Jeg tror aldrig helt jeg glemmer den dag hvor Call of Duty 4: Modern Warfare blev afsløret offentligt tilbage i 2007. Selve traileren, der løftede sløret for spillet, gjorde det helt og holdent klart at spillet havde til formål at tage den ret populære serie i helt nye retninger igennem imponerende grafik, flotte set pieces og en spændende historie. Mit hype-niveau blev ikke ligefrem lavere af at Infinity Ward derefter begyndte at tale om projektiler der kunne penetrere visse overflade, RPG-inspirerede progressionssystemer i multiplayer og alt det andet. Og ganske rigtigt endte spillet med at være et skelsættende mesterværk, der ændrede multiplayer for altid. Selvom diverse Call of Duty-spil har fået ret fede afsløringer og seje trailere siden da, så har de aldrig nået Modern Warfares til sokkeholderne. Netop af den grund er jeg meget begejstret for at kunne sige, at Call of Duty: Vanguard har givet mig nogle af de samme vibrationer i mellemgulvet, som jeg fik for 14 år siden. Og her er tre grunde hvorfor.
Et grafisk tigerspring
Lad os lige starte med at slå fast, at under bestemte dele af den præsentation jeg så, var nærmest skåret efter præcis samme skabelon, som alle Call of Duty-fremvisningerne indstilles efter. Grundig efterforskning af den relevante tidsperiode, realistisk lyddesign, alsidige systemer, yadda, yadda, yadda, ikke? Men der var dog øjeblikke hvor de fremviste nogle af Call of Duty: Vanguards kernekomponenter, og her blev jeg relativt overbevist om, at spillet kommer til at blive et af de mere skelsættende grafiske hop vi kommer til at se i noget tid.
Naturligvis var det første der ramte mig selve kvaliteten af animationerne, og jeg var ikke den eneste blandt de deltagende journalister, der troede at én af de fremviste kampagnesekvenser var CG, og ikke egentligt gameplay. Men det var det. Både karaktermodeller, animationer, teksturer og lyssætningen er direkte bjergtagende. Jeg mener, se bare lige den sekvens fra traileren med den brændende vindmølle, hvordan flammerne belyser det nærliggende område, og skær igennem røgen og tågen, der skaber en direkte kunsterisk ramme. Det er faktisk gameplay, det der. Top det med vidunderlige omgivelser takket være de volumetrisk dannede skyer, nye renderingsteknologier og gigantiske områder fyldt med karakterer, objekter og bevoksning, samt nogle ret fede tilføjelser til selve fysikken, og så er jeg ikke i tvivl om at Call of Duty: Vanguard bliver et visuelt tigerspring.
Det er lige præcis det vi har ventet på med de nyeste konsoller, og jeg er ret overbevist om at selve de mest hårdkogte Battlefield 2042-fanboys bliver nødt til at kigge på Vanguard, og ryste i bukserne en smule. Gud, hvor er det flot.
Destruerbare omgivelser
Jo jo, Call of Duty-serien har så småt, igennem årene, dyppet tæerne i destruerbar fysik, men sammenlignet med nogle af de primære konkurrenter, så har det været en relativt let fortolkning. Men Vanguard får de her tidligere Call of Duty-spils forsøg til at se amatøragtige ud. Den gameplay-sekvens vi fik fremvist viste alt lige fra gulvbrædder, der blev blæst af af beskydning, til vinduer, døre og bogreoler der blev flået fra hinanden af af eksplosioner. Vi taler ikke om helt igennem destruerbare omgivelser som i Red Faction Guerrilla, men tag ikke fejl; beskydning og eksplosioner vil ændre mulighederne for at tage dække, og der er ikke noget hus, nogen barrikade eller skyttegrav, eller andre former for dække der betyder at du er helt og aldeles tryg.
Det ser ikke bare fantastisk flot ud, men det har naturligvis også en mekanisk påvirkning. Du har nemlig selv muligheden for at drage fordel af de her destruerbare omgivelser, såsom at tage fjenden på sengen ved at sprænge dig igennem en væg, i stedet for at gå igennem en dør. Jeg håber virkelig at den her alsidighed er at finde på tværs af hele kampagnen, samt multiplayer og Zombies, men det fik vi ingen garanti om.
Multiplayer og Zombies
Den præsentation jeg så bag lukkede døre handlede stort set udelukkende om kampagnen, og selvom jeg har set både multiplayer og Zombies i aktion også, så er det ikke meget jeg reelt må sige om det. Men hvad jeg dog kan sige, er at det virker som om at Vanguard har fået længere tid i ovnen end Call of Duty: Black Ops Cold War. Vanguard lanceres med 20 maps, hvoraf 16 er regulære 6v6-baner. De resterende fire er 2v2, og en ny mode ved navn Champion Hill kombinerer to højt elskede klassiske modes i én, men det er vist også alt det jeg må sige.
Alle disse maps har dog samme storslåede grafiske kvalitet, omgivelser der reagerer på spillerne, Bear McCrearys fantastiske musik og nogle ændringer til Gunsmith. Ikke bare det, der er også Custom Ballistics, muligheden for at affyre blindt fra dække, nye modes og meget mere jeg snart kan fortælle mere om.
Til sidst; bekymringerne
Som du sikkert kan mærke, så forlod jeg den digitale fremvisning af Call of Duty: Vanguard relativt sikker på, at Sledgehammer har fat i den lange ende her, og helt ærligt, så var præsentationen meget imponerende. Det betyder dog ikke at der ikke er bekymringer at spore.
Først og fremmest involverede det stykke af kampagnen vi så ret mange Quick Time Events, og jeg kan generelt ikke lide når singleplayer-narrativer tager kontrollen fra spilleren alt for ofte. Det skete sågar under præsentationen at ret almindelige ting som at søge dække, eller lede efter ammunition i en lastbil, var "på skinner". Det er irriterende, for at sige det mildt.
Men det er som sådan også det. De resterende bekymringer handler sådan set bare om, at jeg håber at de eksempler jeg har set gør sig gældende på tværs af hele oplevelsen. Man skal altid være påpasselig med sådanne preview-begivenheder, og det kan være at de har vist os en ganske særlig sekvens, og at resten af spillet ikke er det samme.
Men er det det, jamen så gør vi en ganske særlig tid i møde.