Dansk
Gamereactor
previews
The Crew 2

Vi har prøvet flere timers The Crew 2

Om du så har lyst til at powerslide rundt om hjørner, flyve sidelæns eller sejle på havet. Vi har prøvet flere timers The Crew 2.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Sidste gang vi spillede The Crew 2 var helt tilbage under E3 2017, hvor vi fik lov til at se spillet i aktion for første gang, men i sidste måned inviterede Ubisoft og Ivory Tower os endelig til flere timers hands-on med den kommende titel ved Mercedes-Benz World i Surrey, England, for at se hvor langt det er kommet siden sidst. Vi fik lov til at spille i hele tre timer, og vi udforskede frit, uden at blive guidet af repræsentanter fra udviklingsholdet.

Det giver jo også meget god mening, når man tager i betragtning at netop frihed er førsteprioriteten i The Crew 2, og instruktør Julien Hummer bad os kun om at gennemføre de fire prøver for hver af de fire discipliner, Offroad, Street Racing, Aerobatics og Water Racing, for så blev alt låst op på kortet. Derudover var det bare med at tage hovedtelefonerne på, og gøre lige præcis hvad vi ønskede.

Denne frihed eksisterer i så vid udstrækning, at kommer du hen til et skarpt hjørne i dit første gaderace, og finder ud af at du hverken kan lide eller finde ud af at komme rundt om det på yndefuld vis, så behøver du aldrig at sidde i en bil igen. I stedet kan du eksempelvis eksklusivt flyve i fly i Aerobatics-udfordringer, og få de højeste scorer. I virkeligeden er strukturen simpel - du deltager i de begivenheder du ønsker, og som du gennemfører flere og flere, åbner andre af samme type op. Du kan forme din egen oplevelse i The Crew 2.

Dette er en annonce:
The Crew 2
The Crew 2The Crew 2The Crew 2The Crew 2

Selv indenfor hver af de fire hovedkategorier er der underkategorier at udforske. Eksempelvis hvis du bliver bedre til Street Racing, så åbner du op for særlige Drift Racing-udfordringer, og kommer du langt nok i Offroad-kategorien, så kan du til sidst køre motorcross, og hver eneste gang du åbner op for nye muligheder kan du investere i nye køretøjer. Du skal naturligvis bruge valuta, så man bliver lynhurtigt hooked på at spare op, og tilrane sig de køretøjer der kan klare sig godt på tværs af disciplinerne. Det er et loop der har fungeret før, og det fungerer igen.

Vi skal dog skynde os at slå fast, at The Crew 2 ikke eksklusivt er at racing-spil, i hvert fald ikke i traditionel forstand. Meget af tiden bruger du naturligvis på at bytte lak med din modstander, alt imens i fræser mod målstregen, men der er lige så meget fokus på stunts og stil. Aerobatics handler eksempelvis om at foretage en checkliste af stunts, og derigennem forsøge at få så mange point som muligt, og drifting handler mere om flair.

Dette er en annonce:

Der er en række måder hvorpå spillet holder dig engageret i de mange aktiviteter, og en af dem er "followers"-systemet, som du måske kan genkende lidt fra Forza Horizon-serien. Flere følgere betyder mere berømmelse, og mere berømmelse betyder større belønninger, og disse fås ved at lave fede stunts og få mange point i løbene og udfordringerne.

Hver eneste gang du færdiggør en bestemt aktivitet, så får du kastet en masse tilfældig loot i hovedet, og præcis ligesom rustninger og våben i et almindeligt rollespil kan du skifte dele for at tilpasse din "karakter", eller i dette tilfælde din bil, til dig. Disse dele har forskellige niveauer og kvaliteter, igen, det er som at spille et rollespil, bare hvor din avatar er en Porsche 911 Carrera GT.

Selv hvis du ikke gennemfører de aktiviteter du ser på kortet, så kan du stadig finde nye opgraderinger til dine køretøjer, og det gør du ved at følge bestemte anvisninger på kortet, der viser dig hen til specielle pakker. Vi følte ikke nogle markante forskelle efter at have opgraderet hist og her, men det der med at se et tal gå op, det holder bare.

Det er ikke ligefrem noget nyt at særligt bilspil bliver brugt til at fremvise præcis hvor langt vi som branche er kommet rent visuelt, og hvorimod det første The Crew var lidt kantet at se på i starten, så er der en visuel detaljegrad her i efterfølgeren der er ganske betagende at betragte. Det hele tager sig autentisk ud, lige fra mudderet under dækkene i Offroad-løbene, til fodgængerne på gaden i Street Race.

The Crew 2
The Crew 2The Crew 2The Crew 2The Crew 2

Det er ikke en gang det aller bedste, for det hele kan tilpasses ned til mindste detalje. Dit køretøj er bare et blankt kanvas, og du kan vælge imellem et utal af farver, materialer, kosmetiske ændringer, spraymalede motiver, initialer, dæk og meget mere. Det er ikke bare; "vælg imellem fem designs", de giver præcis lige så meget frihed som de bedste arkadebilspil på markedet gør. Vi brugte lang, lang tid på at tilpasse vores fly og bil ned til mindste visuelle detalje, og underholdende det må man sige det er.

Vi ville naturligvis være tåbelige, hvis ikke vi nævnte hvordan selve styringen tager sig ud i et spil som The Crew 2, og de goder nyheder er at der er masser af indstillinger du kan skrue på, og spillet kan både blive utrolig arkade-agtigt, og også en mere seriøs simulation. Dog skal det igen understreges, at er du hårdkogt bilspilsfanatiker, og mener at Assetto Corsa eller Project Cars 2 er toppen af genren, så vil The Crew 2 ikke helt kunne give dig samme dybde. Ivory Tower har sat indstillinger ind der forsøger at behage alle, og det lykkedes et langt stykke henad vejen.

Og det er ikke engang den største appel ved The Crew 2, for selvom køretøjerne i sig selv er ganske imponerende, så er det verdenen de bruges i der er stjernen her. Ivory Tower har endnu en gang genskabt en lettere formindsket og simplificeret udgave af USA, og her kan du køre fra Detroit til New York, fra San Fransisco til Miami og opleve tonsvis af forskellige miljøer på vejen. Selvom fokusset er bredt, så er der stadig en stor detaljegrad i det nære, såsom Queensbridge Housing Project i New York - man kan mærke at der gået en ære i at genskabe selve stemningen i hver eneste af de mange storbyer.

Vi nød så sandelig vores tid med The Crew 2, og glæder os til at se hele spillet i juni, men selvom vores singleplayer-indtryk er ganske rosenrøde, så fik vi faktisk ikke mulighed for at se hvordan multiplayer-aspektet af spillet fungerer under normale omstændigheder. Der var da pointtavler at se, men ingen direkte modstandere at dyste imod eller møde på tilfældig vis i den store verden. Alligevel tilbragte vi tre timer i selskab med Ivory Towers ambitiøse bilspil, og gik derfra ganske sikre på, at her har vi fat i noget ganske særligt.

HQ

Relaterede tekster

The Crew 2Score

The Crew 2

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Ivory Tower leverer en længe ventet efterfølger, men formår The Crew 2 at stramme op der hvor originalen snublede? Magnus anmelder...



Indlæser mere indhold