
Tilbage i 2016 kastede EA og DICE os tilbage midt ind i 1. verdenskrig med Battlefield 1, og det skete ikke bare via de historiske rammer i multiplayer-delen, men også via en antologi af fortællinger de dengang døbte War Stories, hvor vi fik lov til at se en række forskellige perspektiver på krigen. Ikke bare det, vi fik lov til at opleve en række karakterers liv midt i kampens hede i hvad der i sidste ende var en ganske tilfredsstillende, om ikke uortodoks singleplayer-kampagne. Det er noget som studiet har i sinde at fortsætte med i Battlefield V, og vi blev for nylig inviteret til London for at se fire af de i alt frem War Stories som kampagnen tilbyder.
Den første er selve prologen, og tjener som en introducerende passage, så du kan få smag for spillets mekanikker. I de meget korte gameplay-øjeblikke, hvor du det ene sekund er i en tank, og i det andet er en snigeskytte i position, får vi et glimt af de diverse strukturer som spillet benytter sig af i denne omgang, og det er samtidig en solid introduktion til den verden spillet foregår i, en beskidt verden. Man skifter sømløst imellem forskellige soldater for at understrege størrelsesordenen. Det er netop pointen med prologen ifølge designinstruktør Daniel Berlin, at understrege hvor omfattende denne krig i virkeligheden var.
Vi spillede hurtigt igennem den korte prolog, og bevægede os videre til en anden af disse War Stories, som vi også fik lov til at opleve fra ende til anden. Denne hedder Nordlys, og foregår i Norge. Autencitet er vigtigt for DICE, og dette mærkes i det at samtlige karakterer her taler norsk, og her får man bare engelske undertekster - på den anden side er begivenhederne denne historie portrætterer ikke ligefrem realistiske eller virkelighedstro, men snarere en fortolkning. DICE tager sig friheden til at skabe deres egen udgave af konflikten, men som Berlin fortalte os, så er dette lige netop en historisk fortolkning snarere end en 1/1-genfortælling. Her ønsker de at fokusere på menneskerne, og det der kunne være sket.
Denne War Story fortæller os om karakteren Solveig, som i starten af kampagnen ønsker at redde en norsk modstandskæmper fra de okkuperende nazister. Vi vil ikke gå alt for meget i de narrative detaljer her, men hvad vi kan sige er at rent mekanisk er Nordlys ganske åbent; og dette er intention siger DICE, der fortæller os at de ønsker at historien fortælles på spillerens præmisser. Et eksempel på dette sker tidligt i missionen, hvor vi skal infiltrere det sted hvor vores allierede holdes fanget, og her kan du enten køre en lastbil igennem hoveddøren, og dermed køre alle soldaterne over, ellers kan du snige dig ind igennem kælderen. Der er mange, mange muligheder alene her.
Andetsteds i Nordlys åbnes der for verdenen, og du får en langt større sandkasse at boltre dig i. Du kan stå på ski for at overraske dine fjender, eller vente i den tykke sne og uskadeliggøre dem én efter én. Det er utrolig overraskende for at sige det mildt, at bare denne ene War Story er så gigantisk stor, og også at der er specifikke mekanikker der gør dem distinkte og varierede. Det er desuden et forfriskende billede af krigen rent narrativt, realistisk eller ej, særligt fordi det er sjældent at se en kvinde på denne måde i en fortælling fra 2. verdenskrig.
Hvad DICE gør her er at væve historiske fakta sammen med fiktion, med kunstnerisk frihed, og selvom de siger at dette handler om menneskernes historier, så bliver Solveig alligevel blandet ind i et plot, der kan ændre slagets gang verden over. Den underliggende historie handler nemlig om tungt vand og Tysklands planer om at fremstille en atombombe (som i øvrigt er historisk korrekt), og selvom det hele er lidt Hollywood-agtigt, så viser det den kamp hver eneste modstandskæmper stod op til hver eneste morgen.
