Tilbage i juni måned bekræftet Ubisoft, at Assassin's Creed Valhalla ville blive det første spil i seriens historie, der får større udvidelser hele to år efter den originale lancering, og efter en måned fyldt til randen med lækkede detaljer og insider-viden, så skal vi endelig have de bekræftede detaljer på bordet. Hvad har vi, helt konkret, i vente?
Det hele starter faktisk allerede i morgen, eftersom både Assassin's Creed Valhalla og Assassin's Creed Odyssey får nye missioner ganske gratis via et event der hedder "Crossover Stories". Odyssey-opdateringen hedder "Those Who Are Treasured", og starter med at hovedpersonen Kassandra er usikker på hvad hun skal gøre, efter hun er blevet gjort udødelig. Heldigvis er der nogle gode venner, der opfordrer hende til at opspore andre Isu-artefakter rundt omkring på kloden.
Valhalla-opdateringen hedder "A Fated Encounter", og her skal Eivor netop mødes med Kassandra for at stoppe et af de førnævnte artefakter i at falde i de forkerte hænder, og stoppe Isle of Skye i at blive jævnet med jorden. Det virker ikke bare som et perfekt team-up, de krydser sågar selv klinger flere gange baseret på det vi har set, og mundhugges en del også. Begge opdateringer vil i deres respektive spil introducere ny landmasse med masser af indhold i morgen.
Og så har vi den betalte udvidelse, Dawn of Ragnarök, der officielt lander d. 10 marts. Eivor drikker en eliksir der giver ham en ny vision af Odin, men vi skal ikke til Asgard eller Jotunheimen som tidligere. I stedet bliver vi taget til Svartalfheim, hvor Muspelheims ildgigant Sutre har overtaget styringen med en massiv hær og taget Baldr til fange. Den her hær består både af de Jotnars vi allerede har set fra hovedspillet, men også de spændende nye Muspels, som har deres egne fjendetyper, eksempelvis Flame Keeper der konstant genopliver sig selv og andre.
Derfor er det nok også rammende at vi selv får nye evner, mere specifikt et stykke rustning smedet af dværgene. Traileren viser blandt andet teleportering, genoplivning af døde fjender som allierede og transformering til en ræv. Disse evner skal også bruges til at udforske og løse puslespil.
Der er også nyt indhold i den "almindelige verden", såsom nye kamparenaer, hvor du for alvor kan teste din styrke imod svære kombinationer af fjender, og du kan faktisk selv få lov til at styre den sværhedsgrad helt minutiøst med adskillige modifiers.
Det er holdet bag The Curse of the Pharaohs-udvidelsen til Assassin's Creed Origins, Ubisoft Sofia, der står bag, som må siges at være eksperter i den overnaturlige del af universet. De har slået fast gentagne gange overfor os, at der er tale om noget helt, helt andet end en gængs udvidelse, for de siger at der er noget nær 35 timers indhold i Dawn of Ragnarök, og det er tydeligt at Svartelfheim er meget større og bredere end de andre steder man rejser hen som Odin i den del af det originale spil. Faktisk er Svartalfheim en tredjedel af hele Englands størrelse i hovedspillet.