Vi har kigget nærmere på Path of Exile 2

Jeg var til et LAN-party for en del år siden, og som det ofte sker til sådanne sammenkomster, kunne vi ikke finde ud af, hvad vi skulle spille. Efter en del diskussion foreslog nogen Path of Exile, da det var free-to-play og efter sigende mindede om Diablo II, som var en klar favorit ved tidligere arrangementer. Vi besluttede os for at give det en chance. Men jeg kan huske, at det var ret svært at komme ordentligt i gang med, og selvom vi spillede nogle timer, opgav vi hurtigt.

Spillet var simpelthen for udfordrende, indlæringskurven var for stejl. Det blev mit første og eneste møde med Path of Exile - indtil nu. Spillet har altid eksisteret i baghovedet som noget, jeg måske burde prøve igen, men jeg har aldrig taget springet. Nu, hvor jeg har fået adgang til den foreløbige udgave af Path of Exile 2, er muligheden her. Det er tid til at finde ud af, om dette ARPG, som trækker så tunge veksler på Diablo, kan vinde mig over.

Inden jeg springer ind i spillet, vil jeg lige nævne, hvad denne Early Access-lancering indeholder. Der er fem spilbare klasser tilgængelige - langt fra de tolv, der angiveligt vil være i den fulde version. Jeg havde også adgang til bare tre ud af seks akter, men bare disse tre tilbyder masser af indhold. Der er mange timers spil, og det er tydeligt, at denne udgave ikke bare er en lille smagsprøve, men en solid del af den samlede oplevelse. Det er i hvert fald ikke volumen du skal bekymre dig om her, det er helt sikkert.

Historien i Path of Exile 2 føles ret vag, især for en nytilkommen som mig. Veteraner fra det første spil vil måske få mere ud af introduktionen her, men min fortolkning baseret på introsekvensen er følgende: Du er en del af en gruppe krigere på mission, men alt går galt, da I bliver angrebet af monstre. Efter en intens kamp træder en ond figur frem - sandsynligvis spillets hovedskurk - og udsletter hele din gruppe. Du vågner op i en by, hvor historien så småt begynder at tage form. Byen fungerer som en hub, hvor du kan handle og snakke med en håndfuld karakterer, der giver dig opgaver og baggrundsviden om dine omgivelser. Ligesom i Diablo 2 fungerer byen som base, men karaktererne er mere dynamiske og kan dukke op forskellige steder på mappet undervejs. Det er ikke som sådan originalt, og mange vil nok anse dette som værende en ret genkendelig central præmis, selvom det naturligvis indbyder til yderligere narrativ udforskning af karakterer og omgivelser.

Tonen i spillet er gennemført dyster. Det er tydeligt, at verdenen i Path of Exile 2 er et forfærdeligt sted at leve. Korrumpering, ødelæggelse og monstre, der hærger befolkningen, skaber en intens atmosfære, som er både fascinerende og deprimerende. Historien virker mest som et middel til at binde missionerne sammen, men den tjener samtidig til at opbygge en stemning, der gør spillets mange bosskampe endnu mere tilfredsstillende. Hvis der er noget der allerede lykkes til den helt store guldmedalje, så er det at etablere den her tone.

Hvis der er én ting, Path of Exile 2 ikke sparer på, så er det bosskampe. Hvert map rummer omkring fire til fem bosser, der kan udfordre dig. Nogle er knyttet til historien, mens andre optræder tilfældigt. Selvom ikke alle er lige originale, er de altid varierede, da spillets dynamiske system ændrer, hvordan monstrene spawner. Her opstod dog et problem for mig: På flere tidspunkter blev jeg angrebet af fjender nær mine respawn points, hvilket gjorde, at jeg døde igen og igen på frustrerende vis. Jeg håber, dette bliver rettet, inden spillet udkommer i sin fulde version.

Generelt er Path of Exile 2 et svært spil. Døden er en konstant følgesvend, og spillet kræver både tålmodighed og strategi. Hver gang man føler sig stærk nok til at dominere modstanden, kaster spillet et nyt område med endnu hårdere fjender efter én. På den ene side er det positivt, da det giver en grund til at grinde ressourcer og loot, hvilket kan føre til nogle spændende power-ups. På den anden side kan det være frustrerende at skulle gentage områder, fordi man ikke er stærk nok til at klare næste udfordring. Det kan være at du ser frem til at blive udfordret, men man ville kunne argumentere for at det ikke stemmer synderligt elegant overens med ARPG-genrens resterende designelementer. Udfordringen i Diablo IV opstår i kraft af de mange sværhedsgrader og i volumen af fjender - Path of Exile 2 synes helt anderledes skruet sammen i skrivende stund.

Loot-systemet er også værd at nævne. Almindelige fjender dropper sjældent brugbare genstande, så det meste af dit udstyr kommer fra bosser. Det betyder, at der er en del gentagelse i spillet - du skal kæmpe dig igennem horder af fjender for at nå frem til bosserne, kun for at dø og genstarte med nye fjender på vejen, og de fjender giver dig ikke samme dopamin rush, i det du ved instinktivt at de ikke kan give dig grej.

Skill-systemet i Path of Exile 2 er en af de største forbedringer i forhold til forgængeren. Evner er ikke længere kun bundet til udstyr, men kommer også fra såkaldte skill gems. Jeg spillede som magiker og fokuserede på lynbaserede evner, hvilket gjorde mig til en slags levende Tesla-søjle. Med de rette passive gems kunne jeg forbedre mine lynangreb, så de elektrificerede fjender og gjorde ekstra skade over tid. Det er en fantastisk følelse at skræddersy sin karakter på denne måde, og jeg ved at spillet byder på mildest talt enorme mængder fleksibilitet og buildcraft.

Spillets Skill Tree er en anden central del af progressionen. Det er enormt og kan virke overvældende i starten, men det giver også en imponerende grad af frihed. Selvom jeg startede som magiker, kunne jeg senere bevæge mig ind i andre klassers grene og udvikle et hybrid build. Det er en fleksibilitet, der virkelig skiller spillet ud fra andre i genren.

Grafisk er Path of Exile 2 imponerende, især i de detaljerede omgivelser og det dynamiske lys. Dog er nogle områder så mørke, at det kan være svært at spotte fjender. Det ville være en stor hjælp, hvis spillet havde en funktion, der markerede fjenderne, som man ser i eksempelvis Baldur's Gate III. Lyden er derimod en stor styrke; musikken og de skumle lydeffekter bidrager til den ubehagelige og dødbringende atmosfære.

Så, er Path of Exile 2 værd at spille i sin nuværende form? Det afhænger af, hvem du er. Hvis du er fan af genren eller gerne vil støtte udviklerne, kan det være en god idé. Men med tanke på, at den fulde version bliver free-to-play, synes jeg ikke, det er værd at betale omkring €30 for denne Early Access-version, medmindre du er meget utålmodig. For de fleste vil det give mere mening at vente på det fulde spil, selvom vi ikke helt ved hvornår det står færdigt.

Alt i alt er Path of Exile 2 en lovende efterfølger, der bygger videre på sine styrker og tilbyder en dybere og mere fleksibel oplevelse, men som også er blevet mere strømlinet. Der er stadig plads til forbedringer, men som det står nu, er det et spil, der både frustrerer og fascinerer. Hvis jeg skulle kvitterer med en konkret score nu, så ville jeg give det et 7-tal, men grundet restriktioner fra udgiveren af kan dette ikke betragtes som en anmeldelse. Vi må vente og se hvordan spillet udvikler sig, og så vender vi tilbage til det.