Vi har prøvet Capcoms Pragmata

Det har været en meget mærkelig rejse for Capcoms Pragmata. Spillet blev afsløret for år tilbage med en interessant og usædvanlig annonceringstrailer, hvorefter det forsvandt i dvale i en lang periode, hvilket fik mange til at tvivle på, om det nogensinde ville se dagens lys. Det er netop derfor, at den nylige genannoncering føltes så overraskende og uventet - en fornemmelse, der kun er blevet stærkere efter at have fået lov til faktisk at spille en del af Pragmata.

Ja, som led i et nyligt besøg på Capcoms britiske hovedkvarter fik jeg mulighed for at prøve et kort uddrag af spillet og få en smagsprøve på det projekt, Capcom planlægger at udgive næste år. Da det blot var en ganske kort forsmag, vil jeg ikke gå i detaljer med historien, som kun blev opridset i en kort opsummering, der i grove træk lød således:

Hovedpersonen Hugh er blevet sendt til en af menneskehedens faciliteter på månen for at tjekke op på tingene. Men ved ankomsten rammes basen af et massivt jordskælv, som splitter stedet ad og sender Hugh ned i de dybe lag under overfladen - et fald, der synes at blive enden for vores helt. Heldigvis er en hjælpsom ung pige - som tilfældigvis er en avanceret androide ved navn Diana - til stede for at redde Hugh og derefter hjælpe med at beskytte ham mod de andre robotter på månebasen, der langt fra er venligt stemt. Med dette i mente må Hugh finde en måde at kontakte Jorden på for at rapportere om situationen - og til sidst også finde en måde at komme hjem igen, med Diana ved sin side.

Demoen begynder derfor med det samme i dybe NASA-punk-lignende faciliteter, hvor Hugh må handle hurtigt for at overleve og bekæmpe en angribende robottrussel. Her afslører Pragmata sin første overraskelse: Du kan ikke bare bruge den single-shot, auto-ladende Grip Gun til at sprænge robotterne med det samme. Deres panser er for stærkt til Hughs våbenarsenal - men heldigvis har Diana en løsning. Hun kan hacke robotterne og afsløre deres svagheder, så Hugh kan slå tilbage og påføre reel skade. Selve hacking-processen præsenteres som et mini-spil, hvor du skal sigte på en robot og dernæst bevæge dig gennem et gitterfelt - du skal ramme blå felter og afslutte på et grønt felt for at vinde og besejre robotten. Det er en interessant idé, som udføres ved, at spilleren trykker på de rigtige knapper på controllerens face-knapper - f.eks. fungerer X på PS5 til at bevæge sig ned, mens cirkel går til venstre. At mestre dette virker til at være kerneelementet i Pragmatas kamp, og selvom det måske lyder komplekst midt i kampens hede, er det overraskende hurtigt og intuitivt - og tilføjer en ekstra dimension.

Hacking er desuden en helt central del af Pragmata. Undervejs i banen støder du på en række forskellige noder og låste døre, der skal brydes op med Dianas enorme computerkraft. Det spændende er, at Capcom har forberedt et udvalg af forskellige mini-spil til hver unikke hacking-situation. Nogle kræver, at du justerer bjælker ved at trykke på knapper for at rotere fire 'led', indtil låsen åbnes, mens andre bare er klik-baserede mini-spil, der har mekanisk dybde på niveau med et quick-time-event - blot uden behovet for lynhurtig reaktion.

Hacking går dog endnu et skridt videre: Du kan smadre kasser spredt rundt i miljøet for at finde Decodes - hacking-boosters, der, når de bruges under et hacking-spil, øger den skade, som hackede fjender modtager. Jeg ville blive overrasket, hvis det var den eneste slags Decode, Capcom har i ærmet, men jeg kan endnu ikke bekræfte andet, da denne demo kun inkluderede én type.

Det kan måske virke som om, jeg fokuserer meget på hacking-systemet - men det skyldes ganske enkelt, at størstedelen af demoen gik ud på at skyde robotter og åbne låste døre. Det var en kort oplevelse, der fungerede som en forsmag på, hvad der venter - og det var et glimt af et spil, jeg nærmest ikke anede, hvad jeg skulle forvente af, da jeg trådte ind ad døren hos Capcom.

Nå, tilbage til våbnene og robotterne. Hugh har tilsyneladende altid sin Grip Gun ved hånden - et værktøj, der næsten minder om Isaac Clarkes Plasma Cutter fra Dead Space. Det er et single-shot-våben, som nok er det mindst effektive våben i arsenalet. Heldigvis findes der også våben som Shockwave Gun og Stasis Net. Førstnævnte er en shotgun-lignende sag, der gør massiv skade på nært hold, mens sidstnævnte fungerer som et kontrolværktøj, der lammer og fastlåser robotfjender inden for sin rækkevidde. Det særlige ved Pragmata er dog, at disse våben ikke er permanente. Når du løber tør for ammunition, bliver de smidt, og du må finde nye, hvis du vil bruge dem igen. Det er en interessant drejning i forhold til kamp og ammunitionsøkonomi - ikke lige så krævende som i survival horror, men det får dig bestemt til at overveje, om du bør spare på krudtet til senere.

Ud over det virker banerne ret lineære, med en blanding af kampsekvenser og miljøbaserede puzzles - alt imens du bevæger dig fremad. Der er bosskampe, selvom jeg ikke selv oplevede nogen, og hemmeligheder at finde - såsom skjulte vægge, der kan smadres for nyttigt loot. Der er også steder, hvor du kan finde ekstra Cartridges - en forbrugbar genstand, der genopretter Hughs helbred. I denne forstand minder det lidt om et Soulslike (tænk Dark Souls' Estus Flasks), især da der også findes respawn-punkter, så du slipper for at skulle starte forfra. Men bortset fra dette er det tydeligt, at Pragmata er et actionspil - et, der ikke virker til at være tynget af alt det fyld, som denne type spil ofte trækker med. Der er ingen opgradering af gear, ingen bekymringer om item-rariteter, intet inventory management - intet af den slags.

Det handler i høj grad bare om at skyde robotter og hacke terminaler - alt sammen i et særdeles slående sci-fi NASA-punk-agtigt univers. Det er derfor, jeg fandt mig selv godt underholdt af Pragmata og spændt på at se, hvor Capcom fører denne serie hen frem mod dens forventede udgivelse i 2026.