Vi har prøvet Battlefield 6's kampagne

I den evige debat om Call of Duty versus Battlefield har jeg altid haft en tendens til at hælde mere til EAs shooterserie end Activisions årlige episke udgivelser. Det har dog ikke altid været let at fastholde over de sidste ti år, da Battlefield-projekterne har været meget ujævne, men når begge serier fungerer optimalt, er det typisk Battlefield, jeg foretrækker - i multiplayer-forstand. Når det kommer til singleplayer-kampagner, har Call of Duty dog ofte haft overtaget, selvom Battlefield tidligere har budt på fantastiske historier og øjeblikke. Spørgsmålet er derfor, hvor Battlefield 6's kampagne placerer sig på spektret fra middelmådig til mesterværk.

Selvom vi først ved det med sikkerhed ved lanceringen den 10. oktober, har jeg haft mulighed for at opleve en del af Battlefield 6's kampagne i en preview-session. Den bestod af tre missioner i den større fortælling, placeret i Gibraltar, New York City og Tajikistan, hver med små elementer, der gjorde dem unikke.

Den første mission, Operation Gladius, havde mest fokus på køretøjsaktion og startede med en intens scene, hvor amerikanske marinesoldater stormede en strand som en del af en pansret amfibieenhed. Det var intenst, voldsomt, højt og stort set på skinner, mens man skød sig gennem anti-køretøjslægger og soldater og brød igennem Pax Aramata-forsvarene. Herefter forlod man køretøjet og arbejdede sig gennem de snævre gader i Gibraltar, mens man forsøgte at beskytte tanken mod fjender, der gemte sig i bygningerne - og endda reparerede tanken med sin svejsebrænder, når det var nødvendigt. Dette føltes mere klaustrofobisk og dødeligt, da fjenderne gemmer sig om hjørner og bruger kraftfulde snigskytter og sprængstoffer for at presse dig, alt imens du bevæger dig mod målet: Pax Armata-hovedkvarteret, som bruges af spillets centrale skurk.

Jeg vil ikke gå i dybden med historien for at undgå spoilers, men allerede denne første mission viser, at Battlefield Studios ikke ønsker at tilbyde en kampagne som tidligere titler. Dette minder mere om Call of Duty-historier: fokuseret, mere lineær, balancerer på kanten af politisk korrekthed og indeholder masser af set pieces, der definerer oplevelsen. Missionen fungerer også som en slags tutorial for multiplayer, hvor man introduceres til forskellige køretøjer, våben, klassefærdigheder og de grundlæggende mekanikker i Battlefield 6, omend i et langsommere og mere sikkert miljø fyldt med computerstyrede fjender og ikke intense online-spillere. Det gør kampagnen mere interessant, da det tydeligt er meningen at fortælle en mere sammenhængende historie med jordskælvslignende og nervepirrende narrative øjeblikke.

Dernæst har vi No Sleep, et par missioner senere. Kan du huske den episke Call of Duty: Modern Warfare-mission i Camden Town kaldet Clean House, hvor man metodisk skulle rydde rum i en London-midtby om natten? No Sleep minder lidt om dette, da man bevæger sig gennem et New York-kvarter og rydder Pax Armata-fjender, mens man forsøger at forhindre deres seneste terrorangreb. Det går langsommere og byder på rum-for-rum-kampe, hvor man bryder døre op med sledgehammer sammen med sit hold. Det er mere strategisk og fokuseret, og lige når man begynder at kede sig, bryder det ud i kaos med et tog-chase, helikopter-evakuering og et vanvittigt kapløb over en kollapsende bro i et desperat forsøg på at redde dagen. Det føles som at spille en actionfilm til tider, og viser, at Battlefield Studios tør tage flere chancer med variationen i kampagnen.

Den sidste mission i previewen, Operation Ember Strike, er efter min mening den svageste af de præsenterede. Den placerer mig i et mere åbent område med en håndfuld mål, som man skulle gennemføre efter eget valg. Det minder lidt om, hvad Call of Duty har forsøgt med nyere missioner - til middelmådige resultater - og de samme problemer opstår: manglende fokus dræber lidt af spændingen. De planlagte set pieces var også mest skuffende. Man får lov til at bruge et lille styret raketsystem til at destruere køretøjer, men alle køretøjer kommer i en lige linje mod dig, hvilket gør det næsten ingen udfordring. Den egentlige store set piece med at ødelægge en massiv menneskeskabt struktur føles heller ikke lige så spændende som lignende øjeblikke i Battlefield 4's multiplayer - en mærkelig fornemmelse, når man tænker på, at spillet er over ti år gammelt.

Her begynder man at ane sprækker i Battlefield 6-kampagnens rustning. Selvom den ubetinget er et skridt i den rigtige retning i forhold til de mindre fokuserede missioner i Battlefield 1, er eksekveringen her ikke på samme niveau som Call of Duty. Fjenderne bevæger sig for eksempel næsten ikke og står bare og venter som i Rainbow Six Vegas 2's Terrorist Hunt. Allierede er som i de fleste shooters kampagner nærmest ubrugelige og fungerer mest som gående defibrillatorer, der genopliver dig, når du bliver slået ned. Der er masser af collectibles og andre udfordringer, som de fleste spillere ikke bekymrer sig om og glemmer, så snart de har gennemført kampagnen for første - og sandsynligvis eneste - gang...

Alligevel mener jeg, at kampagnen viser fremskridt i Battlefields singleplayer-tilbud. Det fokuserede design er en fordel, og kombinationen af den fremragende destruktionsteknologi og set pieces skaber mindeværdige øjeblikke. Desuden er elementet med squad-samarbejde og muligheden for at dirigere og give kommandoer til computerstyrede allierede en dejlig ekstra detalje, som burde ses i flere spil med NPC-holdkammerater.

Så tilbage til spørgsmålet om, hvor Battlefield 6-kampagnen lander på spektret fra middelmådig til mesterværk. Jeg kan ikke lade være med at føle, at den befinder sig et sted midt imellem. Den underholder i de timer, den varer, der vil være elementer, som folk sætter pris på, og andre som de ikke gør, men ud fra det, jeg har oplevet, tror jeg ikke, den vil stå over al konkurrence. Heldigvis ser multiplayer-delen, som de fleste Battlefield-fans glæder sig mest til, ud til at blive noget helt særligt.