Vi har prøvet Super Alloy Crush

Der findes en særlig slags magi i spil, som tør at være kompromisløse. Som ikke undskylder for, at de vil være højrøstede, hurtige og overdrevne. Super Alloy Crush er præcis det, og allerede i denne tidlige version er visionen tydelig - en eksplosion af farve, fart og retrofuturisme - et spil, som skamløst låner fra Mega Man X, men stadig tør stå på egne ben.

Super Alloy Crush foregår i et univers støbt i højteknologisk dekadence - hvor legenden om den mytiske planet AE-38 tiltrækker eventyrere fra hele galaksen. Det siges, at planeten er den ultimative præmie - et kosmisk paradis fyldt med ressourcer, magt og maskiner, som kan opfylde de vildeste drømme. To af disse håbefulde er robotten Muu og soldaten Kelly, som begge deler drømmen om AE-86, men har meget forskellige måder at forsøge at nå dertil på.

Allerede fra starten mærkes det, at udviklerne virkelig ønsker at bygge en verden, ikke bare et flot rammeværk støbt i pixelnostalgi. Nej, her stræbes der efter noget større, og der dumpes en hel del baggrundshistorie ned i ens skød tidligt, på godt og ondt. Ambitionerne er imponerende, men hvis du forventer at kaste dig direkte ind i spillets action, kan det føles som en uventet bump på vejen.

Men man kan som sagt ikke klage over ambitionsniveauet - verden er gennemtænkt, og karaktererne føles langt mere levende og veludviklede end i mange andre lignende titler. Og når Super Alloy Crush først slipper dig løs, er det umuligt ikke at blive revet med.

Kampene er spillets sande styrke. Tempoet er højt, bevægelserne præcise, og hver angreb føles tungt på en tilfredsstillende måde. Muu er den hurtigere af de to, bygget til nærkamp, combos i luften og hurtige undvigemanøvrer. At kæde angreb sammen, holde fjenderne i luften og afslutte med et digitalt coup de grace er lige så vanedannende, som det lyder. Kelly er derimod mere metodisk med fokus på traditionelle projektiler og afstandskontrol. De to spilstile er simpelthen meget forskellige, og det bidrager til, at hver gennemspilning får sin egen karakter.

Hvis der er et sted, hvor Super Alloy Crush virkelig blomstrer og viser sit sande farvespektrum, er det i bosskampene - eller ja, kampene mod dem. Disse massive, mekaniske kolosser er ikke bare forhindringer - de er deciderede showstoppere, både i design og gameplay. Her blandes supersmart design med legitimt udfordrende intensitet, og hver kamp bliver en dødelig dans, kaotisk og pulshævende, men også enormt tilfredsstillende.

Balancen er allerede nu i dette tidlige stadie rigtig god, og den følelse af at fejle, lære og til sidst besejre noget, som først virkede umuligt, rammer Super Alloy Crush-teamet spot on.

Så skal jeg selvfølgelig også nævne det visuelle. Wow. Holy cow. Her taler vi om en ren kærlighedserklæring til pixelkunst. Farverne er kraftige, miljøerne detaljerede, og animationerne fulde af liv. Hver eksplosion, hver bevægelse og hver fjende føles som støbt i kærlighed med en sjældent præcis og gennemført stil. Som om det ikke var nok, er musikken også i top med pulserende elektroniske kompositioner, som virkelig får en til at sidde og gynge med.

For dem, der ikke kan få nok, efter at have gennemført spillets story mode, tilbydes der også et survival-mode med bølger af fjender, der skal håndteres, og hvor man mellem runderne får mulighed for at opgradere sin karakter. Utroligt underholdende og vanedannende, og med lidt mere polering kan dette blive rigtig, rigtig godt.

Super Alloy Crush er et spil, som allerede nu udstråler sjæl, ambition og en ægte kærlighed til klassisk action. Det er ikke færdigt, ikke perfekt - men det er fuld af energi og løfter. For dem, der elsker hurtige 2D-spil med tydelig identitet og kompromisløs attitude, er dette noget, man absolut bør prøve. Hvis teamet fortsætter på samme måde som hidtil, kan dette meget vel blive en rigtig kultklassiker.

Spillet planlægges udgivet som Early Access inden længe, og en demo kan prøves på Steam.