dig til alle dine evner, og hvordan de alle anvendes. Hacking er dog meget brugbart, og du kan bruge det offensivt eller defensivt. Evner kan endda give dig adgang til nye dialogmuligheder, ligesom livshistorien og information, du finder, ligeledes kan.

Combat er tung, våben føles vægtige og er inddelt i tre forskellige våbenklasser: 'Power', 'Smart' og 'Tech'. Det kan oversættes til henholdvis ren ildkraft, våben der anvender smart teknologi som for eksempel varmesøgende projektiler, og elektrisk manipuleret ildkraft.

Udover en tutorial, der viser os, hvordan man kæmper (med eller uden våben), snige og hacke, er et spritnyt aspekt, der hidtil ikke var blevet vist frem, konceptet 'Braindance'. En Braindance er i bund og grund en måde, hvorpå du kan have en ude-af-krop-oplevelse. Du gennemgår forskellige minder og scriptede scenarier via et specielt headset, som gør brugeren bevidstløs. Vi fik lov at opleve dette med hjælp fra fruen, der havde bestilt den bot, vi skaffede til Dex. Evelyn - som angiveligt er et højtstående medlem eller måske sågar lederen af The Mox, en bande ledt og drevet af sexarbejdere - og Judy, en Mox-nørd, som sørgede for en sikker rejse. Vores mission var at skaffe information, der var opsamlet ubevidst af Evelyn, mens hun var "gæst" i et virksomhedseget penthouse. Vi lærte, at vi enten kunne opleve mindet som personen, der havde optaget det, eller som en person udefra, der kiggede ind via Braindance-editoren. Her havde vi essentielt set et ton af muligheder, da vi prøvede at opklare mysterier - at tjekke scener i 3D ved at lytte med på forskellige samtaler, at tjekke varmeprofiler og øjne visuelle spor, mens vi spolede tilbage, spolede frem og pauserede hele scenen. Tilsyneladende, som vi bemærkede via V's reaktion på opsætningen, kan en rå Braindance (det vil sige uændret, ubegrænset) være mentalt overvældende.

Hvorimod CD Projekt Red viste, hvad der skete ved at give botten til Militech, tilbød vi den til Dex som lovet, hvilket ledte os til Afterlife, en klub for højtstående lejesoldater. Da jeg greb en drink ved baren med Jackie, bad jeg ham skaffe os begge noget, som han måtte bestemme, hvorved han bestilte to Johnny Silverhands, hvilket var et herligt hint til en karakter, jeg ikke havde mulighed for at møde i løbet af min tid med spillet.

Cyberpunk 2077 ser fuldstændig forrygende ud, og det føles fænomenalt (og bemærk, at jeg spillede det fjernt via streaming-software). Night City er i sandhed i live, og du kan virkelig knytte dig til karaktererne, du møder. Det er trends, det er sjovt, det er tungt, det er varieret. Selvfølgelig, CD Projekt Red har stadig arbejde foran sig, men når først spillet står parat, tror jeg, de der har ventet på at spille det, vil blive blæst bagover af, hvad der er blevet opnået. Det formåede at slå benene væk under mig, og mine forventninger var i forvejen høje.