Vi har prøvet Octopath Traveler II

Square Enix sparker et for dem utroligt tætpakket år hårdt i gang med en to'er til deres retro-inspirerede RPG-hit, Octopath Traveller. Jeg har taget hul på spillet og har lov at fortælle jer en smule om de første par timer, der ikke lægger skjul på, at der i den grad er tale om mere Octopath - på godt og ondt.

Spillet lægger ud med korte introduktioner til otte nye karakterer, af hvilke man ligesom i forgængeren er fri til at vælge hvem man vil starte hos. Jeg var i humør til tropiske miljøer, så jeg valgte den kødelskende jægerinde Ochette, der i en klan af andre såkaldte "beastlings" bor på en frodig tropeø, som de deler med mennesker. Men de grådige mennesker er selvfølgelig utilfredse med fifty-fifty fordelingen af øens territorie og udviser mere og mere aggressiv adfærd overfor beastlingerne, hvis mægtige høvding - en talende løve - er ved at blive gammel og svag. Derudover er der på øen forurolignende tegn på, at den frygtindgydende og sagnomspundne "Night of the Scarlet Moon", som går igen hvert 400. år, står for døren.

Efter at have færdiggjort Ochettes første kapitel åbner verdenen op, og jeg beslutter mig for at sejle vestpå og drage mod ørkenen og kongeriget Ku for at opleve samuraiprinsen Hikaris fortælling. Dennes indledende kapitel handler om den grove modsætning mellem han og hans brors holdninger til, hvordan de skal reagere deres gamle fars kongerige, når han er gået bort. Hikari ønsker at lede gennem empati, hvorimod hans krigsliderlige bror - en frygtindgydende samurai - vil styre gennem styrke, frygt og undertrykkelse. Da deres far skal udpege en arvetager, bryder helvede løs.

Jeg nåede også lige igennem handelsmanden Partitios første kapitel. Den foregår i en lille western-inspireret mineby og handler i grove træk om dennes tragiske forvandling fra en pulserende handelscentral til et hul i jorden i takt med sølvets tab af værdi - og om kapitalismens forræderiske bagmænd.

På trods af vidt forskellige stemninger og temaer er alle fortællingerne godt præsenteret og fortalt, omend karaktererne indtil videre fremstår relativt sort/hvide. Ens for fortællingerne er også, at de følger samme lidt forudsigelige struktur, hvor en smule eksposition leder til præsentationer af karakterernes unikke evner, derefter en smule kamp, lidt mere eksposition og til sidst en simpel dungeon med en boss for enden. Stemmeskuespillet er så langt ganske solidt, med fremragende præstationer i den ene ende af spektret, og acceptable men lidt sjælløse i den anden. Jeg kan også allerede konstatere, at der endnu en gang er tale om et varieret og utroligt stemningsfuldt soundtrack, som allerede har budt på terapeutisk englekor, forvrængede guitarer, og livsbekræftende saxofoner.

Kan du ligesom jeg ikke få nok af Square Enix' nostalgiske grafikstil "HD-2D", som vi blandt også har set i remaket af det narrativt lignende Live a Live, så vil du nyde synet af Octopath Traveller 2 på skærmen. Jeg spiller på Switch OLED, og farverne popper, og det hele oser af svundne tider, uanset om jeg befinder mig i en ørken, skov eller havneby. Kameravinkler er mere dynamiske, områder er mere vertikale, der er flere indendørsomgivelser at udforske, et væld af nye animationer gør kampe langt lækrere og mere levende at se på, og byer er større og mindre statiske - og ændrer sig fra dag til nat.

Octopath Traveller 2 byder nemlig på en aktiv dag/nat-cyklus, der blandt andet dikterer hvilke fjender du møder (stærkere om natten), hvilken musik der spiller, og hvilke karakterer du møder i byerne. Vigtigst, så afgør den, hvilke af hver karakters to "path actions" du kan anvende. Hiraki kan eksempelvis udfordre udvalgte NPC'ere til dueller og vinde deres evner om dagen, hvorimod han om natten kan bestikke sig til vigtig information. Partitio kan henholdsvis hyre ekstra muskelkraft til kamp og prutte om prisen på udvalgte varer. Ochette kan på bedste Pokemon-manér fange svækkede monstre for at hidkalde dem i fremtidige kampe eller lave festmåltider ud af dem, som hun kan dele med NPC'ere om aftenen for at indynde sig hos dem. Om dagen kan hun få sine kæledyr til at provokere dem til duel.

Det turbaserede kampsystem fremstår ret identisk med forgængerens, men med et par afgørende tilføjelser. Nu kan man sætte kampe til at udspille sig i dobbelt hastighed, hvilket skærer gevaldigt ned på tiden, det tager at grinde og at tygge sig igennem de mange tilfældigt genererede kampe. En anden vigtig tilføjelse er de nye "Latent Powers" - kraftfulde evner og angreb, som der langsomt bygges op til over flere ture, og som virkelig kan vende udfordrende kampe til ens fordel. En af de fedeste tilføjelser til spillet er holdets evne til at hoppe i en robåd på alle floder, søer og åer. Jeg har allerede fornemmelsen af, at spillets sværeste sideindhold og mest kostbare skatte gemmer sig på vandet.

En hyppig kritik af det første Octopath Traveller er, at de otte hovedpersoners fortællinger stort set ikke overlapper, og at karaktererne ikke interagerer med hinanden, selvom de danner hold. Square Enix har antydet, at de har lyttet til denne kritik, men indtil videre er jeg ikke overbevist. Da jeg som Ochette mødte Hikari, blev førnævnte pludselig stum, mens sidstnævnte leverede en monolog om at slå sig sammen. Det samme skete, da jeg senere mødte Partitio. Altså har jeg endnu ikke oplevet konkret dialog mellem karaktererne, den har kun været antydet. Jeg håber ikke, at spillet ligesom sin forgænger kommer til at bære præg af en novellesamling frem for en roman, selvom dette vel i bund og grund er en smagssag. Til gengæld har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med de nye "Crossed Paths"-missioner, der som navnet antyder lover at indeholde interaktioner mellem karaktererne. Vi får se, om de indfrier det løfte. I kan læse min endelige anmeldelse af spillet den 17. februar.