Under No Flag var én af de War Stories vi kun fik et flygtigt indtryk af, og den følger en række engelske kriminelle, der har fået til opgave at ødelægge en række fjendtlige flyvemaskiner. Der er tale om rigtige cockney-englændere her, og det hele lyder som en Guy Ritchie-film, men det er alligevel rart at få pointeret, at ikke alle heltemodige gerninger udføres af helte. Disse er nemlig ganske almindelige karrierekriminelle der er blevet benådet hvis de altså udfører en farlig mission. Som kommandøren der overleverer detaljerne i starten af missionen; "there's no glory waiting for you".
Her spiller du som Billy Bridger, en forbryder med mundtøjet i orden, hvis omgang med eksplosiver har gjort at han er med på denne farlige mission i Libyen. Den samme åbne tilgang til missionens design er den samme her, men der er ekstra fokus på din gruppes isolation. Alle er ligeglade med hvad der sker med denne gruppe af soldater, som er blevet sendt her fordi de i sidste ende er overflødige.
Den sidste vi spillede hed Tirailleur, og den fortæller historien om en sort fransk soldat ved navn Deme, som oplever præcis hvordan hans krigskammerater har det med ham efter han melder sig til hæren, og bliver kastet hovedkuls ind i den blodige krig. Efter han bliver tvunget til at grave bliver han kaldt på mission, og her skal han og hans kammerater marchere imod den tyske hær, og forsøge at skubbe dem ud af Frankrig igen, som på dette tidspunkt havde været okkuperet længe (dette foregår i 1944). Hans kærlighed til hans land bliver for alvor ødelagt i starten af denne historie, når han oplever hvordan hans medmennesker behandler ham, og det er sørgerligt at se.
Vi spillede ikke hele missionen til ende, men det lader til at være en ganske tragisk fortælling, og det er ikke bare fordi at Deme ikke får den respekt han fortjener fra de andre soldater omkring ham, men også fordi de allierede på dette tidspunkt tilsyneladende går en sikker død i møde imod tyskerne og deres tunge maskineri. Der er et utroligt effektivt øjeblik eksempelvis, hvor du skal holde en position efter at have skubbet de tyske styrker tilbage, hvor du konstant skal bevæge dig, fordi tysk artilleri knuser dit dække. Det er ganske smukt faktisk på en brutal måde, når du sprinter fra det ene træ til det andet, imens splinter danser rundt i luften, og bladene daler fra træerne. Samtidig er det dog uhyggeligt at se den måde Deme behandles på, men også interessant at se en soldat kæmpe for et land der undertrykker ham.
I forhold til ren og sker action i alle disse War Stories, så oplevede vi forskellige niveauer, men mest af alt var der frihed til at takle opgaver og udfordringer på den måde du som spiller ønsker. Du kan kløve dig igennem fjendernes linjer med klassiske våben fra æraen, såsom en MP40 i Nordlys, men du kan også bruge en pistol med lyddæmper. I Tirailleur har du intet andet valg end at kaste dig ned på alle fire, alt imens eksplosionerne brager omkring dig. Det er med andre ord en klassisk Battlefield-oplevelse, men med elementer som skiene og de åbne landskaber, så er det lidt ekstra krydderi i denne omgang.
Det er også værd at pointere, at vi også fik demonstreret ved begivenheden hvordan Ray Tracing kommer til at se ud i Battlefield V, og hvordan det vil forbedre lyssætning og refleksioner i spillet. Battlefield 1 er stadig gudesmuk her to år efter, men med Ray Tracing bliver den visuelle kvalitet skubbet endnu længere, og det beriger grafikken på et utal af måder.
Alt i alt forlod vi begivenheden ganske imponerede over det vi havde oplevet. DICE har ikke ændret meget på formularen, men hvis du nød den antologifortælling som de leverede for to år siden, så vil du så sandelig elske det nu, specielt hvis du leder efter nye og uventede fortællinger fra krigen fra steder som Norge.