Vi har oplevet The Divison 2's "endgame"

Ubisoft har talt meget og længe om hvor meget bedre det såkaldte "endgame" (herfra kalder vi det bare endgame, men der refereres til indholdet der sidder for enden af oplevelsen, og som skal genspilles igen for at få bedre grej) kommer til at blive i The Division 2, og det er let at forstå hvorfor, når man bare har spillet spillet i få timer. Hvad vi dog ikke forstår er hvorfor udvikleren ikke har talt lige så meget om de fantastiske forbedringer de har introduceret til spillet generelt. Måske er det fordi at de vil overraske os, for det blev vi så sandelig da vi tog til Paris for at spille de første tre timer af kampagnen, og en række timer af dette endgame-indhold.

Vi har allerede delt vores indtryk efter at have oplevet The Division 2's spændende nyfortolkning af Dark Zones og Conflicts, men af de mest hyppige spørgsmål vi bliver stillet er om hvorvidt det er muligt at have det sjovt på egen hånd. Derfor besluttede vi os for at gå mod udviklerens ønsker, og takkede nej tak til holdet i stedet for at starte kampagnen alene. Det var et valg vi ikke én eneste gang fortrød.

En af hovedgrundene til dette er at Washington er så meget mere troværdig end Manhattan, hvor det første spil foregik. Vi blev øjeblikkeligt mindet om I am Legend-filmen, da vi så en række hjorte forsigtigt bevæge sig rundt på de nu overbegroede storbyveje. Denne ro varede dog ikke længe, da en gruppe overlevende nærmede sig i søgen efter mad og vand. At have denne form for realistisk dyreliv, samtidig med at uskyldige mennesker bare færdes omkring i en forvildet søgen efter en bedre tilværelse lyder måske ikke synderligt imponerende, men det er tydeligt at netop denne verden handler mere om de små detaljer, og de gør en stor forskel for indlevelsen. The Division 2 føles ikke som et spil, det føles som en dybere, mere realistisk afbildning af hvordan det faktisk ville være hvis hele infrastrukturen omkring os styrtede i grus. Det gør bare det at udforske en del mere underholdende.

Ja, vi spillede kun de første tre timer af kampagnen, men på denne korte tid gjorde spillet det klart for os at der er langt mere variation i denne omgang. Du kommer ikke forbi den samme skurk der holder de samme to civile som gidsler - repetitionen er blevet erstattet med en verden der føles håndlavet og mere ægte. At tage kontrol over en række signalmaster, at rydde områder for bandemedlemmer fra én af de i alt fire fjendtlige faktioner, at støde på andre fjender med helt andre motivationer og at samle ressourcer til at opgradere vores hovedbase var bare nogle få af de aktiviteter vi oplevede imellem missionerne, og det var virkelig imponerende hvor meget design der var lagt i hver af disse.

Og så blev det tid til at virkelig at begive sig ordentligt ind i spillet. Dette var starten på selve oplevelsen, hvor størstedelen af missionerne gik ud på at finde manglende agenter, og at genaktivere dele af den infrastruktur, der er nødvendig for at skabe en base. Du har hørt det her før. Det lyder ikke af meget, men variationen sidder bare i skabet den her gang. De første par missioner introducerede os ikke bare for helt nye fjendetyper, såsom en robothund med en turret bag på, selvmordsbombere (som vi stødte på tilbage i december) og fjender med granatkastere. Ikke bare gjorde disse mange forskellige fjender at vi konstant var på tæerne, men også både tempoet og områderne vi udførte missionerne i gjorde deres for at fastholde interessen. Et af de bedste eksempler på dette er en af de sidste hovedmissioner i spillet der tager dig et smut forbi Smithsonian National Air and Space Museum. Dem af jer der har været der forstår måske allerede hvorfor sådan en mission har en enorm visuel variation. At bevæge sig igennem modeller der forestiller månen og alle de andre planeter i solsystemet skaber en helt anden dynamik, en dynamik man kan mærke der er blevet tænkt over.

Det er også derfor at vi er ret skuffede over at se, at historien og karaktererne fortsat ikke er noget særligt i The Division 2. At have en stum hovedperson og B-filmsagtige karakterer rundt om en, som både er overfladiske og kun tjener det ene formål at forklare dig hvor du skal hen næste gang er bare ret skuffende. De fleste filmiske sekvenser vi så kan koges ned til følgende scenarie: Vores karakter træder ind i et rum, en person med visuelle detaljer såsom et bestemt ar eller nogle mærkelige solbriller (du ved, "remember me"-detaljer) giver os en forklaring og en uddybning af missionen foran os, og derefter ender det med et vagt "go get them, tiger", eller noget i den dur. Ja, historien er ikke meget mere end bare motivation til at få dig til at skyde på ting. Tre timer med dette, og vi kan ikke huske én eneste karakters navn, eller forestille os hvad de laver når de bare skal slappe af. Den gode nyhed er dog, at selve mekanikkerne og verdenen gør op for dette.

Når du når level 30, som er det maksimale ved lanceringen af spillet, som låser du op for det specialiseringerne. Disse fordeles i tre klasser med deres egne signaturvåben og evner. En Survivalist er en healer som har en særlig armbrøst, som kan skyde forskellige slags pile, inklusiv nogle der på sin vis fungerer som landminer. Sharpshooter-specialiseringen er, som du nok allerede har gættet, en klasse med en kraftuld 50. kaliber snigeskytteriffel, som kan gøre enorm skade fra afstand. Vi valgte dog den tredje og sidste, en Demolitionist, da vi elskede ideen ved den såkaldte Chem Launcher. Dette våben kan bruges på mange forskellige måder. Eksempelvis kan du tvinge fjender ud af dække ved at skyde granater efter dem, og du kan også immobilisere de tungere fjender i stivnende skum. Vores hold her bestod af to Demolitionist-klasser, én Sharpshooter og en Survivalist, som måske er grunden til at vi gennemførte én af missioner på rekordtid. At se en fjende falde omkuld i det han blev ramt af en shotgun-salve i benet, eller at se en tung fjende udbryde i flammer efter vi ramte hans ammunitionsbælte gjorde at vi følte os ganske mægtige, igen det er de små detaljer der betyder noget, også i kamp. Forskellige fjender tvinger du og dit hold til at bruge forskellige taktikker, og alle disse fjender har distinkte animationer.

Det hele handler dog om variation, et aspekt vi har talt ganske meget om her. Det er dog særligt vigtigt i endgame-indholdet. Det at du og dit hold kan formå at kombinere forskellige evner er altafgørende for at få succes med dette indhold når det først går hen og bliver rigtig svært. Det var tydeligt at se på det andet hold, der ikke kommunikerede lige så effektivt, og de formåede knapt nok at gennemføre den samme mission over 20 minutter efter os. Den gode nyhed er dog, at du får fantastisk loot ligegyldig hvor mange gange du er død undervejs, men der er også andre måder at få godt grej på.

De fleste endgame-missioner er tiltænkt to eller flere spillere (otte spillere kræves for at gennemføre de nye Raids, der ankommer nogle uger efter lanceringen), så har Ubisoft har også inkluderet nogle aktiviteter der er sjove at gennemføre på egen hånd. En af vores favoritter var Control Points, en slags fæstning holdt af en af de fire faktioner i spillet, hvor du skal dræbe over otte svære fjender. Derefter ankommer der forstærkninger bestående Elite-fjender, som gør det hele endnu mere udfordrende. Vi døde adskillige gange i forsøget på at indtage det første Control Point, men vi gav ikke op, og hele aktiviteten var udholdenheden værd. At rydde et område for fjender tillod de gode overlevende Washington-borgere at indtage fæstningen og give ly til andre flakkende mennesker i området. Og når ja, så får man masser af grej for besværet, og det skader jo aldrig. Det føles ydermere bare godt at gøre Washington D.C. til et bedre sted.

Vores eneste store bekymring ved selve mekanikkerne og balancen er at de fleste aktiviteter og missioner alle handler om at dræbe mange fjender. De nye fjendetyper gør dette mere underholdende end nogensinde før, ja, men vi ville stadig gerne se flere puslespil, flere udfordringer der handlede om noget andet end at sigte og skyde. Måske noget lig de Prepper Stashes man kunne finde i Far Cry 5? Vi fik at vide at de kommende Raids også indeholder sekvenser hvor de otte spillere skal koordinere og udføre bestemte handlinger. Det håber vi er sandt.

At bevæge sig rundt i Washington D.C. og opleve naturen, faunaen og de uskyldige overlevende der forsøger at redde sig selv og hinanden er så sandelig en indlevelsesrig oplevelse. Både animationerne og lyddesignet er der blevet skruet op for, og man kan nærmest ikke sammenligne det med originalens Manhattan. Dette gælder også i forhold til kampene; styringen er nu mere responsiv, og våbnene føles fantastiske. Introduktionen af Black Tusk-faktionen, de sværere missioner med de bedre belønninger og en række afgørende mekaniske ændringer gør at vi bare ønsker at storme igennem den tilsyneladende ligegyldige historie for at se hvad spillet egentlig har at tilbyde.