Vi har langt om længe spillet Dambusters Dead Island 2

At sige, at Dead Island 2 er definitionen på udviklingshelvede, er næsten en underdrivelse. Det er blevet flyttet rundt mellem forskellige udviklere som et slags uønsket trofæ, og Techland (som lavede originalen i 2011) have åbenbart ikke den nødvendige tillid fra udgiveren at lave efterfølgeren, da Yager Development fik muligheden i stedet.

Men udviklingen gik tilsyneladende ikke godt, og det var i stedet Sumo Digital, der måtte tage over. Men det gik heller ikke godt, så udviklingen blev flyttet til Dambuster i 2019. I al denne tid har der været nærmest tavshed omkring projektet, og det eneste vi har haft at gå ud fra er den flotte trailer, der blev udgivet i 2014, som viste et solrigt zombie-eventyr i Los Angeles. Så hvor meget af dette har egentlig overlevet til det endelige spil?

Svaret er faktisk en hel del, hvilket står klart allerede tidligt i eventyret. Den californiske zombieapokalypse udfolder sig hurtigt i en præsentationsvideo, der illustrerer, at seriøsitet ikke er det, de sigter efter. Efter en kort introduktion fik jeg mulighed for at flygte fra den tilsyneladende dødsdømte by Los Angeles (omtalt som Hell-A) i et fly som en af seks spilbare karakterer, der hver især har deres egne fordele og ulemper. Disse omfatter den paralympiske Amy, en asiatisk dame, der er meget hurtig, den gadesmarte Bruno, der ser så alternativ ud, som han overhovedet kan, og stuntkøreren Carla, der fungerer som en typisk tank. Jeg besluttede mig for at spille som Ryan, der er klædt i brandmandsdragt og tilsyneladende er klar til alt. Han er dog en mandlig stripper snarere end en person, der er professionelt trænet til katastrofer, men han fungerer stadig som en tank.

Allerede tidligt i spillet følte jeg, at jeg havde fuldstændig styr på alt, hvad der skete, da styringen er sat op præcis efter standardskabelonen. Jeg kan hoppe, dukke mig, slå ting, kaste ting, tænde en lommelygte, og alting ligger intuitivt der hvor man forventer. Man kan bestemt argumentere for hele "if it aint broke"-tilgangen, og at ændringer bare for ændringens skyld ofte er unødvendige.

Men desværre er det ikke det eneste område, hvor jeg har en fornemmelse af, at Dambuster ikke rigtig har kapacitet til at gøre nok nye ting, men falder tilbage i gamle vaner. Det er længe siden jeg har spillet det originale Dead Island, men det er nemt at føle, at dette er lidt for meget som en pæn, men direkte (for det er et flot spil, tro ikke andet) efterfølger til et spil fra 2011. Dead Island 2 tager sig ud som en efterfølger til et spil med 12 år på bagen, på godt og ondt.

Hvis du ønsker specifikke eksempler, så kan vi jo passende starte med at du ofte får missioner, der blot består i at rydde et område for fremadstormende zombier, før en ny begivenhed kan udløses. Og allerede i den preview-version, jeg spillede, havde jeg lidt for mange døre, der manglede batterier (hvem løb rundt og rev alle batterierne ud under apokalypsen?), som jeg skulle finde for at komme videre. Opsætningen føles simpelthen lidt for gammeldags, begivenhederne i historien burde byde på en mere dynamisk og overraskende opsætning end bare at buldre videre med hvad der i bund og grund er præcis samme model som det første Resident Evil etablerede i 90'erne.

Desuden føles det lidt fjollet at løbe rundt med et massivt koben, der skal repareres på et arbejdsbord, efter at jeg har slået to svampede zombier i hovedet. Jeg er heller ikke vild med at skulle samle tonsvis af råmaterialer for at have nok til at reparere den billardkø, jeg brugte til at dræbe fjenderne med. Det sænker tempoet, og det bliver forstærket, når jeg ikke kan samle det stykke stof op, der ligger lige foran mig, fordi jeg ikke står det helt rigtige sted.

Heldigvis har Dead Island 2 andre ting, der taler for det. Først og fremmest har vi førnævnte reparationssystem, som heldigvis indeholder forbedringer. Så længe du har råmaterialer nok, kan du både reparere dit værktøj, så dit tunge jernrør måske kan være nok til at dræbe endnu en håndfuld zombier, før det går i stykker igen - men du kan også opgradere og tilpasse. Sidstnævnte kan give ting som mere skade eller give stød til dine ofre, men også andre fordele. Jeg ser frem til at udforske mere af dette i det færdige eventyr.

Der er også et kortsystem, som udviklerne er meget stolte af. I bund og grund fungerer det som et Level Tree, hvor du løbende udskifter kort, så du altid har de frynsegoder, du ønsker. Selvom denne preview-version (som var et par timer lang) ikke gav mig en masse ting at prøve af, kunne jeg udstyre mig selv med kort, der får fjenden til at tage skade, når jeg brugte health packs, og et andet, der førte til lettere vellykkede combos, der gjorde mig mere effektiv i kamp. Det er et potentielt meget interessant system, som jeg har store forhåbninger til.

Noget, der også er blevet talt meget om, er det faktum, at du i Dead Island 2 virkelig kan hugge dine modstandere i stykker. Et velrettet slag mod en zombies kæbe får den til at dingle akavet fra ansigtet, mens et godt stik i torsoen blotlægger tarmkanalen, ja, du ved hvad jeg mener. Personligt fandt jeg det meget effektivt at arbejde med fjendens ben. At knækappe dem gør det meget mere lettere at håndtere de udøde svin. Selv om systemet tydeligvis er designet primært for visuel flair, så er det faktisk rent strategisk ret smart også, idet jeg kan få øjeblikkelig visuel feedback på resultaterne af mine våben og angreb. Der er også en stamina-måler at tage hensyn til, der bestemmer, hvilke angreb der er mest levedygtige i øjeblikket, samt et block-system, der ikke kun redder liv, men også hjælper dig med at udføre Mortal Kombat-inspirerede modangreb.

Selve tynde i disse kamp er dog ikke helt perfekt afbalanceret endnu. Hvis jeg med alle Ryans kræfter slår en golfkølle ind i nogens kranie, skal det føles mere voldsomt, end det gør her, hvor det mere ligner at slå med en gummihammer. Når det er sagt, er spilstyringen stadig solid, og det er sjovt at afprøve fordelene ved de forskellige våben i kamp. Derudover er det nogle gange muligt at bruge omgivelserne til sin fordel på forskellige måder, selvom disse i demoen var ret forudsigelige, såsom at elektrificere våde zombier, skubbe dem ud over kanter eller sætte ild til dem, hvis de står i motorolie.

Jeg havde håbet på noget lidt mere moderne gameplay fra Dead Island 2. Meget af det føles lidt for velkendt, selvom at det for nogle vil føles nostalgisk, eller bare genkendeligt på den mere positive facon. Samtidig er det vigtigt af slå fast, at der er en masse lovende ting her. Kampene mangler måske lidt punch, men de er stadig hektiske og sjove, og det er bestemt muligt at skræddersy sin karakter efter eget ønske. Derudover føles Hell-A som et underholdende og utroligt smukt sted at udforske, og man kan ofte få en fornemmelse af, hvad der skete i et forladt hus, da katastrofen indtraf, som en slags ekstra detalje til at sætte temaet. Kort sagt, jeg glæder mig til det færdige spil, for med lidt mere kreativitet og overraskelser er der potentiale til noget rigtig godt.