Vi har spillet adskillige timers Anthem

Bioware overraskede rigtig mange, da de i sin tid afslørede Anthem under E3 i 2017. Der gik et ramaskrig igennem gruppen af trofaste fans, der var chokerede over at se studiet bevæge sig væk fra et mere lineært og narrativt fokuseret design til noget der ved første øjekast handlede mest om at dræbe monstre og få bedre grej sammen med andre spillere - med andre ord var dette ikke det de fleste forventede af studiet. Var de ved at efterlade deres rødder helt og aldeles? Var der her tale om et grådigt forsøg på at gøre The Division og Destiny kunsten efter? Nu har vi langt om længe haft fornøjelsen af at spille de første par timer af spillet, og vi kan forsikre jer om, at Bioware stadig følger deres egen vej.

Det hele sparkes i gang med en imponerende filmisk forfilm, der giver en kort opsummering om, hvem de her Freelancers i virkeligheden er, hvorfor der kun findes en begrænset mængde af disse Iron Man-lignende Javelin-dragter og hvorfor den resterende del af menneskeheden ikke tør at begive sig udenfor Fort Tarsis' trygge mure. Vi får indblik i denne lidt anderledes æra, og hvordan mennesket har tilpasset sig en anderledes verden. Det står altså klart fra starten af, at Bioware har brugt lang tid på at forme et fascinerende univers fyldt til renden med mystik og potentiale. Fæstningen har desuden mange interessante karakterer som du kan tale med, og selv når du ikke er i direkte dialog, er der megen snak at overhøre imens du bevæger dig igennem Tarsis, hvor karakterer snakker sammen om dagligdagens problemer og gøremål.

Tarsis er fyldt med historier, så meget står klart efter bare få minutters udforskning. Faktisk nød vi dette ganske meget, da det lader spilleren bestemme hvor meget eller hvor lidt narrativ eksponering man vil udsættes for, og det passer jo meget godt ind i hvordan Bioware normalt har gebærdet sig. Ben Irving, spillets producer, fortalte os i den forbindelse, at denne opsætning gør at studiet har haft mere frihed til at opbygge et avanceret narrativ - et ord han foretrækker at bruge i stedet for "historie", og vi forstår hvad han mener. Naturligvis kan vi ikke sige for meget om hvordan situationen udvikler sig efter de første par timer, men åbningen fangede uden tvivl vores interesse.

Det samme kan siges om spillets gameplay. Du har måske hørt det før, men det er værd at slå fast endnu en gang - Anthem føles direkte fantastisk at spille. Spider-Man har fået megen ros for hvor tilfredsstillende det var at svinge rundt på Manhattan, og lige så har Anthem simpelthen omskrevet regelbogen, når det gælder flyvning. At kaste sig hovedkuls ud i luften, eller at hoppe ud over et gigantisk vandfald for så kort efter at aktivere ens booster-raketter er både legende let og uhyre tilfredsstillende. Dette er desuden meget vigtigt, da både udforskningen af omgivelserne og kamp er designet med flyvning for øje. Om du flyver igennem et vandfald, finder en strategisk overlegen position højere oppe eller bare kaster dig rundt i luften, så føles alt intuitivt og responsivt. Vi mener det virkelig når vi siger "alt", for det står lysende klart hvorfor menneskeheden har sat deres lid til disse Javelin-dragter.

Bioware har for alvor oppet sig hvad angår kampsystemet her. Hvert eneste våben vi prøvede føles kinetisk, tungt og ægte, og der var en øjeblikkelig respons i det man trykkede på aftrækkeren. Disse våben er dog intet sammenlignet med det at bruge ens dragts unikke evner. At fuldstændig udslette en stor gruppe fjender med Ranger-dragtens Cluster Rocket-evne, eller at se en stor boss eksplodere i det den bliver ramt af Storm-dragtens lyn - det er noget nær eufori. Man kan desuden kombinere disse med andre spilleres evner, og her opstår der endnu bedre kombinationsangreb, som kun gør kampen mere tilfredsstillende. Det skader heller ikke at slutproduktet at sådan et kampscenarie er lækkert nyt grej, der med hundredevis af kombinationer, evner og attributter lader til at byde på meget dybde og tilpasning. Særligt forbedringen af visse evner kan man lege med, og ved at kæde forskellige stykker grej sammen, kan du sætte din dragt op så kun én evne bliver stærkere, eksempelvis. Desuden forsikrer Bioware om, at man ikke støder på duplikerede stykker grej, som kun gør udforskning mere spændende, da man konstant tænker på det næste stykke grej, der venter rundt om hjørnet.

Og så er der selve præsentationen. Dem af jer der har frygtet at alle de grafiske fejl fra Mass Effect: Andromeda vender tilbage, kan ånde lettet op. Bioware siger at samtlige sekvenser i Fort Tarsis foregår i førsteperson for at forøge indlevelsen, men du kan bide spids på, at det er fordi de gerne vil fremvise hvor godt spillet ser ud. Ansigtsanimationerne er blandt de bedste vi har set fra Frostbite-grafikmotoren til dato, og når man begiver sig ud i den åbne verden i tredjeperson, så er det præcis samme kvalitetsniveau. Man føler sig i sandhed sej når man kaster sig i en saltomortale som Interceptor udover en lodret klippe, og det skyldes den visuelle detaljegrad, og samme kan siges når en ondsindet Titan-fjende dukker op for første gang. At udforske de frodige omgivelser og finde mærkværdige ruiner og havarerede alien-rumskibe er en fryd, og både kvaliteten men også kvantiteten af disse strukturer og områder imponerede os - men der er én ting vi er lidt bekymrede over.

Ser du, det tyder lidt på at vi virkelig godt kunne lide vores første par timer med Anthem, og vi elskede størstedelen af det, ja, men der er én ting der bekymrer os - den tilsyneladende manglende variation. Både de få fjendetyper vi stødte på, samt de områder vi udforskede var allerede blev fremvist tidligere via livestreams og trailere. Dette ville ikke gøre noget, hvis det bare var starten af spillet, men vi spillede også noget af det sidste spillet har at byde på, og her figurerede de samme fjender og område igen, og det er ikke ligefrem lovende. Ja, det er virkelig sjovt at kæmpe imod fjenderne, men det er lidt ligesom at skulle spise sin livret hver dag - til sidst forsvinder glæden bare, ligegyldigt hvor godt det så er i starten.

Dog vælger vi at forblive håbefulde, for Anthem står parat til at fuldstændig at blæse dem bagover, der har været skeptiske fra starten - det blev vi nemlig. Vi kom faktisk til at tænke på det første Mass Effect her, for vi forlod begivenheden med en masse nysgerrighed og interesse i dette sprudlende univers. Verdenen er allerede fascinerende, og at udforske den føles både spændende og mekanisk tilfredsstillende. Hvis variationen i den endelige udgave sidder i skabet, så kigger vi her på en ganske særlig oplevelse, om ikke andet lader det til at være et værdigt kapitel i studiets historie